Lad os spise halal-kød

Hvis vi lader fanatiske politikere og deres tilhængere dominere holdningerne i indvandrerdebatten, så er der grund til at frygte - måske ikke for indvandrerne, men for kirkens plads i fremtidens Europa

Reaktionen over den tiltagende indvandring af fremmede folkeslag til Europa har været særdeles urovækkende i dette århundrede med bl.a. seks millioner jøder som ofre. I dag ser vi atter en farlig tendens til, at neonazisme, højreekstremistiske partier og opportunistiske politikere udnytter folks uro, uvidenhed og angst for de fremmede, og dermed vinder frem, som vi netop har set det i bla. Østrig. En undersøgelse af udviklingen i Europa efter Berlinmurens fald i 1989 og til 1995 foretaget af Baumgartl og Farvell (New Xenophobia in Europe 1995), viser, at racismen er i vækst, blot kaldes den i dag fremmedfrygt. Rapporten peger på, at nationalistiske bevægelser og partier, der forfølger etniske minoriteter, har ændret deres strategi i 90'erne. Fra at bruge såkaldte racemæssige og biologiske argumenter er de gået over til at bruge kulturelle forskelle i deres modstand mod indvandrere. De taler ikke længere om, at de er imod indvandrerne, men understreger at de er pro-nationale. Fælles for dem alle er, at de er dygtige til at skabe fjendebilleder og lever af andres frygt. Der er ingen grund til at frygte, hvis Europas kristne begynder at tage missionsbefalingen alvorligt og begynder at udøve den i henhold til Bibelen, men sover de i kirken og lader fanatiske politikere og deres tilhængere dominere holdningerne, så er der grund til at frygte - ikke for indvandrerne, men for kirkens plads i fremtidens Europa. Lad os slå fast med det samme, at den kristne missions væsen aldrig er isolation, men kontakt - aldrig angst, men glæde over det budskab, den har fået betroet - ikke fjendskab og had, men kærlighed og barmhjertighed over for dem, den kommer i berøring med. Den kristne mission lader sig ikke skræmme af at være i mindretal - men tror på opdragets Herre - med håb imod håb møder den sin opgave. Sådan kom kristendommen til Europa. Vi læser, at missionæren Paulus rejste, efter at han havde haft et natligt syn, hvor en fremmed bad ham komme med ordene: »Kom og hjælp os«. Det indebar en vanskelig rejse, og da han nåede frem, stod der ingen velkomstkomité og takkede ham for, at han kom - men han gav ikke op, selvom han blev anklaget for at forkynde skikke, som det ikke var tilladt romere at følge. Men Paulus lod sig ikke skræmme, selv om folkeskaren gik løs på ham, rev tøjet af ham, piskede ham og smed ham ind i det inderste fangehul, hvor hans fødder blev spændt fast. Vi læser, at Paulus bad og sang lovsange, og så kom vækkels-e n - kristendommens flamme begyndte at sprede sig på det nye kontinent - vores kontinent. Men nu er vi bange i Europa og ønsker at bygge en mur rundt om »Fæstningen Europa« - hvorfor? Er det, fordi vi ingen natlige syner har længere, kun materialismens hule tryghed som vi er bange for at miste? Jeg har et syn/en vision, og der ser jeg en fremmed mand, der siger: »Vi kommer til Europa - hjælp os«. Jeg nærer ingen illusioner om, at disse indvandrere med fremmede skikke vil kaste sig ned for vore fødder og takke os, når vi tager imod dem. Jeg tror opgaven, vi står over for, bliver en krævende opgave og en troens prøve for den europæiske kristenhed, men tænk, at dem vi før måtte rejse til med evangeliet, hvis deres lande da ville slippe os ind, i dag kommer til os. Tager vi ikke denne udfordring med åben favn, er der grund til at blive bekymret for os selv, for kirke og mission hører uløseligt sammen. Men hvordan skal vi missionære, hvad kan vi acceptere, og hvad må vi forkaste i vores møde med de fremmede? Her kunne det være fristende at berøre vores angst for muslimernes tørklæde og mange andre ting, men jeg vil nøjes med at sige lidt om vores kluntede måde at forholde os til de fremmedes spisevaner og halal kød. Mad kan være med til at bygge bro imellem folkeslag, men mad og drikke kan også være med til at bygge uventede barriere mellem etniske og religiøse grupper. For os i Vesten er tro primært blevet et spørgsmål om tanke og følelser, men for resten af verden handler det nok så meget om, hvad du gør. En stor del af jordens befolkning tilbeder Gud med deres mave lige så meget som med hovedet. En ortodoks jøde sagde engang: »At spise er en handling mættet med religiøse undertoner - hvor mennesket helliger sig og modtager Guds velsignelse ind over sit liv.