Prøv avisen
Kronik

Lokal eller global? Europas store udfordring

Vi må gå til uventede kilder for at finde de nødvendige ressourcer til at tænke nyt om den kunstige modstilling mellem det lokale og det globale. Nemlig til kirken, skriver dagens kronikør

Hvordan fastholder vi på samme tid værdien af det lokale og af det glo-bale?

Hvordan være nysgerrig og åben over for verden, men samtidig værdsætte det gode i lokalt sprog og kultur? Det er den udfordring, som hele Europa står over for.

Svaret skal findes ved at undersøge kirkeinstitutionen, da den har mange århundreders organisatorisk erfaring med at lade det lokale og det globale virke sammen.

Og det er muligt at lade sig inspirere af kirken i dette spørgsmål, også selvom man ikke tror på historien om en mand, der døde og blev levende igen – selvom man ikke er en fugl, kan man godt tage ved lære af historien om Den Grimme Ælling; så at sige.

På nuværende tidspunkt opstilles i debatten om globalisering to løsningsforslag, som peger i hver sin retning.

På den ene side præsenteres en tilgang, som finder svaret i øget internationalt samarbejde og kosmopolitisme; på den anden side en modreaktion, som finder svaret i en stærkere betoning af det nationale og det lokale.

Vi så det i debatten om Brexit, men eksempler på disse to yderpositioner kan også findes i Danmark hos henholdsvis Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

I stedet for at slide hinanden op i diskussioner om, hvorvidt vi skal vælge den ene eller den anden model, er der brug for at tænke forholdet mellem det lokale og det globale på en anden måde. Det er nemmere sagt end gjort!

Når vi taler om globalisering, forbinder vi ofte fænomenet med store virksomheder. Vi forestiller os, at globalisering først var noget, som satte ind i det 20. århundrede med overnationale koncerner.

Men sagen er den, at allerede længe før opkomsten af store multinationale virksomheder havde kirken gennem mange århundreder gjort sig erfaringer med samtidig at være en global institution og tæt forbundet til det lokale.

I en europæisk sammenhæng har vi svært ved at løse ligningen med både at tillægge det lokale og det globale værdi, og derfor er det relevant at se på, hvordan en anden erfaren aktør har håndteret det.

Som den slovenske filosof Slavoj Žižek har påpeget i flere bøger, udgivet i samarbejde med den engelske teolog John Milbank, er kristendommen efter Berlinmurens fald en af de få tilbageværende ressourcer, hvor der kan hentes inspiration til anderledes tanker om indretningen af samfundet.

I forsøget på at betragte kirken som en ressource til at nytænke forholdet mellem det globale og det lokale må man naturligvis lade sig inspirere af ”best practice” – kirken har ofte fejlet, og fejler stadig, i denne opgave.

Men mange fejl gør viis, og selvom det ofte går langsomt, er der med den katolske kirke tale om en institution, som har haft mange århundreder til at lære samtidig at være nært lokalt forankret og have en global identitet. 

Jeg peger her på den katolske kirke, for med Reformationen begyndte en udvikling, hvor de protestantiske kirker på forskellig vis blev institutionelt bundne til nationalstaterne, hvorved de mistede indsigten i samtidigt at være en lokal og en global organisation.

Den katolske kirkes stærke både lokale og globale natur er mest tydeligt kommet til udtryk i krigssituationer.

I Xavier Beauvois’ film ”Om guder og mænd” fra 2011 fortælles historien om, hvordan en gruppe trappistmunke i Algeriet nægter at forlade den landsby, hvor de bor, selvom der udbryder krig i landet.

Filmen, som bygger på virkelige hændelser, beskriver, hvordan munkene er tæt forbundne med den lokale befolkning, som de ikke vil lade tilbage, selvom de har muligheden. Munkene er del af en international organisation, som tilbyder at evakuere dem; men kirken har en stærk lokal forankring, og munkene afslår at forlade lokalområdet.

