Har luthersk kristendom været et anvendeligt discipleringsmiddel for magthavere? Havde Luther et totalitært samfundssyn? Var lutherske teologer i 1800-tallet ligeglade med arbejdernes sociale problemer? Det er altid vigtige spørgsmål at få afklaret. Men det er især vigtigt i en situation, hvor lutherdommen fremhæves som en af årsagerne til den helt enestående sammenhængskraft, der præger dagens danske samfund.
De nævnte spørgsmål er blevet rejst af Henning Tjørnehøj i en række artikler (den 31. august, den 9. september og senest i kronikken den 17. november.) Hans svar er i alle tilfælde et klart og umisforståeligt "Ja!". Jeg tillod mig at fremsætte en mild protest (den 2. september). Den vil jeg gerne uddybe her, for sagen er mere end et anliggende mellem Tjørnehøj og mig.
Det er et uhyre komplekst problem, vi har med at gøre. Jeg vil straks understrege, at jeg ikke primært udtaler mig om historiske begivenhedsforløb. Det har jeg ikke sagkundskab til, for i modsætning til Tjørnehøj er jeg ikke historiker. Mit spørgsmål er systematisk-teologisk: Hvad er luthersk kristendom, og hvad kan den være i 2005? Min primære interesse gælder ikke de faktiske virkninger af Luthers udtalelser under bondeoprøret i midten af 1525. Heller ikke den faktiske udvikling af lutherdommen i retning af politisk konservatisme og lydighedsideologi. Jeg er interesseret i de grundlæggende træk i Luthers formulering af, hvad kristen tro og kristen livsførelse er. Disse grundlæggende træk vil jeg kalde "Luthers teologi". Der er en helt anden ting, man må tage hensyn til, når man læser Luther, og det er, hvad jeg vil kalde "Luthers samtidsforståelse". Når man vil forsøge at formulere luthersk kristendom i vore dage – og det må være en hovedopgave for teologer, der uddanner præster til folkekirken, må man nyformulere "Luthers teologi" samtidig med, at man forholder sig kritisk til "Luthers samtidsforståelse" og lutherdommens realhistorie.
Hvad siger "Luthers teologi" om politik og samfund? Den siger, at øvrigheden er indsat af Gud. Det vil sige, at institutionen politisk herredømme er et grundvilkår ved menneskelivet ligesom børneavl og agerbrug. Herredømmet er et gode, fordi dets funktion er at beskytte menneskelivet mod destruktivitet i form af forbrydelser og krig eller økonomisk udbytning. Men Luthers politiske teologi er præget af "Luthers samtidsforståelse", der blandt andet indebærer, at politisk herredømme forudsætter en klar forskel mellem øvrighed og undersåtter. Han kunne åbenbart ikke forestille sig den politiske institution realiseret på andre måder. Derfor blev lydighed et grundkrav til undersåtterne.
Det er ud fra kombinationen af "Luthers teologi" og "Luthers samtidsforståelse", man skal forstå hans stillingtagen til bondeoprøret. Luther havde fuld forståelse for bøndernes utilfredshed og lagde ikke skjul på sin kritik af magthaverne. Men den eneste løsning, han kunne se, var at gå forhandlingens vej. Med det forslag slutter han sin "Formaning om fred over Schwaben-bøndernes tolv artikler" fra 1525. Når han tager afstand fra, at bønderne søger en voldelig løsning gennem oprør, er det ikke ud fra en kristelig lydighedsideologi. Han har en rent juridisk begrundelse: Oprør ville være selvtægt, og det strider mod anerkendt ret. Hvis bønderne ønsker at fremstå som kristne, gælder det ydermere, at de må finde sig i uretten.
Luther lægger altså ikke skjul på, at magthavernes behandling af bønderne er uret. Men af både juridiske og teologiske grunde afviser han det voldelige oprørs berettigelse. Det er også forklaringen på hans reaktion, da bønderne faktisk griber til vold. Det er en retskrænkelse, som kræver konsekvent reaktion fra retshåndhæverne, det vil sige fyrsterne. Det er i denne forbindelse, Luther lader de berygtede ord falde om, at bønderne skal slås ned "som gale hunde". Billedet betyder, at mennesker i oprør er livsfarlige ligesom hunde med rabies. Oprør er ikke "bare" en forbrydelse, men et anslag mod hele den sociale orden.
