Her er et lynkursus i at leve, som forfattere arbejder

Lyt, fortolk mindre og hold din mening for dig selv. Her følger et lynkursus i at leve, som forfattere arbejder. Det handler om at være interesseret i sine omgivelser – uden at konkludere. Prøv det! Det er gratis

Marie Østergaard Knudsen
Marie Østergaard Knudsen.

FOR 35 ÅR SIDEN kørte min mormor og onkel forfatteren Ester Bock til toget i Herning efter et foredrag, hun havde holdt i Skjern. Ester Bock er forfatter til flere bøger – herunder seksbindsværket om dyrelægefamilien Bech. Et par uger efter dette lift mødte jeg og min mor tilfældigvis Ester Bock i en anden sammenhæng på Rønde Efterskole.

Vi præsenterede os selv og fortalte om liftet (et sted at starte). Det blev et skelsættende møde i al sin ubetydelighed. Ikke tidligere – sådan oplevede jeg det – havde jeg mødt et menneske, der roligt og oprigtigt spurgte til vores familie. I stedet for at slå ud med armene og fortælle om sig selv var hun interesseret i os. Hun spurgte til byen, vi kom fra, til familiefirmaet, til min mors søskende og min mormors tab af ægtefælle i en tidlig alder. Jeg kan stadig se Ester Bocks blik for mig: Det er ikke nyfigent, det er varmt. Det er interesseret. Hun lytter.

Igennem årene synes jeg at have oplevet det hos flere forfattere. De vil hellere høre om andre menneskers tanker og gerninger end at plastre rummet til med egne. I foråret kom jeg ved kaffen efter et foredrag til at sidde over for Ida Jessen. Jeg syntes, jeg oplevede samme blik hos hende, da hun spurgte til min mand og hans arbejde.

ÅRSAGEN TIL DETTE SÆRLIGE forfatterblik er, at forfatterne arbejder i menneskernes felt. I deres tanker, motiver og historier. Forfatternes hensigt er ikke ”at stjæle folks historier”, men de er optaget af det gådefulde menneske, som Grundtvig kalder os. Og selvom forfatterne ved (som Grundtvig), at de aldrig får løst denne gåde, er de evigt drevet af opklaringsarbejdet.

Mangen en krimiforfatter har også forklaret, at det ikke er mordet og blodet – det bestialske og volden – de er optaget af. I stedet er det de stærke følelser, der kan drive folk til at begå så voldsomme handlinger som mord. ”Man jager et bæst og fanger et menneske”, som den tidligere rejseholdschef Bent Isager-Nielsen kaldte sin bog, der udkom for nogle år siden.

BIBLIOTERAPI HEDDER EN DEL af det svenske bogprogram ”Babel” på SVT. Her kan seerne sende dilemmaer ind til værten, Jessika Gedin, og hun beder sine gæster komme med bud på bøger, der kan lindre eller perspektivere sagen. Det er en kendt sag, at vi kan finde trøst og mening i skønlitteraturens verden. Undersøgelser viser, at folk, der læser meget, har mindre tendens til depression og angst. Deres tanker bliver mere fleksible. Et stort forbrug af skønlitterære bøger betyder, at den læsende kommer igennem mange menneskers (både fiktive og ikke-fiktive) overvejelser og lærer, at livet er en sammensat størrelse.

Nyt er det imidlertid, at vi kan have gavn af at blive mere opmærksomme på, hvordan forfatterne arbejder. Det gavner både os selv og de mennesker, vi omgiver os med. Hermed følger et lynkursus. Det kræver ingen forudsætninger, og du kan starte i dag. Øvelse nummer et hedder: Lyt mere.

Mange af os er ursløve lyttere. Vi er uopmærksomme og unysgerrige. Vi er tit på spring med et: ”Sjovt at du lige siger det, for det minder mig om… ” og gafler dermed opmærksomheden over på egen tallerken.

VÆR I STEDET VARM OG NYSGERRIG. Spørg ind og tag dig tid. Læn dig tilbage og lad den anden tale. Afbryd ikke og overtag ikke. Og lad være med at dømme det, den anden siger. Tænk på, at vi er gåder. Både for hinanden og for os selv. Bliv ved med at være nysgerrig, når den anden taler. Helt ind i dit inderste.

