Prøv avisen

Livskraft, fortælling og erfaring

I mange år var han kendt som "fortællingens teolog", som den, der i dansk sammenhæng satte fortællingen og litteraturen på teologiens dagsorden, både i disputatsen fra 1981 om "Den kristne grundfortælling" og i analyser af fortællere som Graham Greene, Karen Blixen, Bernhard Schlink og mange flere. Foto: Cecil Beaton Denmark

Teologen Svend Bjerg, der fyldte 70 år den 25. august, har i den seneste menneskealder spillet en rolle for universitetsteologien, og ikke mindst for dens sammenhæng med verden uden for universitetets mure, der nærmest er uden sidestykke. Det skriver dagens kronikører og præsenterer en bog om Svend Bjergs teologi, som udgives i dag

Der var temadag på Det Teologiske Fakultet. En række forelæsninger med et fælles emne blev holdt af forskellige mennesker med lange, lærde manuskripter i hånden. På et tidspunkt blev det lektor Svend Bjergs tur, og han vandrede afslappet klædt som altid målbevidst op til katederet, kun med et glas vand i hånden. Det stillede han så på bordet, kiggede koncentreret ud over det fyldte auditorium og så gik han ellers i gang med en 45 minutter lang forelæsning, der var så velformuleret, elegant, skarp og engagerende, at dagens øvrige program fuldstændig blegnede ved siden af.

LÆS OGSÅ: Et spændingsfelt af drømme, tanker og fornemmelser

Dette erindringsglimt af en ung og grøn teologistuderendes første møde med Svend Bjerg stammer fra en af artiklerne i bogen Livskraft, som udkommer i dag, mandag den 10. september, i anledning af Bjergs 70-års fødselsdag. Her går 25 af Bjergs kolleger, venner, samarbejdspartnere og elever i dialog med hans livslange arbejde inden for dansk teologi. Bogens undertitel oplyser, at temaerne er kristendom, fortælling og erfaring, og blandt de lærde redegørelser for emner lige fra Abrahams medhustru, Hagar, og til tro og forelskelse i lyset af Søren Kierkegaard dukker der jævnligt mere personlige erindringer op.

Bjerg har i den seneste menneskealder spillet en rolle for universitetsteologien, og ikke mindst for dens sammenhæng med verden uden for universitetets mure, der nærmest er uden sidestykke. Alene de bøger, han har udgivet (omtrent én om året oven i artikler, undervisning, vejledning, foredrag, debatindlæg og så videre) ville være nok til at sikre ham en status som en af dem, der har sat dagsordenen for dansk teologi. Men det er karakteristisk for anekdoten fra temadagen, at det, der blev sagt i forelæsningen, ikke kan skilles fra måden, det blev sagt på. Ord som engagement, passion og lidenskab bliver ved med at dukke op, når bogens forfattere skal karakterisere fødselaren.

Titlen Livskraft var derfor også vedtaget, nærmest i samme øjeblik den blev foreslået. Livskraften, der stråler ud af Svend Bjerg og hans forfatterskab, gør indtryk på enhver, der kender og læser ham. Bjerg har på mangfoldige måder forholdt sig til, hvad det vil sige at tro, og den teologi, som han udfolder, er livsnær og tager afsæt i og udtrykkes gennem hverdagserfaringer i intens interaktion med den teologiske tradition.

Erfaring er i dén grad et nøgleord i særligt de seneste mange år af hans forfatterskab, og heri ligger der en bevægelse, som er langtfra selvfølgelig i dansk sammenhæng. Toneangivende dansk teologi har siden 1920erne taget så ivrigt afstand fra føleri og selvoptagethed, at man gladelig har ladet et betydeligt antal børn ryge med ud, blot man var helt sikker på at komme af med det følelsesbetonede badevand. Bjerg og nogle af hans samtidige genindførte erfaringen som teologisk relevant kategori.

I mange år var han kendt som fortællingens teolog, som den, der i dansk sammenhæng satte fortællingen og litteraturen på teologiens dagsorden, både i disputatsen fra 1981 om Den kristne grundfortælling og i analyser af fortællere som Graham Greene, Karen Blixen, Bernhard Schlink og mange flere.

I Bjergs forfatterskab sker der gennem årene en bevægelse fra en narrativ teologi, det vil sige en fortællingsteologi, som doktordisputatsen er et udtryk for, til erfaringsteologien, som kommer klart til udtryk i hans bog Tro og erfaring. De to former for teologi er ikke modsætninger, men erfaringsteologien tager ifølge Svend Bjerg stilling til nogle uløste problemer i den narrative teologi.

