Løgnen om den brede folkelige debat

I de af biskopperne udsendte rapporter om folkekirkens liturgi hedder det, at de skal føre til en bred debat. Men de fine ord dækker i realiteten over en på forhånd styret og retningsbestemt samtale, skriver præsterne Elisabeth Krarup Jensen og Agnete Raahauge

Præster frygter for, at den såkaldte liturgidebat ikke blot er en debat, men en proces, som vil føre til, at den sammenhæng og højmessegenkendelighed, som hidtil har kendetegnet den danske kirke, vil gå fløjten.
Præster frygter for, at den såkaldte liturgidebat ikke blot er en debat, men en proces, som vil føre til, at den sammenhæng og højmessegenkendelighed, som hidtil har kendetegnet den danske kirke, vil gå fløjten. . Foto: Ritzau Scanpix/Nils Meilvang.

IGEN OG IGEN HEDDER DET i de af bisperne udsendte rapporter om folkekirkens liturgi, at de skal give anledning til en bred folkelig debat. Men de fine ord dækker i realiteten over en på forhånd styret og retningsbestemt samtale. Det var, hvad vi den 11. januar erfarede – den ene af os for anden gang – da vi kom til liturgimøde i Sønderborg Provsti.

Allerede i optakten til mødet anede man, at det var så som så med friheden. Biskoppen udsendte i november en invitation til liturgidag for præster og menighedsrådsmedlemmer.

Vi er begge præster i sogne, hvor menighedsrådene er godt tilfredse med den eksisterende liturgi, hvorfor der ikke var den store interesse for deltagelse i dagen. Da en del præster heller ikke havde tilmeldt sig dagen, modtog de en provstelig hilsen fra biskoppen om, at provstiets præster var tjenstligt forpligtet til at deltage i dagen, der skulle betragtes som en biskoppelig visitats.

Sådan kan man jo, hvis man ikke har for lav skamtærskel, sikre sig tilhørere, når man sidder på bispestolen.

Og således opmuntrede drog vi til mødet, men med det forsæt at sætte spørgsmålstegn ved hele liturgidebattens betimelighed.

Hvorfor nu det?

Jo, vi frygter for, at den såkaldte liturgidebat ikke blot er en debat, men en proces, som vil føre til, at den sammenhæng og højmessegenkendelighed, som hidtil har kendetegnet den danske kirke, vil gå fløjten.

Vi frygter for, at præsternes frihed til at holde en traditionel evangelisk luthersk gudstjeneste kommer i fare den dag, den nuværende autorisation bliver ophævet, således som det klart lyser ud af rapporterne, at intentionen er.

For da skal biskoppernes tilsyn fra at være tilsyn med, at sognet holder sig til de autoriserede ritualer med måske små biskoppeligt godkendte lokale ændringer, ændres til vejledende og inspirerende samtaler mellem biskop, præst og menighedsråd.

Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvorledes en traditionsbunden præst kan komme i klemme her.

VI FRYGTER OGSÅ FOR, hvad det af bisperne bebudede teologisk-liturgiske grundlagsdokument, som til den tid skal danne baggrund for samtalerne, kommer til at betyde.

For folkekirken har jo allerede et teologisk-liturgisk grundlagsdokument i sine bekendelsesskrifter. Skal de nu skæres ned til pixiudgave? Og hvordan undgår man, at beskæringen kommer til at udelade væsentlige teologiske pointer, som det da vil blive betragtet som unødigt nørderi eller i værste fald sabotage af den gode liturgiske samtale at fastholde?

Det er vores opfattelse, at hele det liturgiske projekt, som bisperne har sat i gang, bunder i bispernes frygt for at blive upopulære ved at kalde de præster og menighedsråd til orden, hvis liturgiske selvtægt i de senere årtier angiveligt er årsagen til, at projektet er sat i gang.

Fra vore sogne og øvrige kendskab til folkekirkelige sammenhænge kan vi ikke genkende det argument, bisperne fører i marken for liturgiprojektet: at tiden kalder på liturgisk drøftelse.