Hvilket leder os over til lynkursets øvelse nummer to. Den hedder: Undlad konklusionerne. Øvelsen kræver en indledning: En forfatter kan for eksempel skrive sådan om en hændelse:

”Martin og hans datter Ida var på ferie. Ida var 13, og det var hendes første tur over Atlanten. De hikede i Grand Canyon. De røde klippesider lå som brudte kager omkring dem, og afgrundene var dybe som sår efter dolkehug. Det var på den tid af året, hvor ørkenblomsterne viste deres farver og mindede dem om, at der et sted i bjergenes dyb var vand. Martins passion var bungy jump. Han havde kun haft én betingelse for at foretage denne rejse med Ida: at hun også skulle springe. Da de nærmede sig broen, bad Ida om at slippe. Hun havde tabt modet, sagde hun. Men en aftale var ifølge Martin en aftale, og nu var de her. Ida skreg hele vejen ned. Men det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i. Det gør alle. Både dem, der vil springe, og dem, der tror, at de ikke vil, forklarede Martin bagefter.”

Forfatteren skriver ikke, at Martin er en far, der er god til at udfordre sit barn. Eller at han er en grænseoverskridende far og dertil meget upædagogisk. Det, der kendetegner forfatternes tekster, er, at de er fri for tolkninger af de hændelser, de gestalter. Dette greb bør vi i højere grad inspireres af i vores omgang med hinanden.

IGENNEM DE SENESTE 200 ÅR har vi i vores del af verden oplevet en stor intellektuel velstand og udvikling. Oplysningstidens rationale har slået igennem, og vi er blevet vældigt begavede. En af årsagerne er, at vi har lært at analysere.

Og det har vi taget til os. Vi analyserer og konkluderer. Og analyserer og konkluderer. Vi indtager ikke et måltid, taler om en bekendte eller foretager en udflugt uden analyse: ”Vinen var god, men kødet sejt.” ”Hun er så dramatisk anlagt.” ”Turen var interessant, men buschaufføren havde ikke barberet sig i nakken.”

Nogle gange tror vi, at vore samtalepartnere ønsker vores dom. At de længes efter, at vi giver vores vurdering af festen, mødet, besøget, maden, rejsen, men det er ikke altid tilfældet. Tit forholder det sig omvendt. Folk vil gerne høre, hvordan det var, og skippe vore konklusioner og fortolkninger. Det er øvelsen.

Prøv i højere grad at være i verden uden at analysere og konkludere. Fortæl tingene og hændelserne, som de var. Bare som de var. Du vil efterhånden opdage, hvor skønt det er lige netop på denne plet af græsplænen. Det er dejligt grønt og frisk der – både for dine tilhørere og for dig selv.

Øvelse nummer tre hedder: Giv din verden navne. Forfattere skaber fiktive personer, og de skal have en konkret navngiven verden at leve i. Det kræver fordybelse og research. De fiktive personer har således ikke blomster i deres have, men kaprifolier, tallerkensmækkere eller judaspenge. Blomster, der ikke bare siger noget i kraft af deres navne, men også deres udseende. De fiktive personer har heller ikke bare biler holdende i deres garage, men en Citroën Grand Picasso eller en Porsche Panamera Sport Turismo.

Der er en herlig selvforglemmende glæde i at sætte sig ind i et nyt stofområde. Det er også inspirerende for andre, når du kan navne på insekter, biler, træer, kropsdele, jagtudstyr, tidligere østeuropæiske ledere eller noget helt andet. Ikke at du skal holde lange foredrag, men indimellem skal du entrere scenen med et godt navn i en god sammenhæng. Det skaber liv. Det skaber vid. Det er poetisk.

SÅLEDES TRE ØVELSER for en bedre væren:

- Lyt mere.

- Konkluder mindre.

- Glem dig selv ved at undersøge verden og dens navne.

Det er til dig. Frit, gratis, og du kan bare gå i gang. Måske allerede i dag