Den danske folkekirke har netop nu en historisk chance for at formidle sit budskab og få mange flere folk i tale, end tilfældet er i dag. Det er en påstand, jeg har vovet i en række interview for nylig i forbindelse med mit nye børnebibel-projekt, "Sigurd fortæller Bibelhistorier", der udkom som bog, dvd, cd, sangbog og koralbog lige før påske.
Når jeg vover denne påstand, er det fordi vi oven på årtiers økonomisk boom, hvor materielle værdier, aktiestigninger og friværdi har været i højsædet, pludselig er blevet sat til vægs af en global finanskrise, som hos mange mennesker har åbnet sindet for dybere og mere eksistentielle spørgsmål.
Hvad er meningen med tilværelsen? Hvor kommer vi fra? Hvad sker der efter døden? En stor del af den danske befolkning føler ikke længere et tæt og selvfølgeligt tilknytningsforhold til folkekirken og leder derfor efter alternativer.
Men hvorfor egentlig? Findes det, vi søger, i virkeligheden ikke i folkekirken? For manges vedkommende tror jeg, at svaret er jo, men desværre oplever mange mennesker en frygt eller, måske endnu værre, en ligegyldighed over for kirken.
Præstens ord kan virke uvedkommende, ritualerne kan virke forældede, og salmerne indeholder ikke megen rock and roll. I gennemsnitsnit går en dansker i kirke to og en halv gang om året, men 80,9 procent af os er trods alt medlem af folkekirken. Hvad er det da, folkekirken skal gøre, hvis den gerne vil appellere til flere end dagens ikke altid så mange kirkegængere?
Nu vil nogle sikkert hævde, at dette er en omvendt måde at fremstille tingene på. Man kunne med lige så god ret sige "Hvad skal folk gøre for at lære at forstå folkekirken?" I virkeligheden tror jeg, det er to sider af samme sag. Man kunne også hævde, at folkekirken er, som den er. Den skal ikke ændre sig, og folk må vælge den, hvis de vil. Et synspunkt, jeg også respekterer – det skaffer bare ikke ret mange nye kirkegængere.
Personligt holder jeg meget af liturgien, og jeg elsker den mulighed, kirken giver for fordybelse, både i tekstlæsning, prædiken og salmesang. Så for min egen personlige skyld behøvede man såmænd ikke ændre noget, tværtimod.
Men jeg må omvendt sige, at jeg godt forstår den store gruppe af moderne danskere, som ikke føler sig talt til af kirken. Når man oplever det tempo, moderne medier kommunikerer i, sprogets rivende udvikling, musikkens mange nye varianter og tidens krav om interaktiv underholdning, kan kirkens tekstlæsninger og lange rækker af Thomas Laub-salmer godt virke en anelse antikverede.
Heldigvis er der mange kirker, som er opmærksomme på dette og arrangerer nye tiltag i form af babysalmesang, udendørs gudstjenester, salmemaraton og spaghettigudstjenester, så tag ikke fejl, jeg peger ikke fingre ad folkekirken, som heldigvis rummer rigtig mange kreative mennesker og nye spændende tiltag. Jeg synes blot, at der er grund til at bruge en tanke på, hvordan vi formidler de kristne budskaber. I hvilket sprog, i hvilke rammer, og til hvilken musik.
Ikke mindst når det angår børn, er der grund til at tænke grundigt over, hvordan man formidler sit stof, og som erfaren formidler til børn vil jeg gerne opfordre til at gøre endnu mere for de små i kirken. Jeg ved, der findes masser af tiltag allerede – men alligevel: Hvad med en stor, sej salme-søndag i Parken hvert år for børn? Hvad med en You- Tube-portal på nettet, hvor børn kan synge salmer og lave deres egne videoer og stemme på månedens bedste? Hvad med en hjemmeside med et tøjdyr, som børnene kan chatte med og stille spørgsmål om Gud og Jesus? Hvad med rap-konkurrencer, hvor børnene kan skrive fede rap-tekster om det at tro? Mulighederne er uendelige, og mange ideer er sikkert allerede søsat. Men én ting vender hele tiden tilbage – og det er, hvordan vi formidler. Hvilke virkemidler, vi tillader os selv at bruge – hvilket sprog, hvilken musik.
