I Danmark bryster vi os af historien om et inkluderende velfærdssamfund med lige muligheder for alle. Men fortællingen klinger hult hos mange mennesker med handicap. For dem byder hele livet på barrierer. Barrierer, som griber ind i den enkeltes frihed og begrænser mulighederne for at være med i fællesskabet.
Lad mig illustrere det igennem et desværre alt for sandsynligt livsforløb for mennesker med handicap. Lad os sige, at netop du bliver født med eller får et handicap i dagens Danmark. Fra barnsben er skoletiden kernen i det at være en del af et større fællesskab. Desværre kan tiden være 10 år med faglige og udviklingsmæssige udfordringer og ikke mindst en udskældt inklusionspraksis. Er du mobilitetshæmmet, kan det være svært at komme på toilettet eller lege med klassekammeraterne i skolegården. I en rundspørge svarer kun halvdelen af de adspurgte skoler, at de har sikret adgang til alle skolens etager, og mere end to tredjedele af dem, at der ikke er fuld adgang til faglokaler og udendørsarealer.
Når du konstant står på sidelinjen i frikvartererne, er det ikke så underligt, at 40 procent af alle skoleelever synes, at det er svært at være ven med én med handicap. Ikke det bedste grundlag for venskaber og fællesskab.
Efter grundskolen melder fremtidsdrømmene sig. Måske er du i målgruppen for et STU-forløb, en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Desværre er STU’en ikke kompetencegivende, så reelt lukker uddannelsesdøren herefter.
Optages du på en ungdomsuddannelse, risikerer du, at uddannelsesstedet ikke ved, hvordan de skal håndtere dig. Hver anden af landets gymnasie- og HF-undervisere føler sig nemlig ikke rustet til at undervise unge med et handicap.
På erhvervsuddannelserne er det sværere for dig at finde en praktikplads. Det er ærgerligt, for praktikken har stor betydning for dine jobmuligheder efter uddannelsen, ligesom den også her er vigtig for fastholdelsen af unge på uddannelser.
Læg dertil en perfekthedskultur og de mange krav, unge stiller sig selv. Så har du en udsat gruppe, der nemt kan føle sig utilstrækkelige fagligt og socialt. Ikke underligt, at det kun er lidt over halvdelen af 25-årige med handicap, der har færdiggjort en ungdomsuddannelse. Tallet er 85 procent for unge uden et handicap. På det tidspunkt får du måske oftere kontakt med kommunens sagsbehandler. Men i mødet risikerer du at opleve en tillidskløft. Skiftende sagsbehandlere kan mangle viden om dit specifikke handicap eller inddrager ikke dit perspektiv.
Det gør betingelserne for individuel sagsbehandling svære, og konsekvensen for dig kan være en følelse af svigt fra systemet.
Lad os i stedet lege med tanken om, at du får en studenterhue og søger mod en videregående uddannelse. Her risikerer du igen at møde et ufleksibelt studieforløb, for alle skal hurtigt igennem – handicap eller ej.
Det kan især blive et problem, hvis du får behov for behandling under studiet. Sundheden blandt mennesker med handicap halter nemlig gevaldigt efter gennemsnitsdanskerens.
Derfor er det trist, at 4 ud af 10 sundhedsklinikker ikke har handicapvenlig adgang, og at mennesker med handicap ikke screenes for sygdomme som livmoderhalskræft i samme omfang som andre.
Kommer du alligevel igennem uddannelsessystemets nåleøje og har godt helbred, er næste udfordring at få et arbejde. For arbejdsgivere ser den anden vej, hvis de ved, at du har et handicap, og næsten halvdelen af dine kollegaer tror ikke, at du som én med et handicap kan klare deres arbejdsopgaver.
Sandsynligheden for, at du bliver én blandt de 39.000 med handicap, der skønnes at have beskæftigelsespotentiale, men som må se sig selv uden for arbejdsfællesskabet, er derfor stor.