Og når Luther i frygt og bæven ændrede på sin samtids kirkes liturgi, så var det for at føre de misbrug, der havde indsneget sig, tilbage til en gudstjenesteform, der tjente evangeliet.

VI KAN IKKE FÅ ØJE PÅ MISBRUG i den gældende autoriserede liturgi, og mener, at liturgiske forandringer skal foretages med samme gudfrygtige tilbageholdenhed som Luthers, idet vi risikerer at sønderbryde en gudstjeneste-grundform, der har vist sin slidstyrke til at tjene evangeliet i næsten to årtusinder, hvis der gås for radikalt til værks.

Endelig finder vi det sociologiske argument fuldstændig forfejlet, at fordi samfundet og folks selvopfattelse ændrer sig, så skal også gudstjenesten ændre sig.

Nej, tværtimod: en vis træghed i ændringer af gudstjenesten afspejler, at Guds ord er og bliver det samme til evig tid.

Dette var, hvad vi ønskede at fremføre på det møde, der skulle befordre en bred folkelig debat.

Men vi måtte erfare, at biskopperne ikke ønsker en debat, der giver mulighed for at anfægte selve deres liturgiske debatprojekt.

For ikke så snart havde biskoppen afsluttet sit første liturgiske oplæg, før vi blev beordret ud i grupper to og to for at tale om, hvorfor vi går i kirke og skrive vore overvejelser ned og sætte en seddel på en opslagstavle, som biskoppen så ville gå videre udfra.

Det er vist nok sådan, man gør i erhvervslivet, når man ønsker en fælles brainstorm om, hvordan en ny forretningsstrategi kan implementeres. Og det siger sig selv – med en sådan ”debatform” kan man lede samtalen ind i de spor, man finder givtige for projektet og undgå, at hele projektet anfægtes.

Chefen undgår også, at hans oplæg anfægtes, for det er jo hans oplæg, der leverer de ledende spørgsmål, som drøftelsen skal koncentrere sig om.

Elisabeth KRARUP Jensen protesterede derfor og bad om, at debatten førtes i et åbent og frit forum, så det blev muligt at høre alle og blive hørt af alle. Men da dette blev afslået, forlod vi begge mødet i protest mod den tvang, mødeformen lagde over drøftelsen.

Havde det bare været på dette enkelte møde, at formen forhindrede en fri debat, så kunne man have grinet ad det og håbet på at få talt ud en anden gang. Agnete Raahauge deltog i august på et møde, hvor repræsentanter for de kirkelige organisationer, for de teologiske fakulteter og for kirkemusikskolerne var inviteret – og her var det den samme misere.

Det lykkedes ganske vist Agnete Raahauge at give sin kritik af selve grundlaget for liturgiprojektet til kende, inden vi blev sendt i grupper for at drøfte, hvordan vi bedst kunne implementere projektet i de fora, vi færdedes i. Også her var det altså på forhånd bestemt, hvad der måtte drøftes, og hvad der ikke skulle komme på tale.

Vi må altså konstatere, at der er måde med den frie debat, som biskopperne så indsmigrende inviterer til, for debatformen afskærer folk fra at kritisere selve projektet, bispernes rolle i det og lødigheden af de udsendte rapporter.

Hvad skal den såkaldt frie debat så bruges til? Ja, den skal velsagtens til, for at bisperne den dag, da de ved list og snilde har fået det ønskede resultat – en autorisationsform, der fritager dem fra at være i egentlig forstand tilsyn – kan sige: Jamen, det var jo jer selv, der ønskede det.

For det er ikke vores ønsker, der er blevet lirket igennem, men resultatet er frugten af en bred folkelig drøftelse, som vi blot gav startskuddet til.

Det er muligt, at bisperne virkelig er besjælet af iver for at gøre godt for folkekirken, men de gør det tvivlsomme gode, de vil, på en måde, som retteligt bør kaldes manipulation.