« Få er gået så langt i deres lovgivning angående mad, som jøderne der lærte, at menneskets krop var hellig, og at det derfor ikke var ligegyldigt, hvad de puttede i munden. Få af os i Vesten kan derfor i dag forstå, hvor anderledes befriende og revolutionerende Jesu ord var, da han ind i den sammenhæng for snart 2000 år siden sagde: »Ikke det som kommer ind i munden, gør et menneske urent. Men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent. Fatter I ikke, at alt det, som kommer ned i maven forsvinder ud igen? Men det som kommer ud af munden udgår af hjertet, og det gør et menneske urent« (Mat.15.11ff). Men selv om dette er sandt, så skal vi huske på og respektere, at sådan er det ikke for alle mennesker. Mange ved efterhånden, at både jøder og muslimer ikke spiser grisekød, og at hinduer ikke rører oksekød, at muslimer ikke må røre ved alkohol, og at sikher ikke må røre ved alkohol eller tobak. Vi kan vælge at undlade at have noget reelt fællesskab med religiøse jøder, muslimer og andre, der ikke som vi har samvittighed til at spise det samme som os - eller så kan vi gøre som Paulus »være jøde for jøder«, eller som han selv siger: »Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøder er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem som er under loven, er jeg blevet som en, der lever under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven« (1. Kor. 9.19 - se også hele kap. 8 der handler om friheden til at spise diverse kød). Tvangsfodre muslimer med grisekød eller »dansk« mad, fører ikke til, at de bliver danske, tværtimod risikerer vi, at de bliver vore fjender og endnu stærkere befæstede i deres tro. At sidde og spise sammen er et ældgammelt symbol på venskab og godhed. Vi i Vesten, som nu (ingen selvfølge) nyder det privilegium at være værter for de mange nødstedte, flygtninge og fattige, bør tage os i agt for hovmod og arrogance - sandhed uden kærlighed kan udvikle sig til at blive den mest vederstyggelige synd af alle. Det indebærer, at vi måske kun kan servere den troende brahmin frisk frugt, som han selv må skrælle, den troende muslim halal slagtet kød og jøden mad der er koscher - og det kan vi i misssionens, kærlighedens og høflighedens navn ser- vere for ham/hende, hvis vi ønsker deres venskab. Du kan fortælle dem i al venlighed, hvorfor du kan spise noget andet, men husk at selv om vi opfordres i Bibelen til at være vores broders vogter, så kan vi aldrig blive hans barnepige eller tvinge ham til at blive som os. Det er et tragisk faktum, at de etniske minoriteter i Europa efterhånden alt for tydeligt er blevet klar over, at vi er ikke værter, og de er ikke gæster. I lange tider blev mange af dem beskrevet som »gæstearbejdere«, men blev aldrig behandlet som andet end billig arbejdskraft, der fik lov til at gøre det, vi ikke kunne drømme om at nedlade os til at udføre selv. Den grænseløse verden og den grænseløse virkelighed, vi i dag lever i takket være os selv og vores teknologi, er kommet for at blive. Vi kan drømme os bort til de »gode gamle dage«, men hvis vi ikke tør vise ægte gæstfrihed i virkelighedens verden, så bliver vore gæster i dag morgendagens fjender - valget er vort - for tryk avler modtryk. Selv om vi i dagens Europa føler, vi har frihed til at spise, hvad der passer os, så har de andre religioners forsigtighed dog noget at lære os i en tid, hvor stadig mere af det kød, vi fortærer i forbrugerkulturens navn, er sundhedsfarligt. At vi ingen skrupler har vedrørende diverse slags kød, bør ikke gøre os ligegyldige med hensyn til, hvad vi spiser eller hvordan, og hvorfor vi spiser det. Vores umættelige kødforbrug i Europa gør bl.a. at store mængder korn bruges som føde for de dyr, der ender på vores tallerkener - mens størsteparten af verden slet ikke kan tillade sig den luksus som vore dyr - fordi disse mennesker mangler det korn, de selv kan fortære. Måske er det store spørgsmål til os i Europa ikke så meget at få muslimer til at spise grisekød, som hvorvidt vi burde vise lidt mere mådehold og omtanke med hensyn til vores grådige og uhæmmede forbrug af alt tilgængeligt, som om det ene og alene eksisterede for vores nydelses skyld. Fordi vi kan, er det slet ikke altid sikkert, at vi skal? Når Jesus erklærede alt kød for rent og spiseligt, så mente han sikkert ikke, at vi skulle lade være med at tænke på, hvorfra det kom, og hvordan det havnede på vore tallerkener. Han mente blot, at maden i sig selv ikke var uren, men at det var den måde, vi tilegnede os maden på og vores holdning til den, som var det, som gjorde os rene eller urene, sunde eller syge, retfærdige eller uretfærdige, vores holdninger og praksis. Hvorledes skal vi missionære over for vore gæster, der f.eks. er muslimer? Hvad kan vinde sjæle? »Den vise vinder sjæle«, hedder det et sted i vor Bibel. Men selv hvor visdom ikke slår til længere, er der en kraft, der er større; det er kærligheden. Kærlighedens nidkærhed er hård - men ikke mod andre - ikke mod de fremmede. Den er hård ved sig selv. Gud var hård ved sig selv, da han ofrede sin søn, Jesus, på Golgata. Paulus siger, at han er hård mod sit eget legeme. Og det er kun denne hårdhed, der kan hamle op med f.eks. islams udfordring - for størst af alt er kærligheden. Så skal jeg ellers hilse og sige fra vore kristne brødre og søstre i Mellemøsten, der lever som minoritet blandt muslimer og jøder, at vores tanker om at tvinge f.eks. muslimer til at spise og være som os kun vil føre til større lidelser for kristne i deres område, for hvorfor skulle de nyde religiøs frihed og rettigheder, når det »demokratiske« vesten tvinger andre til ensrettethed. sognepræst