JEG ER 64 ÅR OG EFTERLØNNER efter et langt og godt liv som pædagog, de sidste 31 år i vuggestue. Tro mig, arbejdet kan sagtens være lykkeligt, selvom man er en mand. Jeg gik på efterløn i november 2016 og havde ikke svært ved at vænne mig til dette. Jeg gik lange ture, læste en masse, vinterbadede tre gange ugentligt og brugte lidt tid som frivillig i en genbrugsbutik og den lokale kirke.
Alt i alt det, jeg havde set frem til at skulle gøre, indtil Jette, min kære, også ville trække sig tilbage fra sit spændende arbejde som familieterapeut.
I løbet af sommeren 2017 havde jeg tilbagevendende vandladningsproblemer, og så sidst i august gik jeg til læge. Lægen syntes, at jeg skulle have undersøgt min prostata, og det blev der så sat gang i.
Ultralyd, biopsier, knoglescanning og CT-scanning. Så faldt dommen: Jeg har kræft – sådan rigtigt for alvor. Vi kom ind til en lægesamtale. Til stede var en læge, en sygeplejerske samt en sygeplejeelev. Lægen fortalte, at der var kræft i prostata med spredning til lymfer og knogler. Det kan ikke helbredes, det dør man af, men det kan forhales, forhåbentlig i årevis. Så bliver man tør i munden, skal jeg huske at sige. Bagefter tog sygeplejersken over og fortalte de samme ting en gang til, men måske med lidt mere empati. Imens fik eleven så lov til at stikke mig et par gange for at få neutraliseret min testosteronproduktion. Meget elegant blev jeg kastreret med en indsprøjtning i mit rigelige maveskind. Denne behandling skal så gentages hvert halve år – heldigt, at den del af livet trods alt ikke længere er helt så vigtig som tidligere.
Dommen var klar: Jeg skal dø – og nok ikke af alderdom. Der var jo ikke nogen, der havde sagt, at det skulle være lige med det samme, men det havde vi ikke hørt. Verden faldt sammen, selvom det var underligt rart at få sat navn på uvisheden, der voksede i tiden fra undersøgelserne frem mod lægesamtalen.
STEMNINGEN i det lille hjem var selvsagt noget påvirket. Meget fik vi grædt, sammen og skiftevis, helst ikke for meget alene. Vrede, frygt og håbløshed. Hvorfor skulle det lige ramme her og nu? Som om det ikke var nok, at jeg i 2005 var blevet behandlet for testikelkræft. Én gang var vel nok, og lige om lidt skulle vi nyde vores otium, som det jo hedder. Vores børn blev selvfølgelig også ramt og børnebørnene. Kræft er som så meget andet ikke personligt, men rammer også alle dem, der er udenom.
Noget af det, der var sværest, var at passe på sine kære, Jette især, men også børn og børnebørn, som jo også var skræmte og bange. Det er svært at være ærlig omkring sine egne reaktioner og så samtidig prøve at undgå at videregive sin afmagt og frygt til den anden, som jo også har sit at kæmpe med – det kræver øvelse at leve med de store følelser uden at blive opslugt. Når det er sagt, er det vigtigt lige at få med, at vi selvfølgelig var og er nødt til at forholde os til den virkelighed, der ligger forude, selvom det var rarest et lade den ligge, til den selv kommer frem. Jette vil gøre alt for at hjælpe og beskytte mig, men er jo selvfølgelig i en knusende klemme – hun kan se frem til at sidde hjælpeløs ved siden af, når kræften ikke længere er medgørlig, og alene tilbage, når jeg ikke er mere. Hende er jeg ikke misundelig på. Den udsigt burde ingen skulle bære, men det er jo desværre et vilkår, der kan ramme os alle. Når man elsker, risikerer man at miste. Heldigvis stoler jeg på vores børn. De skal nok være der, når tiden kommer, men de kan jo kun støtte.
FRA FØRSTE FÆRD VALGTE VI at lægge alt frem, der skulle ikke danses om den varme grød. Så ville folk bare gå rundt med ubehagelige fantasier, og det er ingen tjent med. Det er også meget lettere, at dem, du er sammen med, ved besked, så kan det bedre lade sig gøre at tale om noget andet. Jeg valgte også at oprette en mailgruppe, så vigtige personer kunne holdes opdateret med mit forløb. Det var på en måde også en slags selvterapi. Hvem, der var vigtig, var mit diktat, ingen blev spurgt på forhånd.
