Stine Haynes: Læsning giver sul på sjælen

Læs, når mørket falder på. Læs, når du kører i tog. Ja, bare læs. Læsning handler nemlig om det at være menneske. Og i disse tider, hvor der er stor uenighed om det meste, synes læsning at være noget af det, der kan samle os. Og det er vigtigt, mener forfatter

Stine Haynes: Læsning giver sul på sjælen

LÆS PÅ LIVET LØS. Læs i sommerferien, hvor der er tid til fordybelse, læs i de mørke vinteraftener, som ligger foran os. Bare læs. Læsning handler om det at være menneske. Og i disse tider, hvor der er stor uenighed om det meste, synes læsning at være noget af det, der kan samle os. Det er vigtigt. Men hvorfor egentlig det?

I forbindelse med udgivelsen af min første roman, ”Tæl til ti”, har mine tanker ført mig tilbage til mine egne første læseoplevelser og videre frem mod større og mere filosofiske overvejelser om, hvor vigtigt det er at give sjælen noget at gnave i, så den kan vokse sig stærk nok til at bære den sorg, der er fælles for alle os, der er født til at dø.

HØJTLÆSNING ER den første læseoplevelse, vi bliver udsat for. Vi kan ikke selv læse endnu, men vi lytter til den erfarne læser, til stemmen og til stemningen i teksten, som den præsenteres for os igennem en anden. Bedsteforældre læser højt, og min farmor var ingen undtagelse.

Der er bare det ved det, at min farmor var norsk. Og selv efter 25 år i Danmark, talte hun bestemt ikke dansk, og dermed gjorde karaktererne i alle mine yndlingsbøger pludselig heller ikke det. Jeg græd i frustration, men tricket blev så, at hun læste andre bøger, ikke helt så yndlings, og hvor det ikke gjorde helt så meget, ja, faktisk kunne kedelige bøger blive sjove, når de blev læst højt på norsk. Således blev sproget en finurlig ting, og sjælen voksede ved tanken derom: Farmor gik ”på badet” og altså ikke ”i bad” som os andre, selvom handlingen i sig selv var helt den samme.

Da jeg gik i 1. klasse, læste min klasselærer ”Hulebjørnens Klan” højt for os. Vi skulle hvile panden mod bordpladen og lukke øjnene. På den måde fik ordet magt, blev til en vuggende rytme i rummet og skabte en sjælden ro, som er svær at dele så mange mennesker sammen, især børn. Det blev det tidspunkt på dagen, som vi længtes mod – et blidt mørke, som lod os lytte (ikke tale). Stemmen voksede og blev til noget større end os: stemmen, min lærers og alligevel ikke kun hendes. Jeg husker ikke nu, hvad historien gik ud på, men husker, at det var en meget tyk bog, en hel verden af ord, og jeg var meget imponeret over, at min lærer vidste, hvad alle ordene betød. Vi gjorde ikke, men det betød ingenting: bare lytte, bare trække vejret, bare historien aldrig ville tage slut. I dag ville hun have fået at vide, at den bog ikke egner sig til vores aldersgruppe. Og på en måde er det rigtigt. Og så alligevel på en måde ikke.

I FRITIDSKLUBBEN PRODUCEREDE jeg en fantastisk stavefejl. Den optrådte i julegaven til far. Dengang var det meget populært at brænde noget i træ, lugten uforglemmelig, vidunderlig. Det tog mig en evighed at få navneskiltet helt perfekt, hvert bogstav i min fars navn brændt, ikke for meget og ikke for lidt, ned i den smukke træplade. Der er bare det ved det, at min fars navn er Torben, og lige på det tidspunkt i mit liv var forskellen mellem b og d næsten umulig at få øje på. Min far åbnede gaven og udbrød: Torden, tusind tak, skat. Det er lige præcis det, mit navn betyder: Tors ben. Og selvom jeg var ganske utrøstelig til at starte med, var jeg alligevel fascineret af fortællingen, som min stavefejl satte i gang: den om guden Tor, der var lige så stærk som min far, næsten altså.

Og så kom tiden med at læse skilte. Hvis det var lange ord, skulle man være hurtig for at fange dem. Og fordi ”begavelsesforeningen” lå på en vej, vi næsten altid skulle ned ad, havde jeg læst skiltet mindst 100 gange før. Først for nylig havde jeg lært, at begavet var det samme som klog, og at en forening var noget, man kunne blive medlem af, så jeg nu kunne spørge mor om, hvad det var for folk, der blev medlem af sådan en forening? ”De døde,” grinede hun. Skiltet var nemlig ”begravelsesforretning” – r’erne var svære for mig at få med i forbifarten. Det fik mig til at tænke på, at ligegyldigt hvor klog eller begavet man var – og ligegyldigt hvor mange foreninger man meldte sig ind i – måtte alle forbi begravelsesforretningen til sidst.

