Prøv avisen
Kronik

Min søster Mie talte aldrig om uretfærdig sygdom

Knud Erik Kjærsgaard, folkepensionist, tidligere pedel, pædagog, lærer og deltidsbrandmand.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Da Knud Erik Kjærsgaard begynder på teologistudiet, får han hjælp af sin søster Mie. Men pludselig kommer noget på tværs. Mie har fået bøvl med sine knæ. De vil ikke bære hende, og beskederne fra hjernen til knæene fungerer ikke som normalt

Jeg har noget på hjerte, som du, min kære læser, skal høre. Det er næsten 40 år siden. Jeg er i min bedste alder, har søgt og fået mit drømmejob som lærer på den nyoprettede Gødvad Efterskole, der åbner september 1981. Efter to år i jobbet har jeg været nødt til at sige det op. Jobbet slider mig mere ned, end det bygger mig op. Nu ringer jeg til Anne Marie (Mie), min nærmeste lillesøster. Hun er godt i gang med sine studier i religion og nordisk litteratur ved Aarhus Universitet. Hun siger ja til at besøge os, mig og min familie, som omfatter to mindreårige børn og min ægtefælle Marit, i Silkeborg en søndag ved frokosttid.

Vi gennemgår mine fagbøger fra min socialpædagogiske uddannelse ved Diakonhøjskolen i Aarhus fra 1977. Af stor interesse for mig er kirkehistorie, dogmatik, etik- og religionsfilosofi samt Det Gamle og Det Nye Testamente. For at starte på teologi ved Aarhus Universitet, som er mit højeste ønske, mangler jeg sprogene engelsk og tysk. Hvis jeg vil videre i den retning, som jeg ønsker, skal jeg have mere end et AOF-kursus i tysk, samt engelsk til og med 7. klasse fra skolen i Isenvad i 1964.

Jeg har to år til at komme på gymnasieniveau i engelsk og tysk. Jeg går i gang, og det går rigtig godt. Efter de to år bliver jeg immatrikuleret ved Aarhus Universitet på teologi med studiestart fra den 1. september 1985. Det kniber lidt med at få økonomien til at hænge sammen i den lille familie, hvor der nu er kommet endnu et barn. Jeg melder mig fra på universitetet for et år, hvor jeg i stedet er årsvikar på en skole i Silkeborg. Det gør ondt, nu hvor jeg netop er kommet ind på drømmestudiet. Mit studiekort nummer 851311 er klar med mig igen som studerende på teologi, med studiestart fra september 1986. Jeg har søgt optagelse igen året efter, og det er lykkedes.

Nu er Mie blevet studievejleder ved teologistudiet, samtidig med at hun gør sine egne studier færdige. Vort tætte samarbejde er fantastisk. Jeg har allerede nu bestået flere fag. Men pludselig er der kommet noget på tværs. Mie har fået bøvl med sine knæ. De vil ikke bære hende, og samtidig er beskederne fra hjernen til knæene ikke i overensstemmelse på en måde, som de skal være under normale omstændigheder.

Mie kommer til udredning på Kommunehospitalet og er indlagt ad flere omgange. Men hendes hjælp til mig med det græske, som vi begge er enige om ikke lader sig tilegne uden store sværdslag, bliver ikke mindre. Det svenske lærebogssystem, som Mie brugte og bestod med, er nu udskiftet med ”Reading Greek”-læresystemet, som er på engelsk. Jeg har ellers gavmildt på forhånd ladet mig hendes lærebøger og noter glide i hænde. Nu må jeg lære græsk med engelske lærebøger, og jeg klarer det med hjælpen fra min søster. Latinen bliver bestået efter tre semestre.

Men nemmere er det sandt at sige ikke blevet for Mie. De mange undersøgelser i forbindelse med hendes udredning, har nu resulteret i længere indlæggelser. Mie får konstateret en cancer på hjernestammen, som ikke kan opereres. Jeg møder nu ind på afdelingen hen på formiddagen, når latin- og græsktimerne på universitetet er overstået. Her sidder vi så i det hvide miljø på neurologisk afdeling på alle hverdagsformiddagene og terper og indlærer græske verber, kasus, og om det skal være i første eller anden aorist. Mie giver mig masser af hjemmearbejde for. Når jeg den følgende dag kommer tilbage med min lærte lektie, gennemgår vi spørgsmålene og svarene sammen. Senere på dagen vender jeg igen hjem til familien i Silkeborg og kommer vel brugt og træt hjem, men altid opladt for det store i og ved livet.