Narrativ teologi ser fortællingen som den sprogform, kristendommen udfolder sig igennem. To elementer er centrale. For det første skaber fortællingen sammenhæng: Den har en begyndelse, et forløb og en slutning. For det andet skaber den identitet fortællingen er som et rum for netop handling, tid, historie og fællesskab, som man kan træde ind i. Vægten ligger altså på, at mennesket er sine historier historier som vi fødes ind i, og som vi samtidig også selv er med til at skabe. Andre menneskers og Guds historie(r) væver sig ind i det enkelte individs historier. I kraft af sine historier bliver mennesket sat fri til at se verden på en ny måde med nye øjne.

Erfaringsteologien beskæftiger sig også med sammenhæng og bevægelse, men den har fokus på bevægelsen mellem livserfaring og troserfaring. Det betyder, at jeget træder frem på en mere markant måde, for det er jo jeget, som gør erfaringen. Som Bjerg pointerer i en artikel om udviklingen fra narrativ til erfaringsteologi: Uden ham (den subjektive fortæller) ingen erfaring.

Det, som erfaringen tilfører fortællingerne, er fornyelse der sker en genfortælling eller genbeskrivelse. Det er igennem troserfaringen, at mennesker tilegner sig det nye. Mennesker er ikke alene forviklet i evangeliets fortællinger, som allerede den narrative teologi påpegede, men fortællingerne har nyskabende, livsfornyende kraft. Mennesket erfarer, at det, der fortælles, ændrer dets verden.

I den forstand er Svend Bjerg brobygger mellem åbenbaringsteologi og erfaringsteologi. Det er gennem menneskers levede liv, at det bibelske sprog udlægges, idet han fortolker Luther, Grundtvig og andre ældre og nyere teologiske klassikere.

Mens erfaringteologi nok kan stå som den vigtigste overskrift over Svend Bjergs arbejde, kan det ikke være den eneste. Han har skrevet udførligt, grundigt og solidt, ofte banebrydende og til tider provokerende om både Bibelen, etik, medicin, homoseksualitet, pædagogik og prædikenkunst og om sine lærefædre blandt de store Aarhus-teologer Lindhardt, Løgstrup, Prenter og Sløk.

I DEN SENESTE SNES ÅR er han tillige i samarbejde med Palle H. Steffensen trådt frem som kirkerevser og talsmand for det almene præstedømme. Ingen folkekirkelig tå er i den sammenhæng for øm til at blive trådt på. Kritikken af en bispe- og præstekirke er uden omsvøb, og de to revsere har ligefrem påtaget sig at være profetiske ikke blot i den bibelske betydning: at sige en upopulær sandhed fra Gud, men også i den mere folkelige forstand: at spå om fremtiden. I bogen Nedlæg folkekirken det oppegående dødsleje forudsagde de folkekirkens død i år 2015, men med Bjergsk optimisme. Det er kun institutionen, der står for fald. Kristendommen skal nok klare sig, det har den altid gjort.

Til den polemiske side af Svend Bjerg hører også, at han uden at sænke stemmen mener, at 40 procent af kirkens præster prædiker for ringe og derfor burde have taleforbud! Den slags kan man sagtens mene, hvis man selv er fri for at skulle op på prædikestolen. Men Bjerg har haft sin faste gang deroppe som ulønnet hjælpepræst i en lang årrække, og som en af sine sidste kraftpræstationer før pensioneringen udgav han i 2008-2009 en komplet samling prædikener i to bind til alle årets søn- og helligdage efter begge tekstrækker. Og interessant nok hører de to bind, Profane prædikener og Sakrale prædikener, til de mest citerede af hans bøger i Livskraft, hvor adskillige af artiklerne også beskæftiger sig med kunsten at prædike. Det er blot ét af mange eksempler på, at Svend Bjerg og kommunikation simpelthen er to sider af samme sag.

Bogen Livskraft: Studier i kristendom, fortælling og erfaring er redigeret af Christine Tind Johannessen-Henry med flere og udkommer på forlaget Anis i dag, mandag den 10. september.

Christine Tind Johannessen-Henry er ph.d.-stipendiat ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet og Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse. Søren Holst er lektor ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Susanne Gregersen er sognepræst i Sankt Clemens Sogn, Randers. Elof Westergaard er provst og sognepræst i Mariehøj Sogn, Silkeborg