Mange peger på hastigheden som grundtrækket ved moderniteten – at vores tid er kendetegnet ved en stadig stigende acceleration. I sin bog ”Fremmedgørelse og acceleration” (2013) peger sociologen Hartmut Rosa på, at vi lever i en virkelighed, hvor tempoet hele tiden øges, og at dette medfører, at vi fremmedgøres både for de andre og for os selv.
Den teknologiske acceleration betyder for eksempel, at kommunikationen går hurtigere og hurtigere: Vi skal ikke mere vente på, at vores brev kommer frem og svaret tilbage, men vi kan på få sekunder sende e-mails over hele Jorden.
Rosa henviser til en undersøgelse, der estimerer, at kommunikationshastigheden er steget med en faktor 107. Den øgede hastighed giver imidlertid ikke mere tid, men mindre, og den tid, man sparer, fører ikke til færre fejl, men til flere. Accelerationen ledsages nemlig af en acceleration af livstempoet.
Det paradoksale er, at den teknologiske acceleration logisk set burde ledsages af, at vi fik mere tid, fordi det tager kortere tid at løse en opgave, men virkeligheden er, at vi oplever at få mindre tid. Det skyldes, at vækstraten (den tiltagende mængde af ting, vi skal nå) er stejlere end accelerationsraten (forøgelsen af effektiviteten).
Dette er grunden til, at Rosa omtaler det moderne samfund som en skæbnesvanger kombination af vækst og acceleration.
Accelerationen fører til øget travlhed og stress, og dermed bliver effektiviseringstanken den oplagte løsning, selvom den er en del af problemet. Tidens fokusering på multitasking er illustrativ: Knapheden på tid bliver indarbejdet i vores adfærd som en almindelig måde at tænke og agere på, således at tanken om at skulle være kort, præcis, hurtig og effektiv bliver et indgroet træk i os selv og kulturen.
Et eksempel er forskningen. Mængden af forskningsmateriale, der publiceres, er steget eksplosivt. Det betyder, at man skal læse en ofte uoverkommelig mængde litteratur, hvis man vil forsøge at være up to date inden for sit område. Samtidig skal man være effektiv, og hvis man vil blive læst af andre, skal man formulere sig effektivt, hvilket vil sige, at man skal være kortfattet, klar og skarp, så ens synspunkt hurtigt kommer frem og ikke misforstås. De andre forskere har jo også travlt, og det betyder, at de ikke har tid til at læse en hel bog, dårligt nok en artikel, hvorfor man da også nu begynder sine artikler med et såkaldt abstract, så man helt kan slippe for at læse artiklen og få resultater og konklusion med det samme.
Disse overvejelser over accelerationen, og hvordan den præger både vores udtryks- og læsemønster, er oplysende som en helt generel samtidsanalyse, men her skal de tjene til at belyse den kollision mellem nutidig akademisk skriftkultur og fortidig, som er årsagen til debatten om Løgstrup og hans forhold til nazismen.
I december 2019 udspandt der sig en debat i Kristeligt Dagblad. Anledningen var, at lektor i filosofi Esther Oluffa Pedersen i sin doktorafhandling – og i et interview i forbindelse med afhandlingens forsvar – havde læst tre kronikker, som Løgstrup skrev om nazismen i 1936. Pedersen læste kronikkerne som udtryk for tilslutning: ”Hjemvendt fra et længere studieophold i Tyskland skrev han i 1936 tre kronikker, hvor han roste Hitler og Heidegger for deres filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation.”
Reaktionerne udeblev ikke, og i de følgende uger bølgede diskussionen frem og tilbage. Tilsluttede Løgstrup sig det nazistiske førerskab, eller fremstillede han blot nazismens opfattelse af førerskabet, eller fremstillede han det nazistiske syn på førerskabet, samtidig med at han faktisk lagde afstand til det?
