Prøv avisen
Kronik

De udsatte har købt fortællingen om, at det er deres egen skyld

Fattige har meget få muligheder for at ændre deres vilkår og få del i de goder. Det virker så indlysende, at det skriger til himlen. Ligesom det skriger (i det mindste en lille smule) til himlen, at et tankesæt, der lover handlemuligheder og frihed, netop fremstilles som den eneste gangbare vej, skriver kronikør. Modelfoto

Lige muligheder er en virkelig smuk tanke, men mange undersøgelser bekræfter det, som mange forældre allerede instinktivt ved, når de vælger skole til deres barn: at rammerne om et barns opvækst har store konsekvenser for et barns fremtidsmuligheder og for dets sociale liv

Integrationsydelsen er kun lige trådt i kraft, og allerede nu advarer organisationer og kommuner om, at familier risikerer udsættelser. Til oktober indfases kontanthjælpsloftet, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhversvråd vil sende 7000 flere børn ud i fattigdom.

Samtidig er den sociale mobilitet faldet gennem de seneste år, og selv i mine lyseste øjeblikke kan jeg ikke forestille mig andet end, at kontanthjælpsreformen vil påvirke den udvikling i negativ retning.

Og så ved jeg godt, at mange vil sige, at det vigtigste ikke er at have et lige samfund. Det vigtigste er at have lige muligheder, og det er også en virkelig smuk tanke, men et hav af undersøgelser bekræfter det, som mange forældre allerede instinktivt ved, når de vælger skole til deres barn: at rammerne om et barns opvækst har store konsekvenser for et barns fremtidsmuligheder og for dets sociale liv.

Det betyder også, at hvor ressourcestærke forældre er mere tilbøjelige til at være støttende og til at bære deres børn frem, så benytter fattige familier ofte en mere restriktiv og straffende til-gang i deres opdragelse, fordi de oplever, at det er mere nødvendigt at holde børnene ude af problemer i nærmiljøet end at bære dem frem.

Harvardprofessor Matthew Desmond siger det meget fint: ”Det er ikke så meget dårlige beslutninger, der fører til fattigdom, som det er fattigdom, der fører til dårlige beslutninger.” Eller sagt på en anden måde: Lige muligheder er ikke nødvendigvis fair. Fattige børn føler for eksempel mindre tillid til andre og mindre tro på, at de kan ændre noget. Og statistisk set har de ret, så hvem kan bebrejde dem ikke at forsøge?

Andre end et par stykker i Venstre og Liberal Alliance, måske.

Tidligere i år lavede YouGov en undersøgelse for Ugebrevet A4, der viser, at kun hver syvende unge mener, at ulighed er et problem, og i en tid, hvor hjemløsheden blandt unge er fordoblet på bare seks år, fik den undersøgelse formanden for Liberal Alliances Ungdom, Stefan Roy Frederiksen, til at glæde sig over, at den liberale værdikamp har sejret, så unge ikke længere mener, at ulighed skal bekæmpes.

Problemet er bare, at den liberale værdikamp er vundet på falske præmisser. For eksempel præmissen om, at ulighed er en god motor for vækst. Det er den, der trækkes på, når der snakkes om, at det ikke gør noget, at de rige bliver rigere, når alle bare får mere.

Det er en tankegang, der henter legitimitet fra idéen om trickledown-effekten. Altså tanken om, at de fattige får mere mellem hænderne, når de rige bliver rigere. Der er flere ting galt med den fortælling. I den bedste af verdener er den en stor skuffelse, og på rene markedsvilkår bliver den en temmelig giftig illusion.

Som Thomas Piketty skriver, så glemmer de med mange penge aldrig at forsvare deres interesser, og når så økonomisk ulighed også er blevet til politisk ulighed, fordi penge i stigende grad sikrer adgang til politisk indflydelse, så er det måske på tide, at vi holder op med at købe den fortælling.

Den betyder nemlig, at stadig færre mennesker bestemmer mere og mere. I 2010 ejede 388 mennesker ifølge Oxfarms årlige Davos-rapport det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. I år er det tal nede på 62, og der er ikke nogen tegn på, at det udligner sig. Alle undersøgelser viser, at det går i den modsatte retning. Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis de 62 pludselig fik en eller anden vidunderlig åbenbaring, der fik dem til at udligne den forskel. Det kommer nok bare ikke til at ske.

