Prøv avisen
Kronik

Samfundets høje tempo påvirker også børnene

Første gang jeg hørte et barn beklage sig over, at tiden går for hurtigt, var jeg ved at falde ned af stolen af bar overraskelse. Men den er god nok. Vi er ved at frarøve børnene fornemmelsen af tidløs barndom, skriver cand.pæd. i dagens kronik

Kan du huske, hvor langsomt tiden gik, da du var barn? Når sommerferien var ovre, var der uendeligt længe til næste sommer. Man hørte tit de voksne tale om, hvor hurtigt tiden gik, men det lød uvirkeligt. De fortalte, at den gik hastigere og hastigere, jo ældre de blev. Som barn ønskede man inderligt, at tiden ville gå hurtigere, for der var så uoverskueligt lang tid til den næste sommerferie, den næste jul og den næste fødselsdag. Det gode var dog, at sommerferierne også varede i en evighed.

Utålmodighed og kedsomhed var en integreret del af barndommen – men derved også en naturlig oplæring i tålmodighed og opfindsomhed.

Første gang jeg hørte et barn beklage sig over, at tiden går for hurtigt, var jeg ved at falde ned af stolen af bar overraskelse. Her var der vist noget rivende galt. Jeg blev nødt til at spørge nærmere ind til det for at være helt sikker på, at barnet ikke bare gentog noget, som det havde hørt de voksne sige.

Men den var god nok. Barnet satte ord på, hvordan tiden imellem sommerferien og julen fløj af sted, og ligeledes mellem julen og den næste sommerferie. Jeg blev lamslået og må indrømme, at jeg finder denne indsigt mindst lige så nedslående som Stephen Hawkings dystre forudseelser for menneskeheden.

Tidligere gik barndommen så langsomt, at de første 16-17 år af et liv føltes som lige så lang tid som resten af livet tilsammen. Barndommen var som et helt liv i sig selv.

Grunden til, at også børnene oplever, at tiden flyver af sted i dag, er kombinationen af det høje tempo, deres liv udspiller sig i, og timerne, de dagligt bruger foran skærme

Sigri M. Gaïni, cand.pæd.