Lille menneske hvad nu?

Det er en af vinterens milde dage. Vandpytterne luller blanke hen over vintergrønne marker. Foran ligger et moderne provinssygehus. Selv ligger jeg på husets hjerteafdeling. Aftenen bringer en storm af akutte indlæggelser. Mine egne hjerteproblemer synes små i sammenligning med andres. Indtil jeg opdager, at mange er ældre mennesker, der ikke tør være alene hjemme fra fredag til mandag. Ud på natten lukkes for tilgangen af medicinske patienter. Presset skyldes eftervirkninger af influenza, siges det. Jeg er ikke ved at dø. I hvert fald ikke lige nu, men er under overvågning via computer om halsen og skærm på kontoret, buret, som det kaldes på grund af glasruderne. Alle, der ikke er i akut fare for at dø, flyttes ud og rundt på gangen. En ligger ud for kontoret på geriatrisk afdeling. Det er samtidig stedet, hvor der deles mad ud ved den fælles spisestue. To ligger i krogene i spisestuen. En i krogen ved gangens første toilet. To i hjørnerne ved udgangen, hvilket er en ønskeplads i forhold til de fem på stribe under gangvinduerne, eller de ni på gangen i geriatrisk afdeling. Jeg er en af de fem på stribe ud for hjerteafdelingens kontorbur. Vi er tre mænd og to kvinder, der ikke er i akut fare. Da de høje forhængsskærme er sluppet op, må et par af os nøjes med de lavere. Noget lavere. Loftbelysningen stikker os i hovedet, og trafikken af raslende køretøjer, borde og senge, ængstelige pårørende og personale i løb er uudholdelig. Vagtskiftet tillader kun to vagter på afdelingen foruden portører, læger og laboranter (undskyld, bioanalytikere) mellem hinanden. Kort før midnat slukkes el-pærerne i loftet. Kort efter bliver nærmeste mand dårlig. Alarmen er gået, og patienten skiftes ud med en mindre syg fra en af stuerne. Som følge af åndenød har jeg sat mig i en stol, som en barmhjertig sygehjælper (undskyld, social- og sundhedsassistent) har anbragt ved hovedgærdet. Kvinden i krogen ved toilettet rykkes længere ned ad gangen, mens en anden indtager hendes plads højst tre meter fra min seng. Den nye patient er gammel. Hun har smerter og er ikke sig selv, vil ikke blive liggende. Rejser sig, så katetret rives ud, og kalder en tililende sygeplejerske ond. Råber og skælder ud over at være spærret inde. Resten drukner i eder, snøvl og hiven efter vejret, hvilket ikke hindrer hende i at fortsætte sin jamren. Den højrøstede stønnen bølger over hendes eget og gangpatienternes arme hoveder natten igennem. Sygeplejersken tilbyder mig te eller kaffe. Hvorfra hun får stunder til det, ved jeg ikke, men der står en fyldt kop ved min side til langt ud på de små timer, og min taknemmelighed kender ingen grænser. Sygehjælperen søger med mellemrum at berolige den klagende, men uden held. Jeg har medlidenhed med os alle sammen. Vi er dømt til et søvnløshedens støjhelvede, og larmen stilner ikke af før ved sekstiden. Morgenmaden for de oppegående er selvbetjening. Vi spiser ved borde, kantet med afskærmede, sengeliggende patienter. Da jeg vender tilbage, sidder den jamrende kvinde, som nogle har døbt støjsenderen, med begge ben stikkende ud gennem sengehesten, hvad der ellers forkommer umuligt. Dagpersonalet anbringer hende resolut i en kørestol og triller hende op i spisestuen. Jeg trækker den trefløjede skærm så tæt på sengen som muligt og falder i søvn, men vågner straks ved en sær fnisen over mit hoved. Tre grinende fede mandefjæs puster deres tobaksånde ned over mit ansigt. Idet jeg farer op, sanser jeg deres udstoppede skuldre, motorjakkerne samt en svag puslen under hovedgærdet. Jeg har med andre ord fået besøg og famler efter klokken for at tilkalde hjælp. Den findes ikke. Derimod står to fnisende piger ved hovedgærdet, mens en ældre, pjusket kvinde iført hospitalstøj og purpurfarvet housecoat er ved at undersøge min taske. »Nå, er det din?« siger hun og lyner til igen, hvorefter selskabet forsvinder. Som en sidste hilsen svinger en af de tre rockertyper skærmen ud fra sengen. Så er det nok. Jeg står op, tager mine lange bukser på og meddeler kontoret, at jeg vil udskrives. Hellere dø hjemme blandt mine kære end her, prisgivet tilfældige besøgende fra gadens parlament. Jeg møder megen forståelse, men bliver bedt om at vente til stuegangen. I mellemtiden er min mand kommet på besøg. Sammen forelægger vi problemet for den tjenstgørende læge. Han siger, jeg risikerer at falde om derhjemme. Men for mig er det ingenting i sammenligning med at være prisgivet på en hospitalsgang. Enden på det bliver, at jeg får lovning på første ledige stueplads, men ikke noget om hvornår. Da min mand erklærer, at han vil blive siddende lige så længe, bestemmer jeg mig også for at blive. Sidst på eftermiddagen får vi besøg af en søn. Mens vi sidder i opholdsstuen, tramper førnævnte familie forbi på vej til rygerummet. Undervejs basker de døren op på vid gab og skruer op for lyden på tv, så ingen kan være i tvivl om, hvem der bestemmer. Personalet? Jamen, hjertediagrammerne i buret afslører hverken rockere eller mistænkelige besøgende eller jagede patienter. Samme eftermiddag, og efter et døgn på gangen, bliver min seng