Det var i denne sammenhæng, jeg var stolt over at udgive "Sigurd fortæller Bibelhistorier" – et projekt til dåbsbørn, minikonfirmander og børn og forældre i det hele taget. Det havde længe ærgret mig, at mange børnebibler kommunikerer i et sprog, som ganske vist er lettere end selve Bibelens – men som stadig er alt for svært for små børn.
Ideen var at kommunikere i et sprog, som selv helt små børn forstår – så man kan komme i gang med at læse og kigge dvd allerede et eller to år efter dåben. Når bogen åbnes, skal sproget ikke være en barriere, men en genvej til forståelse af budskabet. Altså ikke "da Gud skabte Verden", for en treårig forstår nemlig ikke ordet "skabte". Hellere "da Gud opfandt Verden", for i ordet "opfinder" ligger skaberglæden og nysgerrigheden, og alle børn er med på, hvad der menes.
Jeg skrev bogen i samarbejde med seks anerkendte præster, som alle ændrede og bidrog for til sidst at godkende manuskriptet og dets teologiske substans. Tonen er ligefrem, illustrationerne er sjove, og de teologiske budskaber er helt klare.
Modtagelsen var fantastisk, og alle landets aviser roste projektet – flere steder med seks stjerner. Åbenbart et godt projekt, som landede på et tørt sted. Flere præster har begejstret ytret, at det netop var sådan et projekt, kirken havde brug for, og hvor er jeg glad for det!
KristeligT Dagblad bragte faktisk som landets eneste avis en negativ anmeldelse, som påstod at bogen mangler gudsforhold og ikke formår at kommunikere med børn. Højst overraskende, når resten af landet tager imod bogen med kyshånd, og hele seks præster har kunnet stå inde for bogens teologiske substans!
Personligt har jeg nu ikke noget i klemme i den forbindelse, da jeg jo er musiker og ikke har til opgave at skaffe folk ind i kirken. Jeg synes bare, det er en skam, at man kan være så negativ over for nye måder at kommunikere og formidle på.
Ser man på de faldende dåbs- og konfirmationstal, er der jo ikke meget, der tyder på, at de eksisterende børnebibler alene formår at kommunikere til moderne dåbsforældre og børn. En børnebibel, som gives i dåbsgave, men først forstås, når man er fyldt otte år, kommer hurtigt til at samle støv i reolen, og før man har set sig om, er det for sent at få gang i dåbsoplæringen.
Her er mit projekt tænkt som et frisk pust – et supplement, både med en bog og en dvd, som børn kan se allerede et år efter, at de er døbt. Og skriver man for en fireårig, må det foregå i et sprog, en fireårig kan forstå. Der må være lidt fest og farver, der må være lidt plads til begejstring – og så kan de mere modne og dybdegående børnebibler komme på banen senere hen i opvæksten, med deres længere sætningsdannelser, poetiske sprog og smukke ordmalerier, som jeg bestemt ikke underkender. "Sigurd fortæller Bibelhistorier" er et begynder-sæt, som jeg tror, rigtig mange vil kunne have glæde af – alene fordi det kommunikerer i et sprog, som børn (og mange voksne) kan forstå – helt uden at gå på kompromis med det teologiske.
Hermed hAr jeg givet mit bud på, hvordan man kan formidle, og jeg har desuden skrevet 24 nye salmer, som forhåbentlig tænder små og store. Men det er bare ét bud. Min pointe med denne kronik er, at enhver, som forkynder og formidler, har en stor chance netop i disse år for at nå en endnu større kreds – måske blot ved at overveje sine virkemidler, sit sprog, sit valg af salmer og rammerne omkring formidlingen.
Tænk grundigt over målgruppen, lad aldrig sproget gå hen over hovedet på modtagerne, og glem ikke, at humor kan være en genvej til at forstå alvor. Hvis vi står sammen om at brede det gode kristne budskab ud, tror jeg, vi kan komme rigtig langt.
Sigurd Barrett er pianist, forfatter og modtager af DR?s formidlingspris Rosenkjærprisen 2010