Luther og mystikken

”Aldrig nogensinde har jeg haft en bog i mine hænder, som jeg har lært mere fra om Gud og Kristus, mennesket og alle ting, der er til”, skrev Luther om værket ”Theologia Deutsch”, som viser en overset side af reformatorens forhold til mystikken

I 1518 skrev Martin Luther i forordet til et lille værk, som han egenhændigt havde taget initiativ til at få udgivet, og som han i nyredigeret form gav navnet ”Theologia Deutsch”: ”Lad mig sige (...), at bortset fra Bibelen og St. Augustin har jeg aldrig nogensinde haft en bog i mine hænder, som jeg har lært mere fra om Gud og Kristus, mennesket og alle ting, der er til.”

Der er tale om en såkaldt traktat fra det 14. århundrede tilskrevet en ukendt gejstlig med tilknytning til den tyske ridderorden. Værket – også kendt som ”Der Franckforter” eller ”Das Büchlein” – opnåede ikke mindst takket være Luther en betydelig udbredelse (i 1612 blev værket forbudt af den katolske kirke).

Hvad der i året for reformationsjubilæet kan siges at gøre værket særlig interessant, er, at der så klart er tale om et mystisk inspireret værk med et billede af mennesket og dets grundvilkår, som i helt grundlæggende henseender synes at stride mod centrale forestillinger i Luthers lære. Værket indskriver sig i en tradition af tysk senmiddelaldermystik.

Det mest afgørende punkt vedrører forståelsen af forholdet mellem menneske og Gud. Og her er ingen tvivl: ”Das Büchlein” repræsenterer helt klart et standpunkt om mulig forening mellem menneske og Gud (på tysk ” Vergottung ”).

Allerede i de første linjer af ”Das Büchlein” præsenteres læseren med reference til Paulus (Første brev til korinterne) for to grundlæggende kategorier af eksistens og oplevelse: ”det fuldkomne” og ”det stykkevise”. Begrebet om ”det fuldkomne” anvendes traktaten igennem i mange tilfælde i stedet for Gud som en henvisning til oplevelse af den ”yderste” virkelighed – måske i et forsøg på at formidle et indtryk af konkret menneskelig erfaring. ”Det fuldkomne” i sin abstrakte, men uudsigelige realitet betegnes også som ”intet” eller positivt som ”evig godhed”, ”det ene” og ”den ene væren”.

Med begrebet om det stykkevise refereres til den verden, vi umiddelbart kender, tingenes mangfoldige verden. De specifikke fænomener er alle kendetegnet ved deres karakter af noget begrænset med udstrækning i tid og rum.

”Det fuldkomne” har i sin ubegrænsethed status som kilden til den skabte, begrænsede verden og bringer således enhed og helhed til den konkrete mangfoldighed.

Der er ingen grund til at gå videre med indholdet af ”Der Franckforters” metafysiske betragtninger. Hvad det er afgørende at forstå, er, at forfatteren – som andre Rhin-mystikere – klart bekender sig til opfattelsen, at mennesket i kulmination af en proces frem mod fuldkommengørelse har mulighed for at opleve og i sidste ende opnå forening med tilværelsens guddommelige grund.

Det er en forestilling, som havde en betydelig udbredelse i middelalderens mystik, og som – så længe den ikke blev formuleret på en måde, som åbent stred mod etablerede dogmer – blev tolereret af kirken, dog uden entusiasme. Alt for radikale opfattelser førte uvægerligt til anklager for kætteri. Det bidrog utvivlsomt til kirkens stiltiende accept, at de tyske mystikere ikke blot betonede vigtigheden af åndelige øvelser (herunder ikke mindst meditation), men ofte samtidig var stærkt engagerede i socialt arbejde.

Eksemplet over alle for dem, der vil søge ”fuldkommengørelsen”, er Kristus. Eftertrykket i beskrivelsen af vejen ligger på overvindelse af synd og selviskhed og accept af lidelse, afsavn og ensomhed. Udgangspunktet for den grundlæggende forståelse er sådan set uhyre enkelt: Synd er fravær af overensstemmelse mellem individuel og guddommelig vilje. Alene menneskets egenvilje er Gud imod. Alt andet, inklusive mennesket som skabning, er fuldkomment, som det er. Hvor store vanskelighederne end måtte være, repræsenterer ”synd” en udfordring, som kan overvindes.

Trods den overvældende store afstand mellem umiddelbar menneskelig virkelighed og målet for menneskelig udvikling er budskabet i ”Theologia Deutsch” optimistisk. Fremstillingen er båret af en stærk overbevisning om realiteten af en mulig ny virkelighed med grundlag i en eksistentielt given proces frem mod virkeliggørelse af et ægte frit og fuldmyndigt selv.

Værket har gennem tiden haft en stærk folkelig appel, men er også blevet læst af teologer og filosoffer med interesse for tilværelsens grundlagsproblemer. Ikke overraskende er det især muligheden for læsning af værket i et neoplatonisk perspektiv, der har begrundet interessen. Blandt andet Schopenhauer lagde ikke skjul på, at ”Theologia Deutsch” var en af hans yndlingsbøger, og at han læste værket i en tradition af fundamental indsigt ”fra Platon til Buddha”.

Forfatteren Aldous Huxley karakteriserer i bogen ”Den evige filosofi” med en åbenlyst polemisk formulering ”Theologia Deutsch” som ”den bog, som Luther påstod han elskede så højt, og som han, hvis vi skal slutte ud fra hans liv, lærte så lidt af …”.

Det er en rigtig vurdering, hvis man som Huxley tager udgangspunkt i en forståelse af religion, der betoner spiritualitet og muligheden af videregående menneskelig udvikling og religiøs erfaring.

Det står klart, at Luthers holdning til disse spørgsmål ændrer sig over årene. Sværmeri bliver med tiden det mildeste af de skældsord, Luther hæfter på mystisk inspirerede anskuelser og bestræbelser. Luther var tydeligvis som person ikke mystisk anlagt, og det har grundlæggende forekommet ham naturligt at betone vigtigheden af menneskets engagement i det daglige liv i moralsk og religiøs henseende. Ja, han synes ligefrem at betvivle muligheden af menneskelig udvikling eller forandring med grundlag i videregående indre erfaring. ”Sværmernes” påståede forbindelse til tidens omfattende sociale uro (bondeoprør) har utvivlsomt bestyrket ham i hans negative syn på mystisk forankret spiritualitet.

I et evigt filosofisk perspektiv har udviklingen siden Reformationen været kendetegnet af en stadigt mere udtalt indsnævring af billedet af menneskelig mulighed og et tilsvarende tab af dybere forståelse af de metafysiske sammenhænge bag den religiøse fortælling. Det ville selvsagt være forkert at prøve at gøre Luther ansvarlig for denne udvikling – der har været helt anderledes fundamentale kræfter på spil, som har betydet en grundlæggende ændring af religionens sociale og kulturelle rammevilkår.

Det gælder kristendommen generelt, at opgaven i dag må være med respekt for den traditionelt religiøse fortælling at give et videregående billede af forbindelsen mellem mennesket og det guddommelige – et billede, der nødvendigvis må bygge på hævdelsen af et udvidet menneske- og virkelighedsbillede uden at benægte den begrænsede gyldighed af den almindelige virkelighedsforståelse og relevansen af den videnskabelige sandhed, som denne muliggør.

Man kan tale om indre erfaring, spirituel praksis, oplevelse af transcendens. Ord er ikke afgørende. Hvad der er behov for, er et nyt eftertryk på muligheden af menneskelig vækst og en ny forståelse af sammenhængen mellem bevidsthed og verden.

Udgangspunktet må være, at det virkelighedsbillede, som også den kristne kirkes mystisk orienterede repræsentanter gennem tiden har hævdet, allerede er til stede i den religiøse fortælling, men i dag overset, fordrejet, ja, endog benægtet. Perspektivet er ikke sandt eller falsk, men handler om begrænsning og overskridelse af begrænsning.