I 1910 blev den Internationale Kvindedag - som vi fejrer i dag - stiftet i Danmarks hovedstad. Det skal vi leve op til! Men der skal mere end hundrede år til at opnå lighed mellem kønnene.
Når samtalen falder på ligestilling, er det som om, at tonen bliver mere skinger og stemningen mere anstrengt, end når man taler om dankortgebyr og kommunalreformer. Men hvorfor er det, at vi ikke kan læne os tilbage og diskutere civiliseret?
Ligestilling har længe været et tabu. Selv om 1970'er-feminismen har været afgørende for en positiv udvikling inden for ligestilling, er den især i 1990'erne blevet latterliggjort. Det er ikke lykkedes at forny feminismen, og derfor vrænger mange i dag af den og forbinder den med mandehad, bh-brænding og hår under armene. Det er usexet og hysterisk, og hvilken kvinde vil have sådan en betegnelse hængende over hovedet? Derudover har der hersket den opfattelse, at ligestilling, det har vi altså fået for længst her i Danmark, for sådan ser det ud på overfladen.
Det andet problem ved at diskutere ligestilling er, at de mennesker, der sidder og samtaler, i det øjeblik ligestilling bliver bragt på bane, bliver delt op i to lejre: mændene mod kvinderne. Der bliver trukket en usynlig streg mellem kønnene, som springer ned i hver deres skyttegrav og fyrer bitre verbale skud-salver af.
Ligestilling er jo et af de få emner, der involverer os direkte. I kraft af vores køn er vi pr. automatik selv det emne, som vi diskuterer. Derfor bliver debatten i værste tilfælde ufrugtbar, for vi har svært ved at lægge den personlige indignation på hylden. Vi føler os enten pinagtigt ramt eller mener, at det ikke angår vores eget liv.
Heldigvis er ligestillingsdebatten blevet rykket ind i et mere nøgternt rum i og med, at man i medierne tager principielt fat om ligestilling. Og det gør man, fordi der er en fornyet interesse for ligestilling! Den ligger og ulmer, vreden over uretfærdigheden i, at ens køn skal betyde så meget for, hvilke muligheder man har, og hvordan man behandles. Oftere ser man i medierne en ligestillingsvinkel lagt ned over forskellige emner, og det indikerer, at feminisme igen er ved at blive accepteret. Her er det vigtigt, at en opinionsdanner som Mogens Lykketoft tør gå ud i valgkampen og profilere sig som feminist.
Interessen for ligestilling er faktisk ved at blive så stor, at man måske kan tale om en nyfeministisk bølge? Og der er brug for denne opmærksomhed, for ligestilling er fraværende alt for mange steder. Helt konkret ses det f.eks. ved det absurde faktum, at kvinder på alle arbejdsområder får en mindre løn end deres mandlige kolleger, selv om de udfører det samme arbejde.
Kvinder får gennemsnitligt 89 procent af, hvad mænd får. Det svarer til, at kvinder går glip af 2,8 millioner kr. af et livs samlet lønindkomst! Derudover rammer kvinder ofte et "glasloft" i deres karriere, hvor de ikke kan avancere yderligere. Jo længere man kommer mod toppen, jo færre kvinder er der, f.eks. er kun omkring 20 procent af forskere kvinder, sølle syv procent af professorerne er kvinder og forsvindende fire procent af toplederne i det private erhvervsliv er kvinder.
Nogle af årsagerne til, at det forholder sådan, kan være, at kvinderne stadigvæk har det overordnede ansvar for familiens trivsel, at "Rip, Rap og Rup-effekten" – altså at mandlige chefer eller bestyrelsesmedlemmer overvejende vælger andre mænd – hersker, og endelig kan det skyldes, at vi stadigvæk har en dybt indgroet tro på, at de bedste ledere er mænd (selv om flere undersøgelser faktisk påviser, at det modsatte er tilfældet).
At mænd i århundreder har rangeret højest er den mest diffuse årsag. Det er den, der peger på kompleksiteten i ligestillingen. Her kan man ikke henvise til statistikker, men må se mere overordnet på, hvilke forskellige forventninger, der er til de to køn.
