Prøv avisen
Kronik

Luther har haft betydning for moderne rigsdansk

Foto: Hung Tien Vu

Vi ved, at Luthers bibeloversættelse har sat mange spor i det danske sprog, men det er derimod ganske upåagtet, at Luther efter alt at dømme også har haft indflydelse på, hvordan rigsdansk udtales, skriver dagens kronikør

Reformationen betød, at vi fik Bibel og gudstjeneste og salmesang på dansk. Det ved vi alle. Det er heller ikke ukendt, at Luthers bibeloversættelse har sat sine spor i dansk i form af vendinger, som vi bruger den dag i dag, for eksempel ”at gøre livet surt for nogen” (2. Mosebog 1, 14), ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med” (Matthæusevangeliet 12, 34) og ”Sætte himmel og jord i bevægelse” (Haggajs Bog 2, 6). Det er derimod ganske upåagtet, at Luther efter alt at dømme også har haft indflydelse på, hvordan rigsdansk udtales.

I sin bibeloversættelse havde Luther lagt sig tæt op ad det saksiske kancellisprog, som (ikke mindst af den grund) var blevet udbredt og brugt som skriftsprog i størstedelen af Tyskland, men der var ikke nogen fælles tysk norm for talesproget. Gudstjeneste på modersmålet var en hjertesag for Luther, og prædikenen fik stor vægt, men hvordan skulle præsten tale, når der ikke var en fælles anerkendt udtalenorm? I den situation valgte Luther skriftsproget som mønster. Han hævdede, at han selv talte ”som det saksiske kancelli” og foreskrev præsterne, at de – af pædagogiske grunde – skulle tale bogstaveligt, det vil sige udtale ordene, som de var stavet.

Vi har ingen kilder, der fortæller, hvordan danske præster blev instrueret i at prædike, vi ved kun fra Kirkeordinansen, at hvis de ikke selv kunne skrive en prædiken, skulle de læse op af en postil, og at de ikke måtte tale længere end en time – og det overtrådte de jævnligt ifølge samtidige beretninger. Men resultatet kender vi: Fra de allerførste beskrivelser af dansk talesprog fra 1600-tallet slås det fast, at der er tre måder at tale dansk på.

Dels ”det sirlige sprog, som lærde mænd taler i forsamling”, det vil sige det offentlige foredragssprog, dels ”som ordene falder i almindelighed”, dagligsproget, og endelig er der den ”gemene mand, der forkorter og fordærver ordene”. Cirka 85 procent af befolkningen taler dialekt. De er helt uden for synskredsen, når grammatikerne diskuterer, hvad der er det bedste sprog. Dialektformer blev regnet for sprogfejl. Et synspunkt, der heller ikke er ukendt i dag.

Hvad er så forskellen mellem ”offentlig oration og prædiken” og det sprog, de samme personer bruger i samtaler? En fyldig beskrivelse har vi ikke, men sprogforskeren Jens Høysgaard giver os en del eksempler fra midt i 1700-tallet. Høysgaard nævner for eksempel, at i samtaler lyder det ”noget ilde” at sige ”have” og ”lege”, det hedder ”ha” og ”leje”, men på en prædikestol ville det lyde ”ilde og negligent” at sige ”låft” for ”lovet” og en ”lej” eller at ”leje” i stedet for ”leg”, ”lege” (udtalt så de rimer på ”veg”, ”vege”). Konsonanterne b, d og g bliver nemlig ”i daglig tale ganske fortiede eller forvandlede til andre bogstaver tværtimod brugen i den rette læsning og offentlig tale”.

Ifølge Høysgaard siger man ”slæve”, ”drave”, ”rie”, ”spøjelse”, ”taet”, ”pie” og ”da” i stedet for ”slæbe”, ”drage”, ”ride”, ”spøgelse”, ”taget”, ”pige” og ”dag”. Og en række almindelige ord som ”bliver”, ”giver”, ”haver”, ”lader” og ”tager” trækkes sammen til ”blir”, ”gir”, ”har”, ”lar” og ”tar”. Endelig nævner han en håndfuld meget hyppigt brugte ord som ”de”, ”det”, ”mig”, ”dig” og ”sig”, som på prædikestolen skal udtales, så de rimer på henholdsvis ”se”, ”det” og ”underlig”, som i Brorsons salme ”Den store, hvide flok vi se”, hvor ”de” rimer på ”se” og ”sne”.

