At leve i eksil er at have mistet sit tilhørsforhold

Eksilborgernes børn er i en sværere situation end deres forældre, for skønt de sandsynligvis begår sig i det nye samfund med naturlighed, så kender de ikke til følelsen af et ”hjemme” med storfamilie, familiehistorie, et fælles sprog og en nationalhistorie

At leve i eksil er at have mistet sit tilhørsforhold

Den amerikansk-palæstinensiske samfundskritiker og litteraturprofessor Edward Saïd (1935-2003) påpeger i en af sine mange tekster, at når mennesker lever i eksil, kan de ikke undgå at være jaloux på deres medborgere. Det er ikke svært at forstå hvorfor: Eksilborgere er frarøvet deres identitet, deres hjem og deres tilhørsforhold. Alt sammen grundlæggende vilkår for et trygt og godt liv, som de ser deres nye medborgere have.

It takes three generations to make a gentleman,” siger englænderne (på dansk: Det tager tre generationer at forme en gentleman), og der er utvivlsomt noget om snakken. Vi ved fra forskellige studier, at mennesker, der har brudt en social arv og klaret at flytte sig fra et samfundslag op til et andet, aldrig føler sig fuldstændig tilpassede og derfor ofte har det bedst sammen med deres barndomsvenner, hvor de bare kan være sig selv uden at skulle tage højde for uskrevne normer og en jargon, de ikke har under huden.

At det skal tage tre generationer, før man føler sig som ”en i flokken”, når der bliver gjort store livsomvæltninger, geografisk eller socialt, er interessant, men ikke overraskende. Tænker man på andengenerationsindvandrere, så kender de normerne i familiens nye land, som jo er deres fødeland, og de agerer rimelig gnidningsløst i samfundet – men de befinder sig alligevel i en ”hverken-eller-fase” hele livet igennem, da de jo ser og oplever samt i enkelte tilfælde overtager mange af deres forældres udfordringer og problemstillinger. Dette giver dem et unikt indblik i to forskellige verdener, men på samme tid også en rodløshed, da de bliver stående med et ben i hver lejr.

Den tredje generation er fri for at forholde sig til de samme problematikker. De ser på deres bedsteforældres liv som noget, der hører en fjern fortid til, og er derudover (oftest) skånet for deres forældres rodløshed og udfordringer, da forældrene ved, hvad der skal til, og vil gøre alt for, at deres børn skal få et stærkt tilknytningsforhold til det ”nye” hjemland.

Vi hører dog desværre nu om dage, at mange tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre, end deres forældre har gjort, og at dette blandt andet kommer til udtryk i deres svage sprog- og skolekundskaber. Årsagsforklaringerne er naturligvis både sammensatte og komplekse og bunder i sociale, psykologiske, økonomiske og kulturelle faktorer, der har ført til denne manglende udvikling – eller måske endda regressivitet.

At det tager tre generationer at ”forme en gentleman”, er ikke ensbetydende med, at dette sker uden en bagvedliggende vilje og motivation. Ordsproget understreger blot, at ønsker man en grundlæggende transformering af sit liv, så er dette et sejt træk, som ens børnebørn først rigtigt vil kunne høste frugterne af.

Følelsen af hjemhørighed skal ikke undervurderes, og de fleste har nok oplevet den, når de er kommet hjem fra en ferie i et land, hvor de ikke taler sproget, ej heller kender kulturen dybdegående. Det er spændende, så længe rejsen varer – men mest fordi man har et hjem at vende tilbage til.

At have mistet dette tilhørsforhold er hårdt, og livet leves på en anden måde, end hvis man var blevet i sit hjemland. Man bliver i større grad en, der betragter livet udefra, og man kommer til at leve i en slags flydende rum imellem alle ens minder om og følelser for sit hjemland og det nye sted, hvor man ønsker, at ens børn skal få et tilhørsforhold og slå rødder. Man ønsker ikke for sine børn, at de skal opleve ens egen fremmedgjorthed – men som nævnt gennemlever børnene alligevel ofte forældrenes udfordringer i større eller mindre grad.