De har altså en helt anden forestilling om forbindelsen til det lokale, end den vi ser hos multinationale firmaer, som ofte er de første til at flyve internationale medarbejdere i sikkerhed ved pludseligt opståede konfliktsituationer.

Ligeledes kan man pege på eksempler fra krigssituationer, hvor den katolske kirke i stedet har lagt vægt på sin overnationale struktur.

For ganske nylig er dette globale aspekt kommet til udtryk i Pave Frans’ udtalelse (den 4. februar 2015) i forbindelse med krigen i Ukraine:

”Jeg tænker på jer, ukrainske brødre og søstre; men jeg tænker også, at dette er en krig mellem kristne. I deler alle den samme dåb! Det er kamphandlinger mellem kristne. Tænk over dette. Det er en skandale!”.

Frans sætter altså her den fælles fortælling over den partikulære nationale identitet.

Ud fra disse to eksempler ses hvordan det partikulære og det universelle karakteristikum ved kirken ikke forstås som modsatrettede tendenser, men fungerer sammen mod et fælles mål.

Der er to afgørende karakteristika, som gør det muligt for den katolske kirke samtidigt at være lokal og global:

For det første optræder i kernen af kirkens teologi historien om, hvordan det universelle netop først blev manifesteret, da det blev partikulært i form af Jesu fødsel.

Centralt i kristendommen står dermed, at det universelle ikke tilnærmes ved at abstrahere fra det partikulære, men derimod tilgås gennem en konkret og lokal begivenhed.

For det andet er kirken ikke primært defineret ud fra tid og rum – det er i stedet et fællesskab, som holdes sammen af en fælles historie og en delt vision. Dermed ændres vilkårene for, hvordan man tænker om det lokale og det globale.

I nadveren opføres en fortælling om et fællesskab, som går på tværs af både tid og rum. Ved uddelingen af nadveren deltager man i et fællesskab, som i sin selvforståelse strækker sig 2000 år tilbage i tid og samtidig strækker sig til at omfatte gudstjenestefejrende over hele verden.

Dette globale fællesskab har dog en helt partikulær forankring i den lokale gudstjeneste. På den måde at overskride grænsen mellem det lokale og globale kan kun lade sig gøre, fordi rammerne om fællesskabet udgøres af en fælles fortælling. Kategorierne ”lokal” og ”global” bliver derved mindre afgørende markører, idet de underordnes en større fortælling.

Dette kan man lade sig inspirere af i den europæiske debat.

I dagens pluralistiske Europa kan kristendommen ikke udgøre denne fælles fortælling, da den ikke længere udgør den samlende virkelighedstolkning for Europas befolkning.

Men det betyder ikke, at det er mindre vigtigt, at vi i det europæiske fællesskab begynder en samtale om en delt vision om et fælles mål og fælles gode for både Europa og resten af verden.

Ofte hører man en forfatter udtale, at det var netop, da hun ophørte med at forsøge at udtrykke noget almenmenneskeligt, men i stedet tog udgangspunkt i en oplevelse, som var helt unik og personlig, at hun pludselig skrev fortællinger, som andre kunne spejle sig i.

På samme måde bør vi ikke arbejde hen mod en tilstræbt universel historie om Europa, men gennem vores lokale erfaringer finde frem til visionen om det fælles gode.

Ovenstående er naturligvis blot første små skridt på vejen mod at gentænke vor tids store spørgsmål om forholdet mellem det lokale og globale.

Før man kan begynde at arbejde hen mod en løsning, må man dog først kunne forestille sig den. Det kan umiddelbart lyde, som om den kreative opgave med at forestille sig en løsning må være den lette del, hvorimod den svære del består i at føre den ud i livet. Nogle gange forholder det sig dog omvendt.

Den svære opgave ligger ofte netop i at tænke nyt og bevæge sig ind i andre tankemønstre end dem, man er vant til. Men når dette arbejde er gjort, så er den mentale vej beredt, og den konkrete implementering falder på plads hen ad vejen.

Det skal nok lykkes.

Simon Schmidt er cand.theol. og master i teologi fra Duke University