KRISTELIGT DAGBLAD HAR GJORT sine læsere den tjeneste at publicere K.E. Løgstrups kronik ”Nazismens filosof” fra 1936, som der i de seneste uger har været så megen debat om. Det er fint, fordi det giver læserne lejlighed til selv at danne sig en mening om den yngre Løgstrups forhold til nazismen.
Jeg husker tydeligt, at jeg blev lettere rystet, da jeg for mange år siden læste denne kronik for første gang. Hvad jeg læste dér, passede slet ikke sammen med, hvad jeg ellers vidste om Løgstrup, som jeg var og er en stor beundrer af. Var det samme Løgstrup, som havde gjort en stor indsats i modstandsbevægelsen under krigen, og som havde skrevet den berømte bog ”Den etiske fordring”? Hvordan kunne det så være, at han i 1936 skrev så positivt om nazismen? Min første reaktion var, at kronikken blot var en redegørelse for Heideggers forhold til nazismen, og at hans tilsyneladende bifald nok var ironisk ment.
Det er da også ud fra, hvad Løgstrup ellers har gjort og skrevet, at mine tidligere kolleger Hans Hauge, Svend Andersen og Bjørn Rabjerg opfatter kronikken som redegørelse og ironi, og mere eller mindre indignerede afviser Esther Oluffa Pedersens tale om Løgstrups fascination af nazismen. Jeg forstår dem godt. Men ved nærmere eftersyn er sagen dog mere kompliceret end som så.
For at forstå Løgstrups anliggende, må vi se på den situation, han befandt sig i, da han skrev kronikken. I 1933 havde han indleveret en afhandling til bedømmelse som disputats, hvori han tog afstand fra den gængse opfattelse af erkendelse som et abstrakt subjekts teoretiske forhold til objekter i verden. I tilslutning til blandt andet Heideggers såkaldte eksistentialfilosofi forstod Løgstrup erkendelse ud fra det konkret eksisterende menneskes aktive omgang med verden. Afhandlingen blev ikke antaget; Løgstrup fik den tilbage til omarbejdelse. Det var han i gang med i 1936, og det skulle resultere i et nyt disputatsforsøg, som han indleverede i 1938, og som for øvrigt også blev afvist. Her anvender han eksistentialfilosofiens opfattelse af erkendelse på teologien, og i den sammenhæng fremhæver han, at forståelsen ikke er noget forud givet, men bliver til i engagementet. Desuden lægger han stor vægt på afgørelsen som en ”tvangssituation”, hvori man skal beslutte sig, og hvori undladelsen af afgørelsen i sig selv er en afgørelse.
DET ER UD FRA DISSE TANKER, Løgstrup i kronikken betragter den nationalsocialistiske magtovertagelse i Tyskland. Han tager jo sit udgangspunkt i en redegørelse for Heideggers opfattelse af erkendelse og senere indføjer han en udførlig forklaring af, hvad han forstår ved afgørelse. I anvendelsen på situationen i Tyskland ser Løgstrup kommunismens marxistiske udviklingsidé som udtryk for den vragede erkendelsesteoris passive ”tilskuerposition”, hvorimod nationalsocialismen repræsenterer den engagerede, handlingsorienterede afgørelse.
Læst på denne baggrund kan der ikke være tvivl om, at Løgstrup ikke bare redegør for Heideggers syn, men også fremsætter sin egen vurdering, når han skriver, at marxismen er overvundet af den nationalsocialistiske bevægelse, ”der havde Kampmod og Virkelighedsmod nok til at vove Afgørelsen”.
Og når det hedder, at Hitler, føreren, er ”den Vise, der har forstaaet Forholdene og Begivenhederne til Bunds og skabt dem en Idé, der kan holde Stand. Deri har han truffet Afgørelsen og leder Begivenhederne”, så er det positivt ment. Jævnfør den sammenhæng, Løgstrup ser i sit andet disputatsforsøg mellem engagement, forståelse og afgørelse. Det er også derfor, han kan hævde, at det i grunden ikke er Heidegger, men Hitler, der er nazismens filosof.