Professor Edward Saïds betragtninger over mennesker, der lever i eksil, og deres oplevelser af jalousi siger noget om, at disse mennesker ved, hvad det betyder at føle tilhørighed. Eksilborgernes børn er set ud fra dette perspektiv rent faktisk i en sværere situation end deres forældre, for skønt de sandsynligvis taler det nye sprog flydende og begår sig i det nye samfund med naturlighed, så kender de ikke til følelsen af et ”hjemme” med alt, hvad det indebærer af en opvækst med en tilstedeværende storfamilie samt familiehistorie og et fælles sprog samt nationalhistorie.

Den anden generations rolle bliver at være brobyggere, for de skal både hjælpe deres forældre med at begå sig i samfundet i form af kontakt til diverse myndigheder og institutioner samt støtte deres egne børn i at blive fuldstændigt integreret i landet – frie for arven af hjemløshed. Den brobyggende generation får en dyrebar indsigt i de to forskellige verdener, men de er i grunden måske dem, der kommer til at føle sig mest fremmedgjorte. Ikke desto mindre er de pålagt rollen at skulle være taknemlige og ambitiøse, hvilket fører til manglende erkendelse af deres egen eksistentielt komplekse situation samt manglende anerkendelse fra både egen familie og samfundet generelt.

Der findes også fordele ved at leve i eksil. På samme tid, som det fører en evig længsel efter tilhørighed med sig, er det nemlig frisættende på sin helt egen vis.

Når man ikke har hjemme i et land, så er man ”fri for” at føle ansvar for, hvad der sker politisk og samfundsmæssigt. Jeg indikerer ikke, at dette er et gode for nogen – tværtimod – men følelsen af, at noget ikke vedgår en personligt, er dog frisættende. Jeg påstår heller ikke, at eksilborgere overhovedet ikke påvirkes af politiske beslutninger i deres nye land, men blot, at det ikke berører dem på samme måde, som hos de fleste andre borgere.

Der er flere grunde til dette: En er som nævnt, at man ikke føler et naturligt ansvar, når man ikke føler sig ”hjemme”, ej heller føler sig henvendt til, men blot ”talt hen over hovedet” på og om. En anden er, at borgere, der lever i eksil, tit forestiller sig, at de en gang i fremtiden vil få muligheden for at flytte tilbage til deres hjemland, og disse drømme får dem til ikke at føle et behov for at investere følelser og mental kapacitet i samfundet omkring dem.

Man kan naturligvis diskutere, om dette kan kaldes frisættende og værende en fordel – men det mener jeg, at det kan. For i og med, at man oplever, at det politiske liv (i bred betydning) omkring en ikke rigtig vedgår en, så slipper man for en masse pligtfølelser og bekymringer. Man er fri for at involvere sig og er muligvis også af den opfattelse, at ens børn og børnebørn nok skal tage sig af samfundsansvaret.

Igen kan man sige, at det er betragterrollen, der kommer til syne: Man føler sig uden for samfundet, og sammen med ulemperne ved ikke at føle sig inkluderet (uafhængigt af samfundets vilje og indsats), men fremmed og rodløs, følger fordelen af at føle sig fri. Et andet aspekt, der også ofte følger med, er en tendens til at se tilbage på sit hjemland i en idealiseret form fra før, man blev nødt til at flygte. Dette er medvirkende til at styrke den afstandstagende betragterrolle og levner det nye samfund få muligheder for at hamle op med hjemlandet.

Har man været på længere vandreture, har man formodentlig erfaret, hvor befriende det er ikke at skulle forholde sig til omverdenen – men kun at skulle tage stilling til nuet og ens mentale rejser: skridt for skridt. At leve i eksil kan sammenlignes med dette: Man har en anden tidsfornemmelse og stedsfornemmelse end andre borgere, da man stort set altid er et andet sted mentalt – nemlig i ens hjemland. Livet leves igennem minder, en distanceret frihed samt et håb om børnenes og børnebørnenes fremtidige tilhørighed i samfundet. På godt og ondt.

Sigri M. Gaïni er cand.pæd. i filosofi