MED SIT fremadstormende valgsprog ”En Marche!” (som på dansk kan oversættes til ”Fremad!”) er Emmanuel Macron kendt for at være hurtigt ude, og ikke kun som den yngste præsident i Frankrigs historie. I sit privatliv valgte han tidligt sin livsledsager, og som endnu yngre traf han egenhændigt et afgørende valg om religion. Da han var 12 år, meddelte han sine erklærede ikke-religiøse forældre, at han ønskede at blive døbt og optaget i den katolske kirke. Således blev Macrons forældre nok så uventet konfronteret med det forhold, at et barn allerede i en tidlig alder kan være meget afklaret om sit religiøse tilhørsforhold og tilmed bevæge sig i andre retninger end sine forældre. Hermed er vi inde på spørgsmålet om børns individuelle religionsfrihed.
Herhjemme har politikerne gennem årene gentagne gange beskæftiget sig med spørgsmålet om børns ret til individuel religionsfrihed, i den senere tid med fokus på mindreårige, der ønsker at konvertere til islam. Allerede i 1922 blev det gældende ret, at det er forældrene der, indtil barnet er fyldt 15 år, beslutter, om barnet skal optages i eller udmeldes af folkekirken. Når barnet er fyldt 15 år, kræver optagelse i eller udmeldelse af folkekirken, at barn og forældre er enige. Barnet skal altså give sit samtykke til forældrenes beslutning.
Denne bestemmelse er sidenhen blevet overført til et andet område, der berører børns religionsfrihed, nemlig undervisning i kristendomsfaget i folkeskolen. I dag skal et barn, der er fyldt 15 år, give samtykke til fritagelse for undervisning i faget. Børn, der er medlemmer af folkekirken, eller som er på vej ind i folkekirken, har altså en vis medbestemmelse, når der drejer sig om ændringer i deres religiøse tilhørsforhold. Hvad så med alle de andre børn i Danmark, der står uden for folkekirken?
Her kan vi ikke tale om samme medbestemmelse, og det er der heller ikke lagt op til i den nye lov om trossamfund uden for folkekirken, der skal vedtages af Folketinget senere på året. Loven er historisk og epokegørende, fordi den skal danne rammerne og skabe klare retningslinjer for fremtidens ikke-folkekirkelige trossamfund.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal det fremgå af trossamfundenes vedtægter om ind- og udmeldelse, at beslutninger, der vedrører børn, træffes af ”forældremyndighedens indehavere”, som denne er fastslået i forældreansvarsloven. Forældreansvarsloven fastslår, at det er forældrene, der træffer beslutninger om barnets personlige forhold, men at der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter dets alder og modenhed. Denne regel afspejler et grundlæggende princip i FN’s Børnekonvention fra 1989, hvorefter barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Forældreansvarsloven tager dog ikke specifik stilling til barnets individuelle religionsfrihed. Det gør derimod artikel 14 i Børnekonventionen, som sikrer ethvert barns ret til religionsfrihed. I forhold til samspillet mellem forældrene og barnet følger det blandt andet af konventionen, at barnet i spørgsmål, der relaterer sig til udøvelsen af religionsfrihed, får medbestemmelse i en grad, der svarer til dets modenhed.
Børnekonventionen afspejler således et historisk set nyt perspektiv på barnet. I dag anses børn i højere grad end tidligere for at være selvstændige individer, som gradvis er i stand til at træffe egne beslutninger – også i svære spørgsmål. Med konventionen er der lagt op til, at det modne barn ikke bare skal have mere medbestemmelse, men efterhånden også selvbestemmelse.
HVIS LOVFORSLAGET OM trossamfund uden for folkekirken bliver vedtaget i den form, som forslaget har nu, stilles børn, der står uden for folkekirken, altså ringere end børn inden for folkekirken, når det kommer til spørgsmålet om deres individuelle ret til at vælge trosretning. Børn uden for folkekirken er underlagt forældrenes beslutning, indtil de er 18 år, idet der ikke er sat en aldersgrænse for, hvornår deres samtykke skal indhentes. Hvad skal man så gøre med denne forskelsbehandling?
Der er selvfølgelig den mulighed, at man vedtager lovforslaget om trossamfund uden for folkekirken som det er. Her løber man dog ind i to problemer. For det første behandles børn forskelligt, alt efter om de er en del af folkekirken eller ej. Der er ikke umiddelbart nogen god grund til at forskelsbehandle børn i forhold til deres religionsfrihed. Et barn, der er medlem af den katolske kirke, skal ikke have mindre ret til medbestemmelse end et barn, der er medlem af folkekirken. Det holder heller ikke rent menneskeretligt.
For det andet kan det let skabe forvirring for trossamfund uden for folkekirken og for forældre at fortolke forældreansvarsloven i lyset af FN’s Børnekonvention i forhold til barnets ind- og udmeldelse af trossamfund. Problemer kan navnlig opstå, fordi hverken forældreansvarsloven eller Børnekonventionen indeholder konkrete alderskriterier for barnets individuelle religionsfrihed. Nogle internationale menneskeretseksperter argumenterer for, at staterne ikke bør fastsætte en aldersgrænse for at kunne udøve, konvertere eller antage en religion, idet barnets modenhed må vurderes i den konkrete sag.
Imidlertid kan det være godt med nogle aldersgrænser, fordi modenhedsbegrebet kan blive misbrugt af forældrene til at bestemme over barnet på et tidspunkt, hvor barnet rent faktisk er modent nok til at træffe vigtige beslutninger. Desuden kan det være svært for både forældre, trossamfund og stat at vurdere det konkrete barns modenhed uden nogen alderskriterier. Dertil kommer, at en aldersgrænse kan beskytte barnet mod at træffe beslutninger, som det ikke selv kan forudse følgerne af.
Den anden mulighed er at overføre folkekirkens bestemmelser til andre trossamfund, således at alle børn i Danmark skal samtykke til beslutninger om deres ind- og udmeldelse af trossamfund fra de fylder 15 år. Det er dog en dårlig idé uden videre at overføre folkekirkens bestemmelser, som blev lavet til folkekirken og i en helt en anden tid. Samfundets syn på barnet har ændret sig væsentligt siden 1922 i retning af, at vi i dag i højere grad respekterer barnet som individ og mener, at barnet i takt med sin alder skal have mere og mere at sige om egne personlige forhold. Dette syn på barnet bør derfor være bærende for udformningen af den nye lov.
I FORBINDELSE MED Folketingets behandling af den nye lov om trossamfund uden for folkekirken, bør politikerne overveje en tredje mulighed, nemlig at debattere børns individuelle religionsfrihed i lyset af det moderne samfunds syn på barnet.
I andre lande omkring os er der varierende aldersgrænser for børns frihed til valg af religion. I Schweiz er den religiøse myndighedsalder 16 år og i Tyskland 14 år, det vil sige, barnet behøver ikke forældrenes samtykke i valg af religion og trosretning, når det har nået den pågældende alder. I Norge, hvor de tidligere end os har fået en lov om trossamfund uden for folkekirken, har de haft den politiske debat om børns individuelle religionsfrihed, og det har ført til radikale ændringer. Den religiøse myndighedsalder er 15 år, og det gælder både for børn, der er medlemmer af den norske kirke og af andre trossamfund. Allerede fra barnet er 12 år, skal det høres i spørgsmålet om ind- og udmeldelse af trossamfund uden for den norske kirke.
Den nye lov om trossamfund uden for folkekirken er en rigtig god anledning for vores politikere til at få en tidssvarende diskussion af alle børns religionsfrihed i Danmark.