Prøv avisen
Kronik

Længe leve skammen – og nåden

Vi trænger konstant til ord og fortælling, der modsiger os i alle de kælne og overfladiske udsagn, vi måske umiddelbart helst ville høre, skriver Gudmund Rask Pedersen.

Hvis vi kun kan se ondskaben hos de andre, er vi blevet skamløse. Men dermed også uden nåde. Aktuelle bøger og drama tematiserer skammen som forudsætning for forsoning, skriver dagens kronikør

HERRENS VEJE ER URANSAGELIGE. Tænk sig, at skammen er blevet ny- introduceret med en sådan kraft i det aktuelle litterære, kulturelle univers. Ikke mindst fra norsk side. Jeg tænker her på den norske forfatter Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”. Den norske ungdomsserie ”Skam”. Og nu senest romanen ”Berge” af Jan Kjærstad godt krydret med inspirerende sidelæsning af Sørine Gotfredsens ”Fri os fra det onde”.

Med Knausgårds ”Min kamp” er skammen som en umiddelbart stærkt læderende kraft transformeret til drivkraft. Den rent påførte skam, via faderens evigt dømmende blik, udfoldet som motor i en personlig livsfortælling. En fortælling, som gennem selve dette, med skam som Karl Ove at tage til orde, kommer til at søge i retning af forsoning med selv de tungeste dele i livsfortællingen. I særlig grad med faderen og al hans væsen. Nåden findes: Skammen fortælles med – forsoning opstår.

Med tv-serien ”Skam” bliver gymnasieunges liv og relationer fortalt for os som seere med de mange forviklinger, sårbarheder og selvfedmer og personlige overlevelsesstrategier, som hører det almindelige liv til, og som altid også producerer svigt og krænkelser. Og således, i det gode liv vel at mærke, skamfølelse. Det hører med. Gudskelov.

Titlen ”Skam” er genial af flere grunde. I særlig grad fordi serien indirekte så tydeligt viser, hvor forfærdeligt det ville være at leve i en sammenhæng uden skam. Altså i skamløsheden. Derfor: Længe leve skammen og alle mulige livsnødvendige skamfølelser, som medvirker til at skabe medmenneskelighed.

Med Jan Kjærstads nyudgivne (endnu ikke oversat til dansk), i Norge virkelig velanmeldte roman ”Berge”, er vi i en fortælling, hvor netop truslen fra skamløsheden mod det menneskelige melder sig med stor styrke. Kendte kjærstadske hovedpointer og fortælletemaer og måder er på spil i ”Berge”. Som helt tilbage fra Jonas Wergeland-trilogien og før den med forskellige fortællerstemmer og vinklinger omkring det ene og samme hændelsesforløb. En løbende opgradering af indfaldet og digtningen, imaginationen og forestillingsevnen romanen igennem både eksplicit og implicit. En modsigelse af den altid truende reduktionisme i det menneskelige, hvor vi har det med alt for hurtigt at gøre os færdige billeder af såvel hændelsesforløb som af hinanden.

Romanen ”Berge” er en ren og skær fiktiv beretning, hvor der digtes på livet løs. Og samtidig lægger den centrale fortælling sig parallelt med og – gennem romanens udvikling for så vidt – for læseren stadig tættere og tættere på Breivik-massakren i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

Fem personer, herunder en niårig pige, bliver den 23. august 2008 fundet bestialsk myrdet i en hytte på fjeldet i Nordmarka uden for Oslo. En af de myrdede er den kendte og karismatiske leder af Arbejderpartiet Arve Storefjeld. En anden af de dræbte er hans voksne datter Gry. Hun var i en årrække kæreste med Daniel Nicolai Berge. Berge er den ene af romanens tre jeg-fortællerstemmer. Han, som i øvrigt på det seneste er kommet i gang som novelleforfatter, fører i romanens sidste del ordet. Nu siddende som fængslet og anklaget for mordene og massakren i Nordmarka.

Før ham hører vi landstingsdommeren og litteraturlæseren Peter Malm fortælle fra sit eget gode privilegerede alene-liv og fra forløbet frem til og med inddragelsen som ledende dommer i retssagen mod Berge.

I romanens første tredjedel tilhører fortællerstemmen den unge, succesfulde journalist og biografiforfatter Ine Wang. Hun står netop nu i sensommeren 2008 klar til sammen med sit forlag at udgive en biografi om den myrdede politiker fra Arbejderpartiet Arve Storefjeld. Ine Wang vægrer sig umiddelbart mod tanken, men kan alligevel ikke lade være med at tænke og føle: Hvilket heldigt sammenfald! Og sammen med forlagsfolkene: Sikke et forøget bogsalg, vi nu har i vente!

Sådan og på så mange andre måder udfolder romanen meget troværdigt, hvordan skamløsheden trænger sig på alene i kraft af optagetheden af hændelsen, af massakren, og mediernes idelige fortsatte beretning og svælgen heri.

I ”BERGE” AF JAN KJÆRSTAD, hvor den unge Nicolai Berge, iklædt sit mærkelige, stilige farfaragtige tøj, tavst sidder i retten i Oslo anklaget for det brutale massemord – bliver det gennem romanen som sagt tydeligt og uundgåeligt at tænke på Berge som alias Breivik. Og i det hele taget tænke på Utøya-massakren den 22. juli 2011, og hvad der her dukkede op i norsk og nordeuropæisk historie af ufattelig ondskab og terror.

Men ikke kun det. Kjærstad skriver sig tæt op ad Utøya og eftervirkningerne og reaktionerne herpå. Men han udvider også billedet og gør det klart for læseren, hvor bredspektret ondskaben er. Hvor indfiltrede vi alle er i den, og hvor skamløst og i virkeligheden ondt vi kommer til at handle, når vi totalfokuserer på ondskaben som den i særligt grad onde handling hjemmehørende hos det særligt onde menneske.

Når vi taler monstret frem som udelukkende hørende hjemme i det andet enkeltstående og undtagelsesvise individ og hermed bliver endnu døvere for hver vores egen indre svinehunds ellers ret tydelige grynten. Sagt med andre ord: Hvordan den gammelkendte historie om syndebukkementaliteten hører med, når vi selvretfærdige og blinde farer frem og – endda under godhedens og uskyldighedens maske – skamløse gør ondt.

ROMANEN ”BERGE” har særdeles meget, og meget andet, at byde på. Romanen kan og skal ikke med sin handling yderligere udfoldes her (læs den selv).

Men som det er en kendt kjærstadsk pointe således også her i ”Berge”, og lad det være kraftigt understreget: Der mangler fantasi og forestillingsevne. Som en af personerne siger det: ”Fejlen ved os mennesker er, at vores imagination ikke slår til.”

Ikke desto mindre er den en uhyre væsentlig del af det, der skal til for redde liv og menneskelig værdighed. Fantasi og forestillingsevne. Godt og grundigt varmet op. Som man sagde det på Grundtvigs tid: Indbildningskraften er en absolut livsnødvendig del af det menneskelige og erkendelsen af, hvad det i grunden vil sige at være et menneske.

Derfor skal der fortælles og digtes så godt som overhovedet muligt. Hvilket vil sige gennem fortællinger, der også river og slider i os.

SOM KAFKA SKRIVER det et sted: ”Jeg tror, at vi burde læse den slags bøger, som sårer og gennemborer os. En bog bør være hakken til vor indre frosne sø.”

Vi trænger konstant til ord og fortælling, der modsiger os i alle de kælne og overfladiske udsagn, vi måske umiddelbart helst ville høre. Lukker os op og åbner os for den tale og det menneskesyn, som alle dage og aldeles umisteligt har ligget i bunden af kristendommen, nemlig at det at være menneske er at være en synder. Det vil sige en, der selv uhjælpeligt er vokset op til at gøre ondt, både villet og uvillet.

”Fri os fra det onde” kalder Sørine Gotfredsen sin seneste og meget anbefalelsesværdige bog, kredsende omkring Luthers liv og lære med gode, stærke såvel indfald som udfald. En vedvarende påpegning af noget så umoderne som syndsbevidsthed som uomgængelig forudsætning for, at vi kan komme fri, ikke af det onde, men af en væsentlig del af den truende skamløshed, som altid vil indfinde sig, når vi ikke vil kendes ved skylden og skammen i hvert vores eget liv.

Netop her kommer nåden til. Den nåde, at skylden og skammen i mit eget liv kan fortælles med uden at få det sidste ord. Men vel at mærke netop kun ved at blive fortalt med.

Vi trænger konstant til ord og fortælling, der modsiger os i alle de kælne og overfladiske udsagn, vi måske umiddelbart helst ville høre.

Gudmund Rask Pedersen