Luthers klare afvisning af oprør gælder ikke i samme omfang ulydighed. Det springende punkt er voldanvendelse. Luther anerkender udtrykkeligt lydighedsnægtelse ved uberettiget krig. Og han opfordrer til passiv modstand og verbal protest mod politiske overgreb mod troens frihed. Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en autoritær samfundsopfattelse. Men det er en anakronisme at bruge et udtryk fra det 20. århundrede som "totalitær" om den. Ret skal være ret, også over for den historiske Luther.
Set fra eftertiden må vi konstatere, at Luther tog fejl i sin samtidsforståelse. Voldeligt oprør er ikke altid ensbetydende med socialt kaos. Det kan faktisk være middel til både socialt og retligt fremskridt. Hvor var nutidens demokratiske retssamfund uden den amerikanske og den franske revolution? Hvad er der så tilbage af "Luthers teologi" vedrørende politik og samfund? At politisk herredømme er en nødvendighed, at dets funktion er at tjene menneskelivet, og at kristne engagerer sig i det for at gavne deres medmennesker. Denne politiske teologi kan også praktiseres i et demokrati, hvor alle er øvrighed og undersåt på én gang.
Når luthersk kristendom indebærer optagethed af andres tarv, er det klart, at fremkomsten af en ny samfundsklasse med stor social nød må appellere til samvittigheden. Når det gælder arbejderstandens kår i 1800-tallet, reagerede de to fremtrædende danske teologer Grundtvig og Martensen forskelligt. Arbejdernes situation lod ikke Grundtvig kold. Men han tog afstand fra en politisk sikret socialhjælp. Den ville gøre "hele Folket til Fattiglemmer" og "føde Dovenskaben". Grundlaget for omfordelingen af goderne skulle være "Kiærlighedes-Baandet" mellem rig og fattig. Omfordelingen skal ske som frivillig velgørenhed.
På det punkt tænker Martensen helt anderledes. Hvad man end mener om de to, må man medgive, at Martensen i hvert fald som politisk tænker langt overgår Grundtvig. Martensen formår simpelthen at formulere en luthersk samfundsetik på den moderne tids betingelser. Det indebærer, at politisk herredømme udøves af en stærk stat. Martensen deler samtidens syn på staten som en organisme, en helhed, hvor hver del har sin nødvendige plads. Delene er ikke isolerede individer, men borgere opdelt i stænder. Individualismen er hovedmodstanderen, hvorfor Martensen polemiserer heftigt mod liberalisme og kapitalisme.
I modsætning til Grundtvig betragter han det som en statslig opgave at sikre en rimelig fordeling af velfærden. Et vist mål af velstand hører nemlig med til betingelserne for en menneskeværdig eksistens. Og en nations velstand er ikke forenelig med et svælg mellem rig og fattig. Martensen tilslutter sig her udtrykkeligt den etiske, kristeligt bestemte socialisme – i modsætning til den utopisk-revolutionære. Med socialismen anerkender han solidaritetens lov: Samfundet har pligt til ikke at udelukke noget individ fra sin omsorg. Og her kommer "fjerde stand", arbejderklassen, ind i billedet. Et mål for politikken må være "at forhjelpe Arbeideren til en Existens, der ikke væsentlig er forskjellig fra Middelstandens, at forhjelpe ham til et virkeligt Familieliv, der er Grundlaget for et sædeligt Personlighedsliv, hjelpe ham til en nogenlunde betrygget Fremtid, en Forsørgelse for Alderdommen, for arbeidsløse Tider, for Sygdomme. ("Den christelige Ethik", Bd. II,2 (1878), s. 196f)."
Ud fra sin lutherske etik forsvarer Martensen således ikke kun en retsstat, men også en socialstat. Det er formentlig med rette, at han betragtes som en af den moderne danske velfærdsstats tidlige teoretikere. Martensen koncentrerede sig om det afgørende i "Luthers teologi" og lod "Luthers samtidsopfattelse" ligge, hvor den hører hjemme: i fortiden. Også Martensen er naturligvis præget af sin samtidsopfattelse. Vi kan i dag ikke følge ham i hans tro på stænderrepræsentationens fortrin frem for almindelig valgret. Men hans krav om en stærk stat som garant for en retfærdig fordeling af de sociale goder er stadigvæk en genuin udgave af "Luthers teologi". Den er god at have i bagagen, når det politiske slag om velfærdsstaten skal slås.
Svend Andersen er professor i etik
og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet
Læs kronikken i morgen:
"Gudstro i Danmark" af Peter Lüchau, ph.d.-stipendiat, Afdeling for Religionshistorie, Københavns Universitet