Jeg fik så seks kemobehandlinger med tre ugers interval. Det gik rimelig smertefrit, jeg havde forholdsvis milde bivirkninger. Ja, jeg måtte jo lige en tur på hospitalet efter første gang. Mit immunforsvar gik helt ned, og de ellers meget venlige folk på sygehuset gjorde et stort nummer ud af at overbevise mig om, at jeg var livstruet – meget sært, når jeg jo egentlig følte mig rimeligt tilpas, men hvor blev jeg forskrækket.
Jeg slap med en enkelt overnatning på hospitalet, så fik jeg en medicinpumpe med kraftigt antibiotikum og en nål i armen og kunne tage hjem. I otte dage måtte jeg så møde op til blodprøve, lægesamtale og pumpeskift, ikke vældigt sjovt, men dog bedre end at være indlagt, og alle, jeg kom i berøring med, var fantastisk flinke.
Undervejs var jeg et par gange hos Kræftens Bekæmpelses rådgivning, hvor jeg snakkede med en rigtig sød og dygtig ung dame. Der sker jo meget inde i hovedet, når man får en så vidtgående diagnose, og hun hjalp mig med at rydde op i alt dette rod.
EFTER KEMOEN GIK DET OP FOR MIG, at jeg nok alligevel havde mistet andet end min kropsbehåring, men jeg kom dog rimelig hurtigt i god fysisk form igen. Efter sådan en oplevelse, hvor bunden har været faretruende nær, er livet jo så anderledes, pludselig ikke længere selvfølgeligt. Dermed er det tvingende nødvendigt at gøre op med sig selv, om der er noget vigtigt, man har overset.
Jette og jeg har været sammen, siden vi var henholdsvis 19 og 18 år, og nu skulle vores kærlighed stå sin prøve. Kunne vi sammen løfte en – temmelig sikker – usikker fremtid? Og ville vi? Ja, det vil vi, og vi er blevet meget opmærksomme på, at ”nu” er vigtigt. Vi forventer med rimelighed at have god tid, men kan måske ikke nå alt, efterlønnen rækker jo ikke til mange jordomsejlinger om året, og så pyt med det. Vi har hinanden, og hækken trænger til en klipning.
Det, jeg mener, er, at hver dag er så vigtig, at alt andet er sekundært. Vi har vores lille familie, naboer, lidt gode venner, og sidst, men ikke mindst, vores gode humør. Efter at denne sygdom er kommet ind i vores liv, har vi grinet og fjollet som et par fjogede teenagere, og det er jo ret fedt, når man er over 60 år.
Vi går måske lidt oftere i kirke, fordi dér er der plads til følelserne, både lyse og mørke, og fordi der er nogle rare mennesker at tale og synge med. Hver aften, når lyset er slukket, beder jeg en lille bøn og takker for den dag, som er gået, og som også blev god. Alt i alt er livet blevet mere synligt, og det, der jo ellers efter over 40 års samliv måske kunne synes lidt dagligdags, er igen blevet værdifuldt, netop fordi det er dagligdag. Tænk, hvor privilegeret det er at kunne stå op hver morgen i tryg forvisning om, at der skal et sort uheld til, hvis ikke jeg får i morgen med – og så endda sammen med nogle, jeg godt kan lide.
KONKLUSIONEN ER FOR MIG, at det selvfølgelig er noget skidt at få at vide, man har en dødelig sygdom. Det er ikke rart at tænke sig selv ind i de billeder, man har af terminale kræftpatienter. Slet ikke. Når det så er sagt, er jeg lykkelig over, at det jo trods alt er en kræftform, som kan forventes at trække i langdrag, før den rigtig slår til. Jeg har altså tid til at leve lidt endnu.
Hver dag er nu en gave og en glæde, og jeg lever fint med bevidstheden om, at det nok får ende. I mellemtiden har jeg så fået lov at genopleve forelskelsen, oplevet kærlighed fra mange sider, fundet kraften i en lille bøn og ikke mindst lært, at håb er en forudsætning for det gode liv. Kort sagt: Livet kan være skønt, så det skal bare leves.