Med så mange barrierer, kan man godt forstå, hvorfor livskvaliteten blandt mennesker med handicap er lav, og at kun 33,9 procent med et større psykisk handicap og 52,3 procent med et større fysisk handicap er tilfredse med livet. For andre uden handicap er tallet helt oppe på 87,7 procent.
Selvom udfordringerne er mange, kan de løses. Her er mit bud på hvordan.
På arbejdsmarkedet skal vi afmystificere det at have et handicap, så du anses som en ressource frem for en byrde. Fordomme bunder ofte i uvidenhed, og derfor er oplysning afgørende. Lederne må vise vejen, og jobsøgende med handicap skal udstyres med et kompetencebevis, så arbejdsgivere nemt får overblik over støttemulighederne. Hvis vi over en periode på 10 år får én procent flere med handicap i arbejde, kan vi opnå en samfundsøkonomisk gevinst på 10 milliarder kroner.
Sundhed er et kardinalpunkt for et godt liv. For at stoppe den negative spiral skal langt flere med handicap deltage i screeningsprogrammer. På samme måde skal et årligt sundhedstjek ved egen læge være en måde at holde trit med sundheden på for dem, der ikke selv er i stand til det. Og så skal vi skærpe kravene til sundhedsklinikkernes adgangsforhold igennem praksisoverenskomsterne mellem regionerne og de forskellige behandlergrupper.
I uddannelsessystemet skal studerende møde fleksible rammer, så de kan forfølge deres drømme, tilegne sig viden og tage del i samfundet. Der skal være:
1) Bedre mulighed for at tage tidligere tildelt støtte med videre i uddannelsessystemet.
2) Mere oplysning og vejledning om kompensationsmuligheder.
3) Fleksible praktikordninger, for eksempel på nedsat tid.
Vi skal give unge mod på fremtiden ved at gøre grundskoletiden til en god oplevelse. Det bliver den, når man er med i fællesskabet. Derfor skal vi sikre retten til individuel tilpasning på hele skole- og dagtilbudsområdet og skabe god tilgængelighed. Små ting kan gøre en stor forskel – som eksempelvis at sikre en rampe op til scenen til afslutningsfesten, så eleven med en kørestol ikke er uden for fællesskabet.
Netop fællesskabet er humlen i inklusion. Det kan lykkes for mange børn, men rammerne skal være til det.
Det begynder med en forståelse for individuelle behov, som skal følges op af en revision af inklusionsprincipperne, så vi kan bygge på de gode erfaringer, der trods alt også findes mange af.
Inklusion må ikke blot blive en illusion uden reel accept af det, som er ”anderledes”. Her kan man, som i Gladsaxe Kommune, sætte tidligt ind mod fordomme og opfordre skoler til at benytte undervisningsmaterialet ”Min ven med handicap” fra Det Centrale Handicapråd. Og så skal vi bygge bro over tillidskløften mellem borger og det offentlige. Her spiller kommunerne en stor rolle i at sikre individuel sagsbehandling med én koordinerende sagsbehandler og større indsigt i specifikke handicap.
Vi ved, hvor skoen trykker, så nu skal der handles. Det er oplagt at kigge mod Christiansborg. For eksempel kunne man lave handicapmæssige konsekvensberegninger på alle lovforslag. Man gør det allerede med hensyn til eksempelvis erhvervsliv og miljøet. På den måde kan man tydeliggøre nye lovforslags betydning for handicapområdet og samtidig følge med i, hvad forslagene betyder for Danmarks implementering af FN’s handicapkonvention.
Men lovgivning løser ikke alt. Vi skal skabe bredere forståelse af, hvad det vil sige at have et handicap, og bruge den forståelse til at holde vejen fri for unødvendige forhindringer. Dét kræver noget af os alle. Lader vi stå til, bliver vores fællesskab og samfund fattigere.