DER HAR ALLEREDE været sagt og skrevet meget om Luther og Reformationens betydning her, hvor vi har påbegyndt fejringen af 500-året for den evangelisk-lutherske reformation.
Nogle fremhæver Luther som teolog, andre som samfundstænker, der fik afgørende indflydelse på den senere samfundsmæssige udvikling i Nordvesteuropa. Det er alt sammen meget fint. Men jeg savner en mere tilbundsgående drøftelse af, hvordan man skal læse Luther i dag, og hvorledes man fastholder fortidig tænkning i nutidig kultur. Hvad jeg fremlægger, er et bidrag til denne mere fundamentale diskussion. Den må være forudsætning for den øvrige drøftelse af Luther, Reformationen og dens betydning i dag – teologisk, kirkeligt og kulturelt.
Jeg synes, det er glimrende, at man samtidig med, man fremdrager en række positive opfattelser af Luther og Reformationen, har vilje til at drysse salt i såret. Hverken Luther, reformation eller historisk tænkning generelt kan være tjent med helgenkåring eller ukritisk ophøjelse af bestemte epoker og steder.
Alligevel savner jeg et mere tilbundsgående historisk blik. Der har i den hidtidige debat og i flere af de bøger, der indtil nu er kommet, været en påfaldende forestilling om samtidighed med Luther og det 16. århundrede. Misforstå mig ikke. Debattører og forfattere er ikke sene til at pointere forskellen i tid og rum mellem os, Luther og hans tid.
Alligevel er det, som om mange læser Luther, som var han umiddelbart forståelig og tilgængelig. Det er kun et spørgsmål om at læse ham på latin, tysk eller moderne sprog og så i øvrigt redegøre for centrale begreber i hans teologi og tænkning. Men derved gør man sig øvelsen for let. Det minder om en prædiken, hvor man læser bibeltekst og bruger den ind i nutiden, fordi man tror, at der hersker en direkte kontinuitet mellem fortid og nutid.
En mere grundlæggende og radikal historisk tilgang hviler imidlertid på den forståelse, at Luther, hans tid og rum i udgangspunktet er fjerne, fremmede og fortidige for nutiden. Vel kan fremmedartetheden ikke være så radikal, at det er umuligt for os at forstå den, for i så fald ville vi jo ikke engang kunne begribe selve anderledesheden. Men den er måske mere fortidig og eksotisk, end vi ofte forestiller os.
Tag nu for eksempel Luthers berømte skrift ”Om verdslig øvrighed”, hvor han drøfter forholdet mellem øvrighed og kirke. I den standende debat om Luther og Reformationen slutter man meget hurtigt til, hvad man forestiller sig udgør lignende drøftelser i Grundlov og moderne velfærdsstat. Derved gør man sig det historiske arbejde alt for let og forsimplet. Glemt er for eksempel mellemliggende perioder med enevælde og Oplysningstid, som er en forudsætning for den moderne filtrering.
JEG TÆNKER historievidenskab parallelt med antropologens studie af fremmede kulturer. Hvor antropologen driver en horisontal form for antropologi i nutidskulturer og samfund, er historikeren vertikalt engageret i en undersøgelse af fortidssamfund og kulturer. Begge deler de imidlertid udgangspunkt. De undersøgte kulturer og samfund er interessante i kraft af at være fjerne og fremmedartede i forhold til det samfund og den kultur, de selv befinder sig i. Men hvorfor en sådan en interesse for det eksotiske og anderledes? Skal skatteborgerne virkelig betale for det gilde? Ja, i høj grad.
Når historikeren eller antropologen ikke som indgang til sin undersøgelse har forståelsen af, at hun eller han vil finde noget bekendt – noget, der ligner det, vi allerede kender – finder han eller hun måske netop noget ukendt. Eller sagt på anden vis: Den radikale insisteren på fjernhed og fremmedartethed er en forudsætning for ikke alene at lære nyt, men også at sætte sig selv på prøve. I mødet med det anderledes bliver man sig også egen vanetænkning bevidst. Man fatter, i hvor høj grad man er bestemt af nedarvet tænkning, som har camoufleret det fjernes fremmedartethed og gjort det fortroligt. I denne tilgang ligger der faktisk et reformatorisk ærinde, nemlig at værne om det 16. århundredes anderledeshed og ikke at gøre sig mere familiær og fortrolig med Luther og Reformationen, end muligt er.
Det kan lyde mærkeligt, for er et reformationsår og en besindelse på Luther (og de øvrige reformatorer!) ikke netop en chance for at blive fortrolig med det fremmede? Jo, så vist, men altså kun under den forudsætning, at man ikke gør sig fortroligheden for let ved at overspringe den grundlæggende anderledeshed. Hvad jeg appellerer til, er, at man samtidig med, at man forsøger at formidle og forske i Luther, reformation og det 16. århundrede, fastholder dem i deres fremmedartethed. Med andre ord: fortrolighed gennem fremmedartethed, familiaritet fastholdt i besindelse på anderledesheden.
Ord er ikke, hvad de giver sig ud for at være. Det er let nok at læse en tekst af Luther og forstå den ind i den samtid, i hvilken man selv befinder sig. Det gør præsten i sin prædiken. Det gør teaterinstruktøren i sin opsætning af Shakespeare. Det er helt legitimt. Der er intet i vejen med tekstlæsning eller brug, men der er også en anden tilgang, som jeg her gør mig til talsmand for, nemlig tekstfortolkning. Til forskel fra brug, som forudsætter samtidighed med den fortidige tekst, at teksten også er skrevet til mig, er tanken her i stedet, at teksten er skrevet til andre mennesker i en anden tid og på et andet sted.
LUTHERS 95 TESER blev ikke slået op på døren til Slotskapellet i Wittenberg til os. De blev slået op med andre mennesker for øje. Det skal man respektere, inden man begynder at omklamre Luther og gøre ham til en røst ind i nutiden. Det er så let at gøre Luthers opgør med aflad i den datidige kirke til en genkendelig og overtagelig kamp, vi kan forstå os selv ind i, ligesom vi kan gøre Luthers tale om øvrigheden til en bekendt problemstilling; men måske skulle vi faktisk indlade os på den kunst at lade Luther være Luther, inden vi foretager overspringsøvelsen til vore egne alt for genkendelige, nutidige brydekampe.
Luthers ord er gennem oversættelse forståelige, men de betyder ikke det samme i dag, som de gjorde på Luthers tid. Luther talte om retfærdiggørelse ved tro. Det kan vi godt forstå, men det er en overspringshandling at tro, at tro og retfærdiggørelse betyder det samme i dag som i det 16. århundrede. Der er faktisk verdener og den lutherske virkningshistorie til forskel.
Man kan ikke slutte fra Luthers trosbegreb til toregimentelære og derfra videre til drøftelsen af forholdet mellem stat og kirke i dag. Den lutherske diskussion hører socialhistorisk uvægerligt hjemme i et fjernt feudal-, fyrste- og stændersamfund, ligesom den lutherske trosforståelse åndshistorisk er uafvendeligt forbundet med en fremmed verden, hvor mennesket er bestemt af ikke-menneskelige magter som Gud eller djævel. Der går derfor ingen vej derfra til modernitet og nutidsdebatter om relationen mellem stat og kirke. Det er en overspringshandling at tro det.
Er udgangspunktet for fejringen af Luther og reformationsjubilæet – hvad enten vi så hylder eller kritiserer begge − at de gennