Verdenssamfundet var godt tilfreds med, at Gaddafi endelig blev detroniseret i oktober 2011. Krigen virkede uundgåelig. Den danske presse havde ikke mindst fokus på danske piloters bidrag i krigen.
Men denne retfærdige og FN-sanktionerede krig viser sig nu at have haft nogle helt utilsigtede konsekvenser, som blandt andre kristne sammen med andre borgere i Mali nu betaler for: De stenes, piskes, får skåret hænder af, udsættes for voldtægter, mister kirker, må flygte over stok og sten. At kaste bomber i Nordlibyen i 2011 mærkes i dag 3000 km længere mod syd.
LÆS OGSÅ: Islamist-offensiv fortsætter i Mali
I det følgende viser jeg lidt af konturerne af en kompliceret og speget sammenhæng, som de tegner sig for mig efter en uges samvær i det nordlige Cameroun med 70 muslimske (herunder højtstående imamer) og kristne ledere fra 12 fransktalende central- og vestafrikanske lande. Et møde, der har handlet om, hvordan kristne og muslimer positivt kan bidrage til at skabe fred og udvikling. Mødet blev holdt, mens en orkan trak op i Mali, hvor franske fly nu har indledt bombning af oprørerne.
Mali-situationen har fyldt meget i samtalerne. Den er desværre så typisk for krige, som disse landes fredelige befolkninger påføres og må være statister i. Konferencen var sponsoreret af Mission Afrika med støtte fra Danida og blev afholdt i samarbejde med den afrikanske PROCMURA-bevægelse, der i 50 år har arbejdet for at styrke relationer mellem kristne og muslimer i Afrika.
Gaddafis hær bestod blandt andre af 3ooo-4000 velbetalte tuaregiske lejesoldater. Da det blev klart, at regimet stod for fald, flygtede disse gennem ørkenen mod syd. De tog alt deres krigsudstyr med og ankom til Mali svært bevæbnede. De brutale krigere havde mistet deres job med løfte om løn på 1000 dollar om dagen og har naturligvis haft oplevelsen af, at Vesten heriblandt de danske piloter var skyld i deres misere.
De bevæbnede, frustrerede lejesoldater påbegyndte en ny krig (man gør jo det, man er bedst til). Denne gang var der ikke en Gaddafi til at aflønne dem. Så deres kamp antog en anden karakter som blandt andet en kamp mod Vesten og vestlige værdier. Soldaterne slog følge med islamistiske oprørere i området, der netop er optændt af dette had til Vesten og fører en ideologisk kamp for at få udrenset vestlige værdier og i det hele taget kæmpe for en streng sharia.
Lejesoldater, som de er flest, er nok ikke særligt religiøst interesserede, men det var opportunt at iklæde deres kamp islamistklæder. En brutal forvaltning af en selvfortolket sharia skaber frygt og giver herigennem magt. Ikke mindst de kristne i regionen er sårbare, idet kristendommen for islamister jo netop står for Vesten og alt dets væsen. Under denne sharia er både kristne og moderate muslimer blevet udsat for de voldsomme uhyrligheder.
Der er meget mere til historien omkring det spegede politiske spil mellem en Mali-præsident, der fulgte egeninteresser for at blive genvalgt, og et militærkup mod ham i marts 2012, som blev brugt af oprørerne som anledning til hurtig fremrykning og erklæring af en selvstændig stat i nord-Mali. Indbyrdes kampe mellem nationalistgrupper og islamistgrupper. En lang historie, der førte til FN-resolution om militær intervention, hvor Frankrig har indsat bombefly, og hvor der afventes hjælp fra afrikanske soldater.
9. januar kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at Mali ifølge en international undersøgelse er rykket op på syvendepladsen over lande i verden med kristenforfølgelse. Det er sandt og dokumenteret, at kristne i Mali netop nu lever i stor frygt for disse islamistiske oprørsgruppers gøren og hærgen. I det fjerne Danmark fører det let til en forsimplet opfattelse af, at islam i det hele taget er på nakken af de kristne.
Men Mali-eksemplet viser, at der her som i så mange andre konflikter er tale om alle mulige andre motiver for forfølgelse af kristne. I dette tilfælde en historie om frustrerede, vrede og opportunistiske arbejdsløse lejesoldater, der i kriminel hærgen og en p.t. al-Qaeda-islamistisk terroralliance står for disse overgreb, alt imens de skifter fra den ene strategi til den anden afhængig af, hvad der er mest opportunt. Samtalerne ved konferencen i Cameroun tydeliggjorde kun, at almindelige muslimer i de nordafrikanske lande ikke har lod og del i overgrebene. De bliver tværtimod selv taget som gidsler i sådanne konflikter.
Ved den netop afholdte konferences gennemgang af de enkelte landes politiske og religiøse forhold stod det klart, at normalen langt de fleste steder er, at kristne og muslimer lever i fredelig sameksistens. Vi taler om lande, der konstitutionelt har religionsfrihed ligesom i Danmark, og hvor social fjendtlighed religionerne imellem ifølge en undersøgelse af Pew Foundation er endog lavere end i Danmark.
Men der forestår alligevel et kæmpe arbejde med at lære mere om hinanden og styrke gensidige relationer, så man sammen dynamisk kan udnytte de to store religioners potentiale for at skabe velstand gennem udvikling af et harmonisk civilsamfund, hvor de religiøse identiteter ikke svækker, men styrker det fælles.
Som det er nu, er der bestemt problemer omkring manglende religionslighed i for eksempel spørgsmålet om konversion, hvor de fleste muslimer synes, at der her kun skal være én mulighed. Cameroun-konferencen var en del af en proces for at skabe samtalefora for kristne og muslimer i hvert af de fransktalende afrikanske lande. Det, der begynder som samtalefora blandt religiøse ledere, kan de kommende år udmønte sig i nye undervisningselementer på både muslimske og kristne præsteskoler, så præster og imamer fremmer sameksistensen frem for at vanskeliggøre den.
I dette arbejde er det en forudsætning, at man ikke forsøger at neutralisere religionerne ved at devaluere deres trosindhold, men netop udvikle samhandling på tværs af den religiøse forskellighed. Dette vil kun være muligt, såfremt det lykkes at fjerne grobunden for ødelæggende ekstremistiske kræfter. De helt store lag i befolkningerne er klar over, at fred og fredelig sameksistens er en forudsætning for landenes udvikling.
Men som det er nu, lever både kristne og muslimer mange steder i frygt for, hvilke skøre begivenheder et andet sted i verden der vil opflamme nye frustrerede eksistenser til had og vold.
Den danske stat brugte over en halv milliard kroner på krigen i Libyen. I selvrefleksionen efter denne krig må vi som altid spørge, om krig virkelig er den bedste vej til at bekæmpe vold? Både kristne og muslimske ledere 3000 kilometer syd for Tripoli oplevede Vestens indgreb i Libyen negativt, selvom de ikke havde noget tilovers for Gaddafi.
Men sket er sket. Danmark har mulighed for at deltage i den store og positive opgave, som det er uden brug af vold at reparere sår og religiøs splittelse i Syd-sahara (Sahel-området), som blandt andet denne krig har ført til. Hvad vil ikke kunne ske, om den danske stat/Danida/ngoer de næste mange år brugte et tilsvarende beløb på at få de store religiøse grupper, som det afrikanske samfund består af, til virkelig at tale og handle sammen, så nye grupper af lejesoldater, kriminelle og islamistiske terrorister ikke får held med at opildne til had og vold? Fred er forudsætning for udvikling.
Birger Nygaard er cand.theol. og medarbejder ved Folkekirkens mellemkirkelige Råd, hvor han bl.a. arbejder med anliggender omkring trosfrihed og forfulgte kristne.