Litteraturkritikeren er en omdebatteret person i den nyere tids litterære debat. Forfatteren Ib Michael har lovet en litteraturkritiker tørre tæsk for nylig. Det fik hele kritikerstanden til at stå sammen.
Nu kunne man være fælles om at være forargede over den slemme forfatter, nu var litteraturkritikerne endelig syndebukke, og det var måske også lidt synd for dem, at de sådan skulle have tørre tæsk. Det havde litteraturkritikerne trods alt ikke fortjent, selvom de nok kan have mangen en forfatters dårlige nattesøvn på samvittigheden. Nu var litteraturkritikerne endelig uskyldige får og forfatteren en sindsforvirret ulv.
LÆS OGSÅ: Favnende forfatter og litteraturkender
Men hvem er de egentlig disse litteraturkritikere, og hvordan tegne et portræt af ham eller hende? Den mest gængse opfattelse er naturligvis, at litteraturkritikeren er en tarvelig figur, der snylter på forfatteren og ikke selv kan skrive skønlitterært, og som derfor sekundært må ty til at skrive om dem, der kan skrive skønlitterært.
Litteraturkritikeren er en mislykket forfatter, der har flere halv- eller helfærdige, dårlige romaner eller digte i skrivebordsskuffen. Og det kan også i flere tilfælde være sandt, men et kritisk potentiale er vel noget helt andet end et produktivt potentiale? Litteraturkritikerens særlige evne er at adskille, læse ting i stumper og stykker, mens forfatterens særlige evne er at samle, se sammenhænge, få en ny verden til at opstå af ingenting. Litteraturkritikeren bruger mest sin dømmekraft, mens forfatteren mest bruger sin forestillingskraft.
Det er naturligvis forfatteren, som har hovedrollen på den litterære scene, og den skal og kan man ikke sådan tage fra hende, hun er centrum, og uden hende ingen litteratur og dermed litteraturkritik, selvom noget litteraturkritik også har store litterære kvaliteter i sig selv.
Litteraturkritikeren er udkanten, ligesom når man skal høre på provinsens evindelige kritik af hovedstaden, men hovedstaden forbliver dog primus motor i landet. Det hænder selvfølgelig, at udkanten har et særligt vækstlag, og litteraturkritikeren og forfatteren kan eksistere i en og samme person. Nogle litteraturkritikere har endda tilegnet sig så stor ordbrillans, at de næsten bliver forfattere bare af den grund.
DEN HOVEDROLLE, som forfatteren har på litteraturens scene, kopierer litteraturkritikeren, han vil også være centrum, puster sig op, han taler gennem forfatteren, stiller sig an på samme måde, måske dog med ulidelig ironisk afstandtagen. Han springer på forfatterens lokomotiv, råber, at det kører den forkerte vej, måske for stærkt eller for langsomt, men han får ofte sine fine ord gennem forfatteren, og ubekymret priser han sig af de lånte fjer.
Kritikeren er en kopist, en personage, der ikke frembringer noget selv, men som lever af at bedømme andres bedrifter, som mange vil sige.
Omvendt kan man også se litteraturkritikeren udstykke rammerne for fremtidens litteratur. Han fanger tidsånden med klare og koncise begreber, som forfatterne lytter til og efter hvis vision de udkaster deres litterære projekter.
Litteraturkritikeren er en slags dommer, der udtaler sin dom over forfatterne og tiden. Nogle vil ofte mene uden baggrund for hvad har han skrevet selv? Måske ikke andet end sine litterære domme i aviser og tidsskrifter eller måske i en afhandling eller to.
Og hvor dommerstanden er garanten for samfundets sammenhæng og beståen, så er kritikerstanden næsten det modsatte. Kritikeren er nærmere en forbryder i position og karakter, der stjæler med arme og ben fra de originale forfattere.
Han er ligeglad med sociale forhindringer og hierarkier, som begrænser almindeligt velanstændige mennesker i den almindelige virkelighed. Han kan også være en ubekymret kritiker af vores samfund med dets velordnede skoler, domstole og institutioner. Han kan være fuldstændig skamløs. Han er en slags anti-helt, som finder en slags lyst ved litteraturkritikken, det negative og det omvæltende.
