Dagene bliver korte. Vi er i en mørk årstid, og en træthed synes at have sænket sig over samfundet, hvor det er svært at se længere end til håbet om en covid-19-vaccine.
Alligevel vil jeg gerne tænke lidt frem og give nogle bud på, hvordan sundhedssystemet sætter mennesket i centrum på en ny måde.
I de første tiår af det 21. århundrede er en række forskningssamarbejder mellem humaniora, sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab vokset frem både internationalt og i Danmark, og de danner tilsammen et af de mest lovende områder for en fornyelse af vores forestillinger om sundhed, sygdom og værdier i sundhedssystemet. Samarbejdet er ikke nogen frelsende juleengel – sådanne skabninger kender vi ikke i forskningen. Det skulle da lige være en vaccine mod covid-19! Men der er en begyndelse på noget nyt.
Den humanistiske forsknings bidrag finder ofte sted inden for et område, der internationalt betegnes Medical Humanities eller Health Humanities, hvor forskellige humanistiske discipliner som litteratur og kunst, historie, sprog-, kultur- og medievidenskab samt filosofi indgår i sundhedsprofessionelles uddannelse, forskning og refleksioner over deres kliniske arbejde i mødet med patienter og pårørende.
Der er her et stigende fokus på, at humanistisk, antropologisk og sociologisk forskning kan bidrage med viden om menneskers adfærd, sociale og etniske forhold og opfattelse af velbefindende på måder, der kan være til gavn i klinisk sundhedsarbejde.
Corona-nedlukningen satte turbo på en digitalisering af mange samfundsområder, heriblandt sundhedssektoren. I løbet af 14 dage oplevede vi forandringer, der normalt ville strække sig over flere år. Der er brug for i de kommende år at skabe mere velovervejede løsninger end de hurtige digitale opkoblinger, der blev tilvejebragt. Der venter tilmed en kolossal kommunikationsopgave, når vaccinen mod covid-19 kommer.
Hver femte dansker siges at være i tvivl om, om man vil lade sig vaccinere. Hvorfor? Og hvordan skal der handles på dette forhold? En forskningsindsats på tværs er her nødvendig.
Både hospitaler, forskningsinstitutioner og patientorganisationer peger på, at arbejdet med behandling, med velbefindende og rehabilitering kan forbedres til gavn for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. De, som skal hjælpe andre, skal selvfølgelig have rimelige arbejdsvilkår. Men der er også brug for investeringer i at skabe en dialog mellem forskningsområder, hvis samfundet skal løfte de mange udfordringer, som fremtiden bringer, med en ændret alderssammensætning af befolkningen, en stigende ulighed i sundhedssystemet og en permanent risiko for pandemier.
Forskningsområder skal flettes tættere sammen, således at sundhedsprofessionelle styrker deres muligheder for at forstå og samtale med mennesker på en mere nuanceret og kompleks måde end tidligere. Biomedicin og medicinsk humaniora må arbejde tættere sammen.
Mange forskere indser, at det er gavnligt at tænke ud af boksen, sætte fagligheden på spil og tage den kritik og skepsis, der følger med, når man udfordres af folk med en anden faglighed. Der er ingen, der kan gøre krav på at sidde på toppen af en pyramide af al relevant viden; der er brug for at lytte til hinanden, finde veje sammen og dyrke ens faglige revir med en drøm om at udvikle sig.
Sundhedsvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige områder kan faktisk i et åbent og kritisk møde sammen engagere sig i at løse en række konkrete opgaver på en kortere bane og også formulere mere langsigtede projekter om nye rammer for behandling, rehabilitering og sundhedsfremme.
Flere af de projekter, jeg selv har berøring med, har potentialer i forhold til begge ambitioner. Det gælder aldrings- og demensforskning, forskning i narrativ medicin og læse-/skriveværksteder, forskning i, hvordan (selv-)stigmatisering af patienter kan afhjælpes, forskning i patientsamtaler, etik, prioritering og kognition og digital kommunikation.
Jeg har fem ambitioner for samfund og forskning for det kommende årti med udgangspunkt i mit eget arbejde: 1. En øget borgerinvolvering. 2. Et øget fokus på samarbejde om konkrete forskningsprojekter inden for sundhedsfremme, forebyggelse, behandling og rehabilitering. 3. En ny forståelse af kilder til forskningsviden. 4. Tilvejebringelse af risikovillig kapital. 5. Et samarbejde om uddannelse og efteruddannelse.
Når det gælder borgerinddragelse, ser jeg det som en ambition for forskning og samfund i 2030 at involvere patienter og pårørende i forskningen, ikke blot som eksterne høringspersoner, men som aktive deltagere, der er med til at formulere forskningsspørgsmål og forskningsdagsordener, eksempelvis inden for kroniske sygdomme, aldring, kriser ved livsovergange, psykisk sårbarhed, etik og forskning i sundhedskommunikation. Borgerinddragelsen må endvidere have som ambition af modvirke en voksende social ulighed i sundhedssystemet. Det skal ikke blot være de veloplyste patienter, der personligt kender dr. Google, der skal høres og inddrages.
Når det gælder et øget fokus på videnskabeligt samarbejde om konkrete forskningsprojekter inden for sundhedsfremme, forebyggelse, behandling og rehabilitering, er vi på en kortere bane; og der er mange erfaringer at få samlet og videreført, eksempelvis inden for narrativ medicin. Her går arbejdet ud på at fremme sundhedsprofessionelles kompetencer til at forstå, reflektere over, formidle og handle på patienters og borgeres sygdoms- og sundhedsfortællinger.
Narrativ medicin er som interventionsforskning også en del af medicinsk humaniora. Man bidrager blandt andet til forskning i skrive- og læseværksteder for patienter og pårørende, til forskning i patientsamtaler og i e-konsultation.
Men der er behov for en opsamling på teorier, metoder og resultater af disse meget forskelligartede og lovende projekter. Kan man gøre en bedre indsats i forhold til leverpatienters oplevelse af selvstigmatisering eller fremme kræftpatienters rehabilitering gennem interventioner, der bruger kunst og litteratur? Kan man blive bedre til at arbejde med samtaler med mennesker i behandling for alkoholmisbrug, hvis man nærlæser patienters ”masternarrativer” og behandleres brug af billedsprog? Og kan man ved læse- og skriveøvelser skærpe sin lydhørhed som farmaceut, så man bliver bedre til at føre empatiske medicinsamtaler med patienter?
Når det gælder en ny forståelse af kilder til forskningsviden, er der brug for at inddrage viden og metoder fra forskellige forskningsområder, men også fra kunst og litteratur. Der findes her en enorm ressource til forståelse af mennesket og dets sociale liv, som vi sjældent direkte benytter.
Det er svært at gå nye veje, og det tager tid at få nødvendige tiltag til at lykkes. Mit håb er, at der er risikovillig kapital til stede til forskningen, som tør satse på, at det tager længere tid at skabe resultater, når samarbejdet er interdisciplinært og foregår med forskellige metoder på forskellige faglige ”sprog”.
Jeg har håb om et nyt samarbejde, hvor humaniora, sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab beriger hinanden inden for videregående uddannelse og efteruddannelse – og inspirationen går vel at mærke alle veje. Alle områder kan være med til at skabe uddannelsesinitiativer, der giver studerende bedre grundlag for tværfagligt arbejde som sundhedsprofessionelle, som lærere eller som erhvervsfolk.
Der er lys og længere dage forude: Mange forskere har lyst til at skabe en ny samtale mellem fag frem mod 2030.