KORT TID EFTER BEGYNDTE JEG selv at læse. Hvad jeg læste, var ikke så vigtigt, det vigtigste var, at jeg kunne. Først senere blev jeg grebet af selve det, jeg læste. Jeg kunne læse om det, der interesserede mig, på det tidspunkt mest heste. Det var indlagt i skemaet, at vi skulle på biblioteket, og der var konkurrence om at læse meget, at læse noget, der var svært og lige på grænsen. På et tidspunkt omkring 10-årsalderen fik jeg fingrene i ”Outsideren” af Susan Hinton. ”Den er du nok ikke helt klar til endnu,” blev der sagt. Alligevel forelskede jeg mig fuldstændigt i den bog.

Da jeg havde læst ”Outsideren” for tredje gang, foreslog min mor, at jeg fandt andre bøger af samme forfatter. Det koncept forstod jeg ikke. Jo, forklarede hun, måske vil du også kunne lide andre af hendes bøger. Det tænkte jeg meget over, for hvorfor skulle jeg kunne det? Det viste sig imidlertid, at ”Sidste år er længe siden” af samme forfatter også ramte plet. Bortset fra sidste kapitel. Så jeg rev sidste kapitel ud af biblioteksbogen og omskrev det, indtil jeg igen var glad for historien.

EN AF LÆSNINGENS absolut største forcer handler om, at det er muligt at læse noget, nogen engang har følt, og som man genkender i sig selv. Men måske endnu vildere er det at læse noget, man aldrig selv har følt, men så at føle det lidt alligevel gennem en andens oplevelse. Og det helt på tværs og på trods af tidernes skift. Fordi man er i kontakt med noget, som er gyldigt til alle tider, og som handler om at være menneske.

Og det at være menneske er en vild ting, når man tænker over det. Vi er født til at dø – og alle dem, vi kender og elsker, dør. Det er vores livsbetingelse, og det er gældende for alle. Hvad stiller vi op med ”mellemtiden”? Især fiktionslæsning er fantastisk til at udforske dette og kan måske hjælpe os med den sorg, vi er født til at bære. Der er ingen grund til at bære den alene, for vi har alle eller vil alle på et tidspunkt føle sorg. Ingen af os går igennem livet uden sorg – uden tanker om liv og død og den ubegribelige følelse af uretfærdighed og afmagt som dødsfald for eksempel skaber.

Unge tænker meget over livets store spørgsmål, for hvis vi er heldige, er det omkring det tidspunkt, hvor gulvtæppet for første gang rykkes væk under os. Da jeg senere i livet underviste på mellemtrinnet, blev jeg mindet om dette. Læs – tænkte jeg – ikke for Guds skyld, eller for min, men for din egen.

Sjælen søger efter en slags fællesskab under overfladen. Læsning foretages alene, alligevel er man i ordene og oplevelsen af ordene sammen med og sammen om noget, der er større end én selv. Vi har brug for hinanden, både den, der sidder ved siden af os på rejsen, og den, der for længst er død. Fortællingen om sorgen ved at være menneske er evigt gældende. Og særligt sjælen har brug for den slags føde, som ikke er let i kalorien, som ikke er let fordøjelig. Vi ridser vores navne ind i træets bark og i den endnu våde cement i ønsket om, at noget vil vare evigt, selvom ingenting kan.

DERFOR GÆLDER DET OM at få noget sul på sjælen, så vi har noget at stå imod med, når kulden rammer. Pludselig er man alene, også selvom man har skaffet sig rejsekammerater. I bøger finder vi trøst, i ordene forløsning. Vi har brug for historier om at være og om ikke at være længere. Brug for historier, der skaber sammenhænge. Især dem, der kan være svære at få øje på. At vi har meget mere til fælles end det, vi går rundt og bilder hinanden ind. At det, du føler i dag, er der en anden, der har følt før på sin måde, og nogle, der vil føle sådan igen i fremtiden, på deres måde. Vi skriger mod stjernerne: ”Jeg har betydning,” selvom det er tvivlsomt, i hvor høj grad det er sandt.

Min historie er ikke din historie, men der er fællestræk. Og sjælen længes mod de træk. Læsning er en ensom beskæftigelse, ligesom livet er det. Alligevel er vi ikke alene.