Prøv avisen
Kronik

Samfundets høje tempo påvirker også børnene

Første gang jeg hørte et barn beklage sig over, at tiden går for hurtigt, var jeg ved at falde ned af stolen af bar overraskelse. Men den er god nok. Vi er ved at frarøve børnene fornemmelsen af tidløs barndom, skriver cand.pæd. i dagens kronik

Kan du huske, hvor langsomt tiden gik, da du var barn? Når sommerferien var ovre, var der uendeligt længe til næste sommer. Man hørte tit de voksne tale om, hvor hurtigt tiden gik, men det lød uvirkeligt. De fortalte, at den gik hastigere og hastigere, jo ældre de blev. Som barn ønskede man inderligt, at tiden ville gå hurtigere, for der var så uoverskueligt lang tid til den næste sommerferie, den næste jul og den næste fødselsdag. Det gode var dog, at sommerferierne også varede i en evighed.

Utålmodighed og kedsomhed var en integreret del af barndommen – men derved også en naturlig oplæring i tålmodighed og opfindsomhed.

Første gang jeg hørte et barn beklage sig over, at tiden går for hurtigt, var jeg ved at falde ned af stolen af bar overraskelse. Her var der vist noget rivende galt. Jeg blev nødt til at spørge nærmere ind til det for at være helt sikker på, at barnet ikke bare gentog noget, som det havde hørt de voksne sige.

Men den var god nok. Barnet satte ord på, hvordan tiden imellem sommerferien og julen fløj af sted, og ligeledes mellem julen og den næste sommerferie. Jeg blev lamslået og må indrømme, at jeg finder denne indsigt mindst lige så nedslående som Stephen Hawkings dystre forudseelser for menneskeheden.

Tidligere gik barndommen så langsomt, at de første 16-17 år af et liv føltes som lige så lang tid som resten af livet tilsammen. Barndommen var som et helt liv i sig selv.

Vi ved fra forskellige studier, at en hel del glemte barndomsminder dukker op igen, når vi bliver gamle. Pludselig står minderne klare for os; minder, som vi ikke engang vidste, at vi gemte på. Billeder, hændelser, følelser, ord. De vender tilbage, lyslevende, efter et langt og levet voksenliv.

Mon disse minder bliver fuldkommen udslettet, nu hvor barndommen har fået det samme høje tempo som voksenlivet? Eller mon der blot bliver færre minder tilbage? For skal barndomsminder ikke have tid til at lagres og fordøjes for overhovedet at kunne blive gemt og vende tilbage i alderdommen?

Tid kan ikke defineres, er fysikere enige om. Den er udefinerbar – og dog meget reel i et menneskeliv: den er, hvad der sker mellem fødsel og død.

Tiden er relativ, og derved forskellig, i henhold til situationer, livsindhold og mennesker. En uhåndgribelig og diffus kendsgerning at forholde sig til – og alligevel: det, at tiden nu om dage er begyndt at gå lige så hurtigt for børn som for voksne, er et tydeligt eksempel på dens relativitet.

Det, at der aldrig før har været større fokus på, at vi skal leve så længe som muligt – og at vi rent faktisk og statistisk også gør det – er ironisk med tanke på, at tiden går hurtigere end nogensinde før, og at vi derfor måske ikke lever så længe, som vi bilder os ind, at vi gør.

For hvis årene løber hurtigere end nogensinde, og der oplevelsesmæssigt kun er et par måneder mellem sommer og jul, hvad har vi så egentlig vundet ved den forhøjede gennemsnitsalder?

Spørgsmålet kan virke absurd, netop fordi vi er vant til at forholde os til tiden som noget konkret, der kan tælles op i timer, dage, måneder og år. Men da tiden jo er relativ, giver et bestemt antal dage ikke nødvendigvis den samme mængde tid i to forskellige liv.

Man kan undre sig over vores prioriteringer af kvantitet frem for kvalitet i livet, og hvis man tager viden om tidens relativitet til sig, så er det absurd at leve i så højt et tempo og tilmed underlægge børnene det samme, som vi gør i dag. Kvaliteten, eller skal vi sige ”tiden i sig selv”, går tabt i hastigheden.