Hvorfor er det så svært at afgøre? Der er trods alt tale om ret korte tekster skrevet til avislæsere i 1936. Skulle det ikke være muligt for professionelle akademikere at læse teksterne og nå frem til en enighed om noget, der er så fundamentalt som forfatterens egen opfattelse? Spørgsmålet hænger sammen med udviklingen inden for akademisk praksis og metode igennem de seneste mange tiår, herunder den akademiske fremstillingsform. I et brev fra Løgstrups enke, Rosemarie Løgstrup, omtaler hun selv de tre kronikker fra 1936 og forudser meget klarsynet den risiko, at Løgstrups anliggende i kronikkerne kan blive misforstået:
”Noget helt andet er, om Knuds metode kan lægge op til misforståelser. Metoden hang selvfølgelig sammen med hans helt selvfølgelige udgangspunkt: at ville finde frem til den anden parts intention. Men det betyder at følge modpartens tankegang, så langt det overhovedet lader sig gøre; det indebærer også at referere ham in bonam partem. Det er nok svært for en nutidig læser, der er vant til, at folk profilerer sig kraftigt fra starten af ved hjælp af polariseringsmetoden, at forstå, at gengivelsen af modpartens intention ikke betyder indforståelsen med denne intention. Måske er det fartdjævelens sejr, der slet ikke tillader en så langsommelig fremgangsmåde?”. (Rosemarie Løgstrup til Arno Victor Nielsen den 1. august 1990).
Sagen er, at Løgstrup opfattede det som akademisk redeligt, at man fremstillede en sag nøgternt uden at indblande sine egne holdninger, og med den udtrykkelige opgave, at synspunktet skulle fremstilles loyalt, hvilket vil sige, sådan som tilhængere af synspunktet selv ville fremstille sagen. Først derefter kunne man – hvis det var passende – træde til med sin kritik.
Det er derfor helt almindeligt, når man læser Løgstrup, at man først tror, at han er indforstået med det, han skriver, når han tegner et synspunkt op, for derefter først mange sider senere at nå frem til det sted, hvor han rejser sin kritik. Men som Rosemarie skriver, er det en praksis, der efterhånden er gledet helt ud af den akademiske arbejdsmåde.
Forskere i dag har meget mere travlt med at fremhæve deres eget ståsted. Man giver sig alt for sjældent tid til at fremstille modparten omhyggeligt og loyalt – altså efter det krav, Løgstrup selv (næsten altid) efterlevede: at fremstille modstanderens synspunkt så stærkt som muligt.
Derfor går det galt, når man læser kronikkerne i dag og får den mistanke, at Løgstrup sympatiserer med nazismen. Man kan ikke forestille sig, at han kan skrive om sit emne på en så loyal måde – give Heidegger ordet i et sådant omfang og uden tydeligt (nok) at distancere sig selv fra synspunktet – uden også samtidig at være enig.
”Fartdjævelen”, som Rosemarie Løgstrup kalder det, har overtaget ikke kun vores tekstlæsningsevner, men også den akademiske fremstillingsform. Den ikke-polariserende fremstilling er så fremmed, at en tekst beregnet for avislæseren i 1936 skaber store vanskeligheder for professionelle akademikere i dag, når de skal finde frem til forskellen på den fremstillede intention og fremstillerens intention. Det er tankevækkende.
Den 1. februar udgiver Fønix bogen ”Førerskab og folkestyre. K.E. Løgstrups kronikker om nazismen”, hvor kronikkerne (via 12 forskellige bidrag) bliver grundigt belyst fra en række forskellige perspektiver: fra nærlæsninger af teksterne til kontekstualiseringer. Dermed kan der kastes lys over kronikkernes indhold, samtidig med at vi bliver bevidste om en kulturel udvikling inden for både den akademiske kultur og de forventninger, man kan have til avislæsere, fra 1936 til i dag. At læse en hel bog om sagen selv kræver så blot, at man byder fartdjævelen trods og tager sig tid til at læse og forstå.