Nu, hvor to år er gået, bliver Mies tilstand forbedret en smule. Vi afslutter det græske efter fire semestre og enes om at udsætte det hebraiske for en tid. Mies engagement bliver vendt mod hendes pædagogikum, som er den sidste nødvendige del af hendes studier, så hun kan søge en bred vifte af jobs inden for hendes fagområde på gymnasier og lignende. Jeg får job på Rudolf Steiner Skolen i Silkeborg for at tjene penge til hus og familie, samtidig med at jeg kan have teologistudierne sideløbende med mit nye job. Mie får sit pædagogikum gjort færdig i løbet af sommeren 1989.

I sensommeren 1989 vender hendes hjernetumor mangefold tilbage. Men hun lader sig ikke slå ud, som det ellers ville være naturligt i hendes særligt svære livssituation. Vi taler ikke om uretfærdig sygdom, medlidenhed eller aktiv dødshjælp. Mie gør som lærken i den dejlige forårssang: ”Velkommen, lærkelil!”. Går den lige vej fra jord til himmel. Jeg besøger min kære søster på Kommunehospitalet først i december måned. Nu er det langtfra kun knæene, som hjernen giver de forkerte beskeder. Når Mie spiser, kommer maden ofte det helt forkerte sted hen. Jeg får hendes hjælp i svaret: ”Nu er det sådan, det er.”

Mies julebreve er ikke blevet skrevet og afsendt i år, hvilket har sine grunde. Jeg ringer til hende juledag for at ønske glædelig jul. Benedict tager telefonen, og jeg spørger til, hvordan det går med Mie. ”Ved du ikke det, Knud?”. Jeg får den ultimative besked: ”Mie, hun dør snart.” Hun ligger på Kommunehospitalet igen. Få timer senere ankommer jeg til hospitalsstuen. Med til besøget har jeg taget bogen, ”Orm og Tyr” af Martin A. Hansen. En bog, som Mie og jeg betragter som vores fælles gods.

Jeg sætter mig ved Mies hovedgærde og læser i ”Orm og Tyr”. Hun spørger til, hvad jeg læser? Hvortil jeg svarer: ”Orm og Tyr”. Hendes spørgsmål er svagt, men hørbart: ”Kan du så ikke læse højt?”. Mie er bragt til landet mellem liv og død på vores fælles jord, men giver mig også her den største hjælp. Jeg læser højt.

Da jeg denne aften sent kører mod Silkeborg, holder jeg ind ved Dallerup Kirke. Denne næsten et tusind år gamle bygning midt i landskabet mellem Aarhus og Silkeborg, indgyder mig tryghed. Vi har bevæget os bort fra ofringerne til mosen. Men med Martin A. Hansens digtning gennem ”Orm og Tyr” har jeg fået indblik i og forståelse for menneskets særstilling på vor jord. Her er der tankestof nok til et helt liv. Denne jord siger Mie farvel til dagen efter hen på eftermiddagen, 35 år gammel. Min kære søster har valgt anden juledag, Sankt Stefans dag, martyrernes dag. Det synes jeg er et smukt symbolsk valg. Og hertil ved bisættelsen i Isenvad Kirke få dage senere ”Svantes Svanesang”:

”Timerne føles så korte. Ingenting varer ved. Mor jer nu godt, når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed. Bag mig er misbrugte dage. Foran mig noget, jeg ikke ved. I, som skal blive tilbage, jeg ønsker jer sange og kærlighed. Jeg rejser uden eskorte og uden bitterhed. Mor jer nu godt, når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed – mor jer nu godt, når jeg er borte, jeg ønsker jer sange og kærlighed.”

Tak for hjælpen, Mie.