Løgstrup tager indvendingen op, at nazismen skulle være en form for diktatur. Han afviser den under henvisning til Heideggers tanker om ”man”, den uselvstændige masse, som lader sig styre af den offentlige mening. Det er den offentlige mening, der er den egentlige diktator, som føreren netop befrier os fra.
Kronikken slutter med, at Løgstrup peger på den nazistiske filosofis ”Højtidelighed og Mystik”, som er med til at holde kampånden i live.
I den forbindelse taler han om ”en mystisk Stemning, der oparbejdes for Folk med Anlæg for det aandrige og patetiske”. Det kunne måske tolkes som udtryk for, at Løgstrup til sidst lægger en ironisk distance til nazismen, som Andersen gør det i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 12. december. Jeg er nu ikke så sikker. For Løgstrup indleder det citerede med at skrive: ”For et demokratisk ’man’ synes det at være en mystisk Stemning …”. Og i lyset af, hvad han lige har skrevet om ”man”, er det næppe en holdning, Løgstrup identificerede sig med.
På baggrund af Løgstrups disputatsarbejde kan kronikken vanskeligt opfattes som andet end udtryk for en fascination af nazismen: I Tysklands fortvivlede situation turde Hitler tage afgørelsen. Esther Oluffa Pedersens ”fascination” er det rette ord. Deri ligger det jo også, at Løgstrup ikke var nazist. At han ikke var det, fremgår klart af, at han kun to måneder senere publicerede en dobbeltkronik med titlen ”Førerskab og diktatur”.
I KRONIKKENS FØRSTE DEL bestemmer Løgstrup førerskabets karakter ved at modstille det diktatur. Førerskab og diktatur ligner hinanden i, at begge gør krav på folkets ubetingede lydighed. Men der er også en afgørende forskel. I førerskabet har folket frivilligt overdraget magten til føreren, og han er ansvarlig for sine beslutninger over for folket. Derimod gør diktatoren sig selv til en gud, som ikke skal stå til ansvar over for andre end sig selv.
At Løgstrup her taler positivt om førerskab, bekræfter, at den første kronik ikke var ironisk ment. Samtidig gør han det dog klart, at han redegør for førerskab som idé, som i praksis godt kan være et diktatur, ”ja maaske i dets Ophøjelse af Førerskabet til Statstanke ikke kan blive andet”. Her lægger han i hvert fald afstand til nazismen.
I kronikkens anden del gør Løgstrup nu gældende, at tanken om førerskab bygger på det pessimistiske syn, at mennesker kun kan forenes i et samfund ved fælles lydighed mod en autoritet og skal bevares som en medgørlig masse gennem propaganda. Derimod bygger demokratiet på en tro på, at massen kan demokratiseres gennem uddannelse, som det for eksempel sker i højskolerne.
Ganske vist kan vi aldrig være sikre på, at demokratiet ikke udarter i tovtrækkeri mellem snævre klasseinteresser. Men det må få os til at arbejde så meget desto mere for massens demokratisering, så massen forvandles til selvstændige og ansvarlige personer. ”Kun Førere – dvs. selvstændige Mennesker – kan vælge en Fører.”
Det er klart, at det er demokratiet, K.E. Løgstrup slår til lyd for her. Det understreges i kronikkens sidste afsnit på en så anskuelig måde, at det ville være synd ikke at citere hele afsnittet:
”Den tysklandsrejsende i Dag kan paa en Landevej se en Kolonne Drenge, 50-75 Stykker, i 10-14 Aars Alderen komme marcherende – i Geled, i Trit, uden bitterste Uorden. Og hvor er Læreren eller den voksne Fører? Ham vil man see forgæves efter! Føreren er selv en 12 Aars Knægt. Det er imponerende. Men foretrækker vi dog ikke en Lærer paa Udflugt med sin Klasse, hvor en Dreng træder Formanden i Hælene, for at bringe lidt Uorden i Geledderne, og en anden ser sit Snit til at løbe ud og plukke Blomster i Grøften.”