I denne coronatid, som samtidig er kirkens fastetid, savner vi og længes efter det basale, det, mange af os har taget som en selvfølge i tider, der nu allerede forekommer længe siden.
I Kirkens Korshær møder vi mennesker, der ikke tager det basale som en selvfølge. Mad, tag over hovedet, tøj og menneskeligt selskab er ikke en selvfølge for mange mennesker i varmestuer, på gaden og herberger. Det, andre tager som en selvfølge, værdsættes højt.
Overalt oplever vi savn og længsel i denne ventetid, for også i Kirkens Korshær er der ændringer i denne tid. Vi oplever savnet og længslen efter det basale.
Hvad er det, vi har brug for, helt basalt? Det mærker vi nu. I Kirkens Korshær savner mennesker deres hverdag. De savner fællesskabet, maden, trygheden ved at komme et sted, hvor man er kendt ved navn. De savner også mad, bad og tøj, ting, som Kirkens Korshær derfor også under de nuværende forhold sørger for at forsyne dem med – madpakker og kaffe, rakt ud ad vinduet, eller uddelt i rækker med behørig afstand.
Også for de mange tusinde frivillige i genbrugsbutikkerne er dagene blevet stille. Man savner opgaverne i butikken, fællesskabet med kollegerne, og hverdagsstrukturen flagrer i løse tråde uden et sted at blive fæstet.
De kolde nætter her sidst i marts mærkes i natvarmestuer og herberger. Madrasser må lægges med afstand, så smitterisikoen mindskes, men vi holder åbent for dem, der ikke har andre steder at gå hen.
I det familiestøttende arbejde savner voksne og børn de aktiviteter, der hjælper dem som familie. Medarbejderne kører ud til familierne med ”krea-pakker”, der afleveres uden for døren – en pakke med legetøj, perleplader og andet kreativt, måske lidt sødt og en hilsen, som viser, at vi stadig er her, selvom vi ikke kan mødes, som vi plejer.
Varmestuer deler mad ud, men også tøj, huer, soveposer. Mennesker på gaden mangler opladning til telefoner. Et sted uddeler derfor powerbanks, som er fuldt opladede, til mennesker, der sover ude.
Ensomhed og fattigdom er endnu mere tyngende nu. Alt er stille, både udenfor og indenfor. Kirkens Korshærs medarbejdere ringer op til brugerne efter aftale – til nogle flere gange om ugen, andre mindre. Alle kan ringe til Sct. Nicolai Tjenesten og få et menneske i røret, der vil bryde isolationen.
Tankeløst og hensynsløst. Sådan lød Dronningens formanende ord til os forleden om væremåder, vi skal afstå fra. Med endelsen -løs betegnes det eller den, der ikke vil være bundet, men vil være løst, løsnet, uden begrænsning af en binding.
Der er også andre ord, som ender på -løs, og som mange af os uvant eller forstærket oplever for tiden: rastløs, modløs og magtesløs. Her gælder det modsatte – vi savner en binding og at forbinde os med hinanden og med hverdagens struktur igen.
Rastløshed sniger sig ind. Der er så meget, vi ikke kan lige nu, men mennesket er et fremtidsorienteret væsen på godt og ondt. Det sætter perspektiv på vores tid, at vi ved, den er begrænset. Rastløshed handler om, at tiden går, og hvad får vi ud af det, nu hvor vi ikke kender udløbsdatoen på den ekstraordinære situation. Det kan hjælpe at se fremad og planlægge, hvad man gerne vil bruge tid til, når det bliver muligt – blive frivillig eller genoptage en mistet relation.
Den langtrukne tid gør os modløse. Nogle af os arbejder på hjemmearbejdspladser. Vi savner at være sammen med kollegerne, som vi plejer, og vi kan have dårlig samvittighed over, at vi ikke udfylder vores opgaver. Samtidig ved at, at vores kolleger på andre arbejdssteder holder åbent og håndterer de mange udfordringer, der er i at hjælpe brugerne samtidig med, at vi overholder myndighedernes retningslinjer.
Perioden med nedlukning er foreløbig blevet forlænget til efter påske. Det kan være svært at holde modet oppe og mærke, at ens arbejde også betyder noget. På de delvist lukkede steder i Kirkens Korshær bliver der malet og repareret småting, gjort hovedrent, sorteret på lageret, eller medarbejderne afholder ekstra feriedage, så de er klar til den fulde drift, når den tid kommer. Vi skal huske at give hinanden frisk mod på tværs af placeringer i disse tider – fra leder til medarbejder og vice versa, frivillige og ansatte imellem hinanden. Sådan holder vi modløsheden stangen.
Magtesløshed rammer mange af medarbejderne hos Kirkens Korshær og andre, der arbejder blandt socialt udsatte mennesker. Vi holder åbent på de betingelser, der nu engang er for tiden, og fokuserer på de mest basale ydelser – nattely og mad.
Medarbejderne på arbejdsstederne skal foretage prioriteringer, som presser mennesker, der i forvejen har det skidt. Det er svært at skulle skuffe nogle mennesker, men det kan desværre i situationen være nødvendigt for at kunne hjælpe dem, der har mest brug for det.
Magtesløsheden vil blive stærkt tematiseret igen til påske – for det bliver påske om lidt. Magtesløshed gengiver salmisten i Salmernes Bog, kapitel 22:
”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.”
Men salmedigteren beskriver også vendepunktet:
”Du har svaret mig! Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig.”
Fastetid og coronatid i forening høvler det overflødige af det, som Cecil Bødker i et digt beskriver som brødet – ”vi glemmer brødet for dynger af pålæg”. Vi kommer ned til det væsentlige, til det, vi lever af og lever for. Nu mærker vi savnet af brødet, det basale, og længslen efter det. Vi mærker, at dét er vi fælles om på tværs af så mange andre forskelle. Lad os holde fast i den erfaring og ikke tage noget som en selvfølge, men som givet, til at dele.
Længslen efter frihed. Når min mor fortalte om det, forstod jeg det ikke rigtigt – den fantastiske frihed, hun og hendes venner følte, da de i sommeren 1945 kunne rejse til et studentermøde i Norge. De havde længtes, de unge mennesker.
Fem år i en uvis venten med længslen efter frihed gjorde oplevelsen af at komme til et andet land helt drømmeagtig. Der var frihed og åbne grænser igen. Min mor fortalte om den berusende, næsten uvirkelige oplevelse, det var, da de igen kunne sejle og køre over grænserne. Fem års savn skabte en livslang længsel, der blev stillet med hele familien på campingtur hvert år i Europa. Efter de seneste par ugers begrænsninger genkender jeg allerede nu længslen efter samvær på tværs og bevægelse.
At se på aflysningerne i kalenderen af planlagte, gode aktiviteter giver nu en stærk længsel efter fortiden for to uger siden og efter en fremtid, hvor vi igen kan mødes. Hvor hverdagen bliver nogenlunde normal igen. Hvor vi igen kan byde indenfor til fællesskab, omsorg, nærvær og respekt. Hvor genbrugsbutikkerne igen kan holde åbent, så danskerne kan gøre et kup til glæde og gavn ikke kun for miljøet, men også for socialt udsatte i Danmark. Hvor varmestuerne igen kan danne ramme om meningsfulde relationer, være støtte og netværk for mennesker. Hvor vi kan give folk, der kæmper med misbrug, ensomhed, hjemløshed, fattigdom og sygdom, deres hverdag tilbage.
Det er længslen efter hverdagen, længslen efter det basale. Det er jo der, i det helt basale, vi alle allerhelst vil være.