Og så er der den anden store fortælling, der handler om, at ulighed er udtryk for en eller anden overgribende retfærdighed, fordi det frie og neutrale marked sikrer, at alle får, hvad der tilkommer dem.

Det er en fortælling, der leverer en høj grad af legitimitet til de rige, fordi de kan overbevise sig selv om, at de har fortjent deres rigdom, fordi markedet distribuerer goderne efter fortjeneste. Det gør markedet ikke.

Fattige har meget få muligheder for at ændre deres vilkår og få del i de goder. Det virker så indlysende, at det skriger til himlen. Ligesom det skriger (i det mindste en lille smule) til himlen, at et tankesæt, der lover handlemuligheder og frihed, netop fremstilles som den eneste gangbare vej. Det frie marked italesættes som en eller anden naturlov på linje med tyngdeloven eller det, at solen står op hver morgen, men der findes ikke et marked i naturen.

Markedet er noget, vi beslutter os for, og det understøttes af regler som håndhæves af statslige institutioner, og den største frihed, det giver os, er friheden til vækst og til at ødelægge vandløb, skove og hinanden.

Vi bliver hele tiden fortalt, at vi har næsten ubegrænset frihed til at finde vores egen lykke, men for en stor gruppe er den frihed meget lille. Mange af os vil med skræmmende sikkerhed kunne udpege den gruppe, allerede inden de er startet i skole, og flere af de børn vil allerede så tidligt i deres liv have en så stor ophobning af problemer, at det må stå klart for selv de mest indædte ”alle-er-deres-egen-lykkes-smed”-entusiaster, at lykken – ligesom markedet – ikke har en retfærdighedssans.

Den forholder sig ikke til kvoter og statistisk sandsynlighed. For hvis den gjorde, ville mange af de børn, jeg er stødt på, have en overflødighedshorn af lykke liggende og vente. Det har de ikke.

Vi har skabt et samfund, der knytter en høj grad af anerkendelse til materielle goder, og mange, der ikke selv kan skaffe sig adgang til de goder, dømmes som selvforskyldte tabere – og det er rigtigt, at de har et ansvar, men vi har også en moralsk forpligtelse til ikke at straffe dem for at finde måder at navigere i håbløshed på. Jeg har selv flere gange overvejet at frasortere fotos, hvor en kontanthjælpsmodtager røg – eller at skære billedet over livvidden, så maven ikke kom med.

Men så ville jeg ikke skildre virkeligheden. I virkeligheden træffer de en række dårlige beslutninger. Mange af deres valg er selvdestruktive. Mange af vi andres valg er destruktive på en lidt anden og mere vidtrækkende måde.

De udsatte mennesker, jeg snakker med, ønsker at træffe bedre beslutninger for dem selv og deres børn, men det ønske overrumples hele tiden af problemer, der synes mere påtrængende, og det mest hjerteskærende er, at de også selv har købt fortællingen om, at det er deres egen skyld, selvom de kan gøre meget lidt for at ændre deres vilkår.

Men vi kan ændre dem sammen. Pengesystemet er et kollektivt system, der kun fungerer, fordi alle spiller med, og det er ikke, fordi jeg mener, vi skal holde op med at spille (selvom jeg må indrømme, at tanken på nogle måder er helt henrivende), men måske kan vi ændre reglerne en smule.

Eller – i det mindste – tage en snak om det rimelige i at have et system, der understøtter så vild en akkumulation af værdier hos så lille en gruppe og så stor en magtesløshed hos så mange andre. Hvis det bliver for vidtløftigt, kan vi også bare aflyse kontanthjælpsreformen eller snakke om, hvordan vi kan skabe et samfund, hvor et barn, der fødes i socialt boligbyggeri, ikke har udsigt til at leve 13 år mindre end et barn, der fødes i et velhaverkvarter. Eller om, hvordan vi kan indrette et samfund, hvor lige muligheder rent faktisk føles fair.

Margit Ernst er cand.scient.soc. og arbejder med analyse og journalistisk inden for velfærdsområdet