flyttet ind på en stue. Patienter sendes hjem, og gangen tømmes for en stund. Skyldes disse oplevelser så besparelser alene? I patienternes øjne er afdelingen underbemandet. Vi får at vide, at vi selv skal indstille den tunge, gammeldags seng. Vi skal rede den og hjælpe andre med at gøre det samme. Men der er meget mere at finde ud af. Min stuekammerat og jeg tørrer skiftevis op efter herren, der tisser udenfor på det fælles toilet. To nætter i træk lægger vi papirhåndklæder rundt om toiletkummen, så vi og en seks-otte andre brugere ikke kommer til at træde i søen. Personalet har kun det ene råd, at vi benytter et fjernere liggende toilet. Ingen taler om bakterier. En svagtseende, ældre kvinde med gult handicap-badge får at vide, at hun selv kan finde sin mad. Det bliver til en ejendommelig bunke snask af brød og pålæg på en bakke uden tallerken og bestik. Hun kan ikke skelne tingene fra hinanden. Da hun også er diabetiker, skal hun kunne læse på drikkevarerne i køleskabet, om hun kan tåle indholdet eller ej. Naturligvis hjælper vi hende, de af os, der vil og kan på dage, hvor vi ikke selv må holde sengen. Men hvorfor skal en handicappet bede tilfældige medpatienter om den hjælp, der burde være en selvfølge fra personalets side? I dette spil er en beskeden og stilfærdig person på forhånd dømt som taberen. Som på enhver anden arbejdsplads er der forskel i måden, hvorpå der bliver givet informationer. Nogle formulerer sig både tillidsvækkende og præcist. Andre roder slemt i det. Atter andre glemmer helt at informere. Men når der trækkes i personalet fra mange sider på én gang, vil der altid være en undskyldning. Det hjælper bare ikke patienterne. Man fristes til at spørge, om overlæger og højere embedsmænd er så vattede, at de ikke tør stemme fødderne i og tale de bevilgende myndigheder imod? At anbringe patienter på et trafikeret gangareal er det samme som at tilbyde dem en forringet livskvalitet og sinke deres helbredelse. Men dette er vilkårene på flere af landets moderne eller moderniserede hospitaler. Et par dages frostvejr ender i en måneklar nat. Men kort før daggry invaderes himmel og jord af en serie tottede skyer, der bringer sne og fygning. Næste aften har jeg ikke tid til at kigge på vejret. Min egen alarm er gået i gang og giver både vagtlæge og personale rigeligt at bestille. Nu fungerer alting perfekt. Jeg modtager den behandling og omsorg, der skal til, og mere end det. Men bagefter spekulerer jeg på, hvordan det ville være gået, hvis flere end jeg var dejset om i samme tidsrum? En senildement har i mellemtiden indtaget enestuen ved siden af vores to-sengsstue. I to nætter trasker han efter toiletbesøg på slæbende fødder ind til os og vækker min medpatient ved vinduet. Hun nævner det over for personalet, og mere sker der ikke. Tredje nat vågner jeg ved en ulidelig stank. Nu står manden og vifter mig i ansigtet med sit lem, hvorfra der hænger et stykke toiletpapir. Jeg ringer på nattevagten, mens han forskrækket ved mit udråb sjokker ud igen. Jeg skynder mig at holde hovedet under vandhanen, men lugten hænger i stuen længe efter. Sygeplejersken hjælper mig med at se, om han har tisset på gulvet eller på mig. Så må hun videre til en anden. Da alt er roligt, vasker jeg sengen af med metervis af papirhåndklæder. Det er både til at le og græde over, siger jeg som svar på dagvagtens spørgsmål. Hun håber, jeg kan se humoristisk på det. Hvad jeg udmærket kan, men det er med en vedblivende stank af humor. Arme mand, tænker jeg, som ingen har tid til at vaske eller tage sig af. Med fremtidens mange gamle må der vel kunne blive en afdeling også for de demente. Eller er det ren fantasi? I løbet af de knap 14 dage, jeg tilbringer på sygehuset, er gangen skiftevis overfyldt eller blot besat med en enkelt seng. De, der ligger derude, beklager sig over visse nætter med højlydt snak og latter fra overvågningsrummet. Der er ikke noget at sige til, at personalet i stille stunder slapper af. Men de kunne vel have lukket døren, så gangpatienter ikke skulle risikere at høre både deres egne og medpatienters navne i forbindelse med vittigheder i den interne rapport. Mod slutningen af opholdet overføres jeg til et gammelt hospital i København. Her er lige så mange nullermænd, som hvor jeg kom fra, og man skal stå på skammel for at komme i seng. Men det gamle hospital har én fordel frem for de moderne sygehuse. Der er ikke plads til liggende patienter på den smalle gang. Efter at være blevet udskrevet, kan jeg ikke andet end konkludere, at hvor et beundringsværdigt personale slås for at give patienterne menneskelige vilkår, bliver bestræbelserne alt for ofte ødelagt ved underbemanding og besparelser som på rengøringen. Det er penge kontra mennesker. Men dette er ikke fejlen alene. Det lader til, at også begreber som omsorg, samtale uden eder og forbandelser, kommunikationen personalet imellem og mellem personale og patienter er på vej til at blive en by i Sibirien. Begrebet kald er forsvundet. Men så dannelse da? Hvad med et kursus i almen viden og dannelse fra højest til lavest lønnede i systemet... n forfatter