Der er ikke kun tale om, at man i en prædiken vælger andre ord og artikulerer tydeligere end i en samtale, men om to forskellige udtalenormer, to registre ville vi sige i dag, med hundredvis af indbyrdes forskelle. Og prædikenregistret er en fuldstændig bogstavret læseudtale. Ganske som den, Luther foreskrev for de tyske præster. Så selvom vi ikke kender tilsvarende danske forskrifter, kan vi konstatere, at resultatet var ens i Danmark og Tyskland.

Da både de nye lutherske biskopper, lærerne ved de evangeliske præsteskoler i Haderslev, Viborg og Lund (hvor de fleste præster blev uddannet) og de teologiske professorer ved universitetet næsten alle var uddannet i Wittenberg, er det nærliggende at antage, at ensheden skyldes, at de har fulgt Luthers parole om, at præsterne skulle bruge en læseudtale.

Når præster prædikede, talte de altså som en bog, og det var denne læseudtale, langt fra det almindelige samtalesprog, der blev anset for det rette, det korrekte, talesprog i et par hundrede år. Det var også det sprog, der blev brugt i skolen som højtlæsningssprog. Men i 1800-tallet blev der røre om sprognormerne. Man diskuterede, om det var rimeligt, at man skulle tale helt anderledes i et foredrag, end når man talte sammen, og der skete en slags fusionering af de to hidtil situationsbestemte registre til ét dannet talesprog.

Nogle af de bogstavrette udtaler, især i de meget hyppigt brugte ord som ”de”, ”det”, ”mig”, ”dig”, ”sig” samt ”havde”, ”lagde” og ”sagde” (hvor v og g blev udtalt), virkede kunstige og gammeldags. Men samtidig var der nogle af de københavnske dagligsprogsformer, der ikke længere var acceptable, og som man derfor skulle undgå, hvis man ville anses for dannet. Mens man før havde vist sin dannelse ved at tale tysk eller fransk i visse situationer, demonstrerede man den nu ved at have den rette danske udtale, og nogle af de udtaleformer, der før havde kendetegnet dagligsproget, blev nu kategoriseret som gadesprog og taget som tegn på, at den talende ikke var en skikkelig borger, men måtte henregnes til underklassen.

Det dannede talesprog, der opstod, er tættere på skriftsproget end det traditionelle omgangssprog, idet det har optaget en række af de skriftnære former, der blev brugt i prædikensproget. I de alleralmindeligste ord holdt dagligsproget dog skansen, og de skriftnære former gik helt af brug. Og så er der en del ord, hvor det i flere generationer blev diskuteret, hvad der var den korrekte udtale, i hvert fald ved offentlig fremførelse af tekster. Stod kong Christian i ”røj og damp”, eller skal man synge ”røg” (så det rimer på ”søg”)? Hedder det ”skoue” eller ”skåve” i I.P. Jacobsens digt ”Har du faret vild i dunkle skove”?

Resultatet blev et talesprog, hvor nogle ord udtales bogstavret, andre ikke. Det går til hvilken side hver anden gang: ”Han steg” rimer på ”neg”, men ”en steg” rimer på ”vej”; ”løg” udtales som ”løj”, men ”gøg”, ”høg” med blødt g. Det er ikke ud fra stavningen til at se, hvilken udtale man skal vælge. Ofte er der også forskel på, hvordan forskellige bøjnings- eller afledningsformer af samme rod udtales. Det hedder ”mord” og ”på færde” uden d, men ”myrde” og ”færdes” med d; ”halvanden” udtales uden v, men ”to halve” med v og så videre og så videre.

Den norm, man lagde sig fast på, er hverken enkel eller gennemskuelig, og der er et kompliceret forhold mellem lyd og skrift. Men med fusioneringen fik vi et standardtalesprog i egentlig forstand, det vil sige et talesprog med en fast norm, der kun tillader lidt variation, men hvor et og samme talesprog kan bruges både i samtaler og foredrag og prædikener.

Hvordan havde talesproget udviklet sig, hvis man ikke havde fulgt Luthers forskrift? Mit personlige gæt er, at hvis ikke Luther havde rådet præsterne til at udtale ordene som de blev stavet, og hvis man ikke havde gjort det samme i den danske lutherske kirke, så havde vi nok fået et fælles dansk talesprog, der lignede traditionel sjællandsk og københavnsk dialekt mere end Poul Reumerts dansk. Der er sket en del med udtalen siden Poul Reumerts dage, og mange vil hævde, at sproget er gået i forfald, men vi har stadig mange skriftnære udtaleformer, som stammer fra det prædikensprog, der lød gennem 300 år. Og det skyldes sandsynligvis Luther.

Inge Lise Pedersen er tidligere universitetslektor