Kulturlivet og samfundet kan frygte denne potentielle vaneforbryder, ikke mindst fordi han har skjult sig vel bag sine bøger, hvorfra han kort og fyndigt kommer med sine potentielt farlige og måske omvæltende kritikpunkter. Forfatteren kan man nemmere have med at gøre og dermed dømme, for hun er en nogenlunde tydelig figur, som man kan tillægge et originalt standpunkt og ophavretten til et værk.
Ikke uden grund har forfatterne og litteraturkritikerne i litteraturhistorien ofte været i krig med hinanden. Og den moderne litteraturkritiker har flere gange bekendtgjort, at forfatteren er død. Det er ligegyldigt, hvem der har skrevet bogen, for den skal læses for det, som den er i sig selv, siger han. Der er ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem en litterær bog og en forfatters person. Glem forfatteren.
Men det er dog ikke helt lykkedes litteraturkritikeren med sit veltilrettelagte spin om forfatterens død at få udskrevet forfatteren fra litteraturens velrenommerede institutioner, hun er der stadig og er nødvendig for litteraturens eksistens. Og litteraturkritikeren selv er mestendels stadig i en underordnet og afhængig position i forhold til forfatteren.
DET FORHINDRER dog ikke litteraturkritikeren i at være en beregnende personage, for han har samtidig sikret sig, at han er blevet en af samfundets grundsten. Man kan gyse længe over, hvordan det dog kunne lykkes personer at gøre litteraturkritik til en moralsk retfærdig og prisværdig beskæftigelse? Men litteraturkritikeren har virkelig en forunderlig og misundelsesværdig evne til at gøre det umoralske moralsk, det ubrugelig brugbart, det dadelværdige indsigtsfuldt, det negative positivt eller omvendt. Alt dette tjener samtidig uforbeholdent til hans egen mere og mere befæstede position som en person med stor indsigt og med førsterangs kendskab til livets og virkelighedens beskaffenhed.
Litteraturkritikeren er således på alle måder en problematisk person, som man aldrig kommer helt tæt på, for hvem skjuler sig bag de læsende øjne? Vi kan naturligvis prøve at psykoanalysere litteraturkritikerens personlighed, men også det kan være svært, selvom det kan synes overordentlig tydeligt for os, hvad der er galt med ham. Han er indbegrebet af den selvsmagende, selvoptagede og narcissistiske personlighed, hvormed han går til alle værker.
Litteraturkritikkens form og indhold afspejler samtidig litteraturkritikerens personlighed. Han bruger sin personlighed i sin litterære kritik.
Ib Michael sagde i sin kritik af litteraturkritikerne, at de altid promoverede sig selv og deres egne litterære kæpheste og han har ret! Men omvendt er der også noget mærkeligt selvudslettende over litteraturkritikeren, idet den interesse for det litterære værk, som han ønsker at bringe videre, på en paradoksal måde gør, at litteraturkritikeren hele tiden får sin personlighed ophævet han forsvinder i værket.
Efter mange års læsning begynder forskellige værker at flette sig ind i hinanden og blande sig med hinanden i litteraturkritikerens bevidsthed. Litteraturkritikeren bliver kun et medium, den bevidsthed, hvori værkerne mødes og udveksler deres forskellige verdenssyn, og hvor den litterære kvalitet bliver rangordnet næsten objektivt.
Man kan tænke på litteraturkritikeren som en ko. Han går ude på marken og venter altid på nyt grønt græs. Sådan går han til alle værker, drøvtygger, spytter ordene op igen og igen, sammenblander det med, hvad han tidligere har læst og indtaget af forskelligt tekstligt græs.
Litteraturkritikeren er også en hellig ko, men mest forstået som et skældsord. Smagsdommere og hellige køer er udtryk for den samme holdning til kritikerstanden. Kunstens hellige status i dag har gjort litteraturkritikerne til nogle hellige køer. De er ikke til at holde ud, men umulige at slagte uden hele kulturens sammenbrud.
Peter Graarup Westergaard er mag.art. i litteraturhistorie