DER FINDES EN MASSE livshistorier med udspring i tyrkernes overgreb og folkemord mod armenierne.
Rygter fik den danske iranolog Aage Meyer Benedictsen til at rejse til de armenske områder omkring Urfa. Han interviewede ofre og efterladte fra massakrerne af hele og halve byer og landsbyer i 1890'erne og viderebragte livshistorierne og øjenvidneskildringerne til danskerne. Danske Karen Jeppe var direkte inspireret af denne viden, det rørte hendes kristne tro, hun handlede på det og rejste til Urfa.
Senere, i 1907, rejste også Maria Jacobsen til det centrale Østtyrkiet. Her blev hun vidne til folkemordet, og hun skildrer ganske enestående i sin dagbog det, hun så af mord og fordrivelser i tiden fra 1915-1919.
I Århus den 22. maj 1922 stiftedes "Industrimissionen til Armenien" for at hjælpe de mange armenske flygtninge i Grækenland, og hovedpersonen i en menneskealder var Mary Østergaard. Armeniermissionen "genopstod" sidst i 1980'erne og har siden været til stede i Armenien i ny skikkelse først gennem os, Mona Westh og jeg (1994-2003) og Anna-Kathrine og Per Pedersen (fra 2004).
Særligt ét menneske fortalte mig detaljeret om den danske indsats set med armenske øjne. Det var den dengang nyligt valgte øverste patriark og katolikos for alle armeniere, hans hellighed Karekin I Sarkissian. Jeg mødte ham første gang i 1995.
En dag, jeg opildnet besøgte Karekin, gav jeg udtryk for min indignation over, at det armenske folkemord ikke var blevet internationalt anerkendt, og at USA og flere europæiske lande, inklusive Danmark, talte om at se fremad og ikke tilbage. Han sagde "Michael, lad den armenske sag være og koncentrer dig om det, du er her for." Hans svar overraskede mig, og jeg ved ikke, om jeg virkelig forstod, hvad han mente.
Hvis jeg præsenterer læseren for forskellige mennesker, jeg mødte i Armenien, vil deres livshistorier og tanker måske kaste lys over Karekins udtalelse dengang.
JEG HAR IKKE MØDT nogen armenier, der ikke kender og begræder folkemordet. Men hver enkelt har forskellige følelser omkring folkemordet og forskellig måde at inkorporere denne katastrofe i den fælles livshistorie og i deres egen personlige livshistorie som menneske, som armenier, som kristen og som borger i verdenssamfundet.
Journalister er en type mennesker med en vis ro. De er vant til at forholde sig nøgternt til emner og katastrofer. I deres livshistorie var de for eksempel i stand til at kompensere for den internationale uvidenhed og den manglende anerkendelse af folkemordet ved hjælp af deres faktiske viden om begivenhederne og om højtstående ledere og politikere i Sovjet, der kendte og anerkendte folkemordet.
Bevidste og teologisk uddannede var der ikke mange af i 1994 i selve Armenien en af de mest vidende var uden tvivl nuværende ærkebiskop i Nagorno Karabagh Stift, Parkev Martirossian. Han opbyggede et teologisk ressourcecenter, Ganzasar. Her mødtes journalister, kirkefolk og militærfolk.
Da jeg mødte biskop Parkev første gang, rasede krigen om Nagorno Karabagh stadig. Noget, der gjorde indtryk på mig, var hans dybe overbevisning om armeniernes ret til selvbestemmelse på den jord, de beboede. Samtidig var han afklaret, og der kom aldrig hævngerrige ord over hans læber. Han kendte ganske enkelt Jesus for godt og havde så at sige internaliseret ham i sit eget liv.
Yngre mennesker kan pr. definition være meget patriotiske og uden ret meget syn for andre menneskers ståsted. Det kunne man godt opleve blandt studerende på præsteseminariet. Men ifølge rektor Very Rev. Haigazoon og senere rektor Rev. Yerishe var det bestemt ikke noget, de lærte på seminariet i Etchmiadzin. De unge havde noget med hjemmefra, der skulle bearbejdes, inden de blev præster og ledere.
De fleste modne kirkefolk, jeg lærte at kende op gennem 1990'erne, tænkte: "Vi har ret til at være her, men et folkemord er en uhyggelig ting, vi ikke ønsker for vore fjender. Men det er vores skæbne, som vi kan ikke forlange, at udenforstående skal kunne sætte sig ind i." De havde med andre ord syn for, at der er andre folkeslag og kirker i verden, som godt kan være empatiske, men som i og for sig ikke kan andet end at lytte til historierne om folkemordet begået mod armenierne.