En dybere redegørelse af disse mekanismer er for omfattende til denne kronik, blot vil jeg påpege, at histories lange tradition for mandlig dominans i samfundet stadigvæk sidder dybt i os. For eksempel er det ikke uproblematisk for kvinder at markere sig ved at tale længe og selvsikkert i en forsamling. Ofte må hun "spæde det hårde udtryk op" ved at klæde sig ultrafeminint, tillægge sig en usikker attitude og i øvrigt være sød og udglattende. Ellers bliver hun opfattet som værende maskulin. Det kan altså blive vanskeligt for en kvindelig identitet at balancere mellem det, som traditionelt opfattes som kvindeligt og det, der opfattes som mandligt.
Et eksempel på kvindeundertrykkelse er dyrkelsen af kvinden som sexobjekt. Dette er ikke en ny betragtning, men det er vigtigt at være opmærksom på det, for det undergraver kvindens autoritet og lærer hende at være konstant utilfreds med sin krop: For tiden lancerer TV 3 et nyt program (men et gammelt koncept) der hedder "Top Model". Det gøres ved at opsætte mange, store plakater i det offentlige rum med et billede af ni afklædte modeller, der står ved siden af hinanden og viser deres tynde, veltrimmede kroppe frem, mens de poserer på forskellige måder, tager på hinanden og stirrer mut ud på beskueren.
Programmet er en konkurrence, der skal finde den "smukkeste pige med evner og talent til at blive topmodel"(citat fra TV 3's hjemmeside). Dette eksempel er blot ét blandt mange, der bidrager til, at kvinder lærer at opfatte deres krop som en personlig værdi.
Dette understreges oven i købet, når det åbenbart kræver "evner og talent" at sælge sin krop visuelt. Denne kobling mellem ydre skønhed og personlighed er farlig, da den opstiller et urimeligt krav om, at man først og fremmest skal være smuk, lækker og attråværdig for manden. Så kan man bagefter tilegne sig indre menneskelige værdier.
Ser man samfundet med en feministisk optik, er eksemplerne talrige: Kulturministeren præsenterer en litterær kanon, hvor kun en ud af 14 forfattere er kvinde, selv om der er mange kvalificerede kandidater, eller man kan se på, hvordan der fokuseres på kvindelige politikeres udseende og familieforhold.
Ligestilling er naturligvis meget mere end disse eksempler. Det handler også om, at kvinder – og ikke mindst mænd – skal have lov til at vælge at bruge meget tid på deres børn, hvis det er det, de vil. Det handler om, at der skal ydes en reel indsats for at hjælpe de mange kvinder, der er udsat for vold, og for at afskaffe handelen med udenlandske kvinder, som skal henslæbe en slavelignende tilværelse som prostituerede. Der skal udsendes klare signaler om, at sexchikane og voldtægt på ingen måde accepteres eller undskyldes i form ad langt højere straffe samt psykologisk behandling af både offer og voldsmand.
Men når vi i dag igen tør diskutere ligestilling, bevæger vi os i den rigtige retning. Det er bare uhyre vigtigt, at det ikke blot bliver en forbigående trend, men at det faktisk fører konkrete tiltag med sig. Politisk må man sætte ind for at sikre ligestilling på et overordnet plan. Ligestillingsministeren skal have større indflydelse inden for de andre ministeriers lovgivning. Og så må vi hver især tage ansvar. Ved f.eks. at komplimentere vores søster/hustrus/-venindes/datters intelligens og humor i stedet for de nye stiletter eller den vellykkede slankekur. Ved at tilbyde vores hjælp til en, der er udsat for vold. Ved at bakke op om de fædre, der tager deres naturlige del af barselsorlov og barnets sygedage. Og som leder kan man sørge for, at ens ansatte får den samme løn for det samme arbejde.
Endelig ville det være dejligt, hvis også mændene viste generøsitet ved at engagere sig i kampen for ligestilling!
Ida Blinkenberg Lidell er
litteraturvidenskabsstuderende