Det er dog ikke kun tempoet, der relativt set forkorter vores liv. Det gør alle vores timer foran meningsløst indhold på diverse skærme også. Der er en verden til forskel på timer brugt på at blive bombarderet med ”larm” på de sociale medier og på timer brugt på at fordybe sig i sine egne eller andres (for eksempel ved at læse en god bog) tanker.

Der skal selvfølgelig være plads til adspredelse i et liv, og man kan naturligvis ikke fordybe sig og koncentrere sig hele tiden – men adspredelse sker i dag foran skærme, hvor man ikke får fred for de kontinuerlige indtryk, som man ingen mulighed har for at bearbejde. Derved ryger de bare ind, og af selvsamme grund flyver timerne af sted... Tiden er sløset væk; den er forkortet.

Indholdet er, hvad der bestemmer oplevelsen af tid, og man kan undrende betragte det forjagede liv, der leves, hvor målene blandt andre er at tjene mest muligt og at træne mest muligt. Man risikerer at miste sin dyrebare tid i jagten på disse mål samt i jagten på anerkendelse og samhørighed på de sociale medier.

Pointen er ikke, at de sociale medier er af det onde, men at de frarøver os uvurderlig tid under dække af det modsatte. Vi bilder os ind, at vi sparer en masse tid ved at have venner og familie samlet på ét sted, men igen er det kvantiteten, der hævder at vinde over kvaliteten.

Et personligt møde med et enkelt eller to mennesker i ens liv, hvor tilstedeværelsen og kontakten er nærværende og ægte, er mere værd, også i tid, end forbindelsen til hundreder på én gang.

Det samme gør sig gældende, når det kommer til anerkendelsen og samhørighedsfølelsen. Den kvantitativt store anerkendelse, der høstes på de sociale medier, kan i grunden have den modsatte effekt; at mindske værdien af anerkendelsen. Anerkendelsen bliver blot til en symbolsk gestus, der uddeles i et larmende fællesskab, hvor alt og alle flyder ud i et og nivelleres. Den bliver i mange tilfælde endda til en form for social kontrol.

Tid har altid været en luksus i menneskelivet. Det er de færreste, der har haft muligheden for at fordybe sig i sine interesser og forfølge sine drømme, da nødvendigheden af arbejdet oftest har stået i vejen. Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at mange i dag, med den rimelig store fritid, vi alle har til rådighed, alligevel vælger at arbejde mere for at tjene mere for at kunne købe mere, og desto mere nedslående er det, at børn bruger så mange af deres dyrebare timer foran skærme, hvor de bliver fodret af en evig strøm af indtryk, der hindrer udfoldelsen af deres egne tanker, deres egen fantasi, kedsomhed eller orginale påfund.

Grunden til, at også børnene oplever, at tiden flyver af sted i dag, er kombinationen af det høje tempo, deres liv udspiller sig i, og timerne, de dagligt bruger foran skærme. Da der ingen tid levnes til ren fordybelse i sig selv, uden afbrydelse, levnes der heller ingen tid til bearbejdelse af indtryk, reflektioner eller bare langsom tankevirksomhed. Indtrykkene kommer uafbrudt og tæt i tæt.

Hvor bliver al informationen, alt indholdet i tiden brugt foran skærmene, i sidste ende af? Og tør man stille spørgsmålet: Hvad var potentialet i de forløbne timer?

Det er indholdet i dagene, ugerne og årene, der afgør oplevelsen af tid. Vi frarøver os selv vores egen tid ved at lade vores dagligdag køre i et hæsblæsende højt tempo uden plads til fordybelse samt ved at lade os bombardere af meningsløse og indholdstomme indtryk, der larmer og fylder så meget, at vi knap kan høre vores egne tanker. Hvad der dog værre er, er, at vi underlægger børnene de samme vilkår, hvilket, relativt set, stjæler tid fra deres barndom.

Grunden til, at også børnene oplever, at tiden flyver af sted i dag, er kombinationen af det høje tempo, deres liv udspiller sig i, og timerne, de dagligt bruger foran skærme

Sigri M. Gaïni, cand.pæd.