GENNEM TIDEN mødte jeg en masse almindelige mennesker som musikere, læger, gamle og studerende. Forskellige mennesker fortalte historieforløbet. Mange fortalte, hvor deres forældre kom fra: Khoy, Magu eller Nor Djura (Nye Djulfa) i det nuværende Iran, eller Erzurum, Diabakir, Kars, Erzinkan eller Van i det nuværende Tyrkiet. Men de kunne også sige: "Hvis en tyrker kommer forbi og indrømmer folkemordet, skal han bydes velkommen. Det er folkenes ledere, der sætter menneskene op mod hinanden."
Ved mange måltider, hvor de har serveret dolmer, pilaf, fisk og alle mulige vestarmenske retter, har de udtrykt deres glæde over at opleve vort nærvær. Ved mange bordtaler har de sagt tak, fordi nogen ville forlade familie og slægtninge for en tid og være hos dem og høre deres historie. Og så har det at være medlemmer i verdenssamfundet af kulturer tit været et tema i bordtalerne: Vi er alle mennesker, vi har noget fælles på tværs af forskellige kår, forskellige sejre og nederlag. Denne intense oplevelse af et universelt, menneskeligt fællesskab hører til nogle af mine største øjeblikke i Armenien.
Men oplysningen tog til efter 1991 med kontakten til Vesten og armenierne i Mellemøsten og USA. Mange armeniere blev harme, indignerede og vrede over at opdage, hvor stor succes Tyrkiet havde haft med at skabe og udbrede benægtelsen af folkemordet i USA og Vesteuropa. Fra 1945 var armeniernes bøddel oven i købet Natos og særligt USA's vigtigste allierede. Skuffelsen over at blive konfronteret med Vestens dobbeltmoral efter Sovjetunionens sammenbrud var enorm.
Ønsket om at nærme sig alt vestligt og komme på afstand af Rusland var stærkt først i 1990'erne, men aftog blandt andet af den grund fra slutningen af 1990'erne. Vesten kom ikke og hjalp med penge og frihed. Det kaos, som afmonteringen af Sovjetunionen efterlod, måtte nationerne i regionen selv rydde op i.
INDENRIGSPOLITISK BLEV det også tydeligt fra et iscenesat valgresultat ved præsidentvalget i 1997 og udeblivelsen af den økonomiske vækst for de mange og for det store mindretal fattige i befolkningen. Apatien voksede i brede kredse. I dette mentale helvede er der tre retninger, man kan gå.
Nogle siger, at vi skam altid har været moderne og selvbestemmende. Dette er galgenhumor og betyder: folket har levet og overlevet gennem århundreder også på trods af dets egne ledere. Vore ledere var selv skyld i, at folkemordet gik så galt, som det gjorde. Og nu sidder politikerne og deres klan i måneder eller år på landets højeste poster og tænker kun på at malke systemet for værdier. Imens lever befolkningen i armod.
Andre fulgte den patriotiske vej: Vesten kan intet give. Den har solgt sin sjæl til materialismen, og stille og roligt bliver den ædt op af islam. Deres tro og livsfilosofi kan vi ikke bruge til noget. Vi har det hele i os og vore egne rødder. Armenien repræsenterer det oprindelige menneske og al civilisations vugge. Vor kultur er ældre end sumerernes. Det er os armeniere, der har skabt den kultur, sumererne og senere grækerne og romerne bygger videre på, og som Vesten er barn af. De kan ikke lære os noget.
Endelig er der dem, der anerkender, at alle folkeslag er brødre og søstre. Menneskelighed og næstekærlighed er gyldige, uanset om vi er landsmænd eller ej. Som for eksempel afdøde ærkebiskop Shaje Ajamian, dekan for det teologiske fakultet, sagde: "Michaels kærlighed til det, han laver sammen med os, skyldes jo ikke, at han er armenier, for det er han ikke, men det skyldes næstekærligheden, som er almen".
Karekins bemærkning "Lad den armenske sag være og koncentrer dig om det, du er her for" kan jeg måske bedre forstå nu. Han ville måske sige: "Folkemordet løses ikke alene gennem politik og magt." Måske ville han sige: "Folkemordet er vores, der er ikke så meget, du kan gøre". Eller: "Vi må selv lære at leve med folkemordet anerkendt eller ej." Eller: "Folkemordet kan forene os med verden, men det kan også isolere os. Det kan blive utåleligt som offer at tale om folkemordet, og det kan blive utåleligt som udenforstående at tale om det." Eller han ville sige: "Folkemordet er et sår, vi ikke selv kan hele. Kun Gud kan. Og det er godt, at I er hos os i denne proces. Også når vi ikke er til at være i stue med. Også når vi ikke kan være i stue med os selv."
Michael Ravnholt Westh har været sognepræst i Jakobskirken, Roskilde Søndre Sogn, siden 2004. Han blev med sin kone og to børn udsendt til Armenien oktober 1994 til juli 2003 og blev ordineret i 1996 med henblik på sin tilstedeværelse og tjeneste i den armenske kirke. Michael Westh blev af Karekin I inviteret til at undervise i Det Nye Testamente på bachelorniveau på den armenske apostolske kirkes præsteseminarium