Rektor: Læreruddannelser er hæmmet af et stalinorgel af styring

Der er brug for samling om læreruddannelsen med vægt på dannelse og faglighed. I hele Danmark, ikke blot i et grundtvig-koldsk reservat i Herning, skriver rektor og formand for læreruddannelserne Stefan Hermann

Stefan Hermann. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Stefan Hermann. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Den tidligere lærerformand Anders Bondo Christensen har den 10. februar en kommentar her i Kristeligt Dagblad, hvor han argumenterer mod en privat læreruddannelse og samtidig giver professionshøjskolerne en kølhaling.

Bondo har en meget slidstærk pointe i sin kritik af idéen om en privat læreruddannelse i Herning. Nemlig, at Folketinget skal tage ansvar for, at alle læreruddannelser i Danmark styrkes til gavn og glæde for i første omgang de lærerstuderende, dernæst eleverne og folkeskolen. Herfra halter det dog gevaldigt med stribevis af beskyldninger og hovmodige overdrivelser. Dette fra en mand, der først for et år siden kunne trækkes til truget for at anbefale unge uddannelsessøgende at blive lærere.

Bondo hævder, at professionshøjskolerne ikke bekymrer sig om dannelse i læreruddannelsen. Naturligvis et falsum. Vi er dog optaget af, at den dannelse, som de lærerstuderende bibringes, hænger sammen med læreruddannelsens indretning og indhold, der i vidt omfang er fastlagt politisk, til dels på institutionerne.

Derfor slår vi sjældent permanent lejr i de højstemte fraser, men søger at komme med forslag til, hvad vi selv skal gøre bedre, og hvad vi ønsker af politikerne og de centrale parter omkring læreruddannelsen, ikke mindst skolerne, der er praktiksteder for de lærerstuderende. Vi er således ikke opsatte på at forsvare status quo, men at forbedre læreruddannelsen både inden for lovens rammer og med nødvendige ændringer. Vi finder det ikke tilstrækkeligt alene stædigt at råbe på en femårig læreruddannelse. Vi mener også, skolepraksis skal fylde mere. Vi mener også, studieintensiteten skal op og frafaldet ned.

Artiklen fortsætter under annoncen

At faglighed og dannelse skal være rygraden på læreruddannelsen. Bondo taler derfor også usandt, når han refererer fra mødet med den norske uddannelsesforsker Elaine Munthe, der evaluerede læreruddannelse og noterede sig mange positive elementer, men også svagheder. Jeg var selv til mødet, hvor Bondo afviste løsninger om først at se på udfordringerne i den eksisterende læreruddannelse, idet det ville svække slagkraften i kravet om en femårig læreruddannelse. Jo ringere man kan tegne den nuværende læreruddannelse, jo klarere funkler alternativet, har været logikken. Bondo hævder i kommentaren, at det ikke er velset, at lærerstuderende får styrket deres egen fagidentitet og faglige fællesskaber. Det skulle ovenikøbet være et mål flere steder at nedbryde de professionsfaglige miljøer. Det er en betydelig tilsnigelse, men rigtigt er det, at der talrige steder er gjort bestræbelser på at styrke de tværprofessionelle bånd blandt studerende – blandt andet, fordi de skal praktisere i en virkelighed, hvor lærere blandt andet samarbejder med pædagoger.

Og jeg kan forsikre Bondo om, at Zahles husorkester stadig spiller lystigt på Københavns Professionshøjskole, at der er talrige foreninger på læreruddannelsen og så videre. Ikke desto mindre har Bondo en pointe i, at der skal gøres mere for at styrke de fagspecifikke identiteter, herunder fortællingerne om skolen, læreruddannelsen og dens kulturelle aflejringer og udviklinger.

Bondo påstår tillige, at vores overordnede dagsorden for læreruddannelsen har været præget af den såkaldte læringsmålsstyring. Det er imidlertid ikke rigtigt. Kompetencemålsstyringen og opdelingen af semestre i moduler var et politisk krav. Vi har igen og igen kritiseret, men det har ikke været muligt gennem årene for alvor at få skiftende regeringer og forligskredse i Folketinget til at løsne på den omfangsrige styring af uddannelsen. Bondo kæder det sammen med, at professionshøjskolerne i forlængelse af skolereformen udbød kurser i det forkætrede fænomen. Ja, det gjorde vi, men aldrig uden faglig omtanke og blik for fænomenets forfaldsformer. Men selvklart fører professionshøjskolerne ikke sin egen private skolepolitik, hvor vi sådan fra sag til sag nægter at udvikle og udbyde forløb om emner, vi ikke bryder os om. Som hovedregel udvikler og udbyder vi faglige forløb, som ikke mindst bidrager til at styrke lærernes professionelle dømmekraft.

I det hele taget hævder Bondo, at vi bare er interesserede i at opretholde status quo. Vrøvl. Men vi bifaldt ikke daværende uddannelsesminister Tommy Ahlers’ (V) kommission, da den alene fokuserede på strukturer og evidens og i øvrigt meget lidt på dannelse. Kommissionen føjede sig til i forvejen grundige evalueringer, der netop var sammenfattet af en ekspertgruppe, som omtalte Munthe var formand for.

Siden læreruddannelsen i 2013 har vi drøftet, hvordan uddannelsen kunne styrkes. Vi har spillet ind, og såvel skiftende ministre som forligskredsen har været tæt på.

Det tankevækkende er her, at i alle årene har et sesam fra ikke mindst skiftende Venstre-ministre været, at der var brug for mere evidens, flere tal, flere analyser. Og nu vil selvsamme Venstre, sammen med Radikale Venstre, som har hovedansvaret for den nuværende læreruddannelses konstruktion, og Liberal Alliance, som ville have en ren akademisk læreruddannelse, have en privat, men kompetencegivende læreruddannelse stiftet af en kreds af blandt andet behjertede højskolefolk og en valgmenighedspræst. Ingen med viden og erfaring fra læreruddannelsen. I beslutningsforslaget findes ingen tanker om indholdet, om dens længde, om hvad man skal kunne, om krav til underviserkvalifikationer. Vi ved bare, at den skal etableres med mest mulig frihed og vægt på dannelse.

Det lyder jo godt, men hvorfor har de pågældende partier, der er med i forligskredsen og den nuværende læreruddannelse, partier som står bag det stalinorgel af styring og regler, som hæmmer blandt andet læreruddannelsen, så ikke modet til at samles om et robust løft af læreruddannelsen i hele Danmark med vægt på faglighed og dannelse?

Bolden er givet op med et forløb i 2020, hvor uddannelsens institutioner og parter skal komme med bud. I stedet lyder det fra folketingsdebatten om den private læreruddannelse, at det ville være godt med konkurrence. Men hvilken ædel kappestrid er det, at den private læreruddannelse ikke skal tælle alt mellem himmel og jord, når Rigsrevisionen synes det, ikke skal underkastes byzantinsk akkreditering, ministeriel rammekontraktstyring, nidkær bekendtgørelsesstyring på uddannelsens indhold, detaljerede regler for stillingsstrukturer? Ikke skal være del af et bevillingssystem, der i sin sindrighed indebærer stor usikkerhed om bevillingerne? Alt sammen regler, de fleste af forslagsstillerne står bag, ligesom de fleste stod bag de betydelige nedskæringer på læreruddannelsen frem til 2020. Nu skal man jo holde sig til høvisk tale, men tillad mig at referere en uddannelsesleder: Først pisser de på os. Bagefter siger de, vi lugter.

Kigger vi på Den Frie Lærerskole i Ollerup, så må Venstre, som hævder, kvalitet skal måles på beskæftigelse, vel undre sig over, at dimittenderne fra Ollerup har en ledighed, der er knap fire gange højere end fra den almindelige læreruddannelse. Ollerup er endog en femårig uddannelse.

Der er brug for samling om læreruddannelsen med vægt på dannelse og faglighed. I hele Danmark, ikke blot i et grundtvig-koldsk reservat i Herning. Det er Folketingets ansvar, herunder at se på helheden frem for at være projektkontor. Vores er uophørligt at kigge selvkritisk på egen praksis, løbende at forbedre uddannelsen og udvikle nye ideer for uddannelsen. I samarbejde med uddannelsens og skolens mange interessenter. Der er brug for et frikommuneforsøg på vores område, men ikke brug for at oprette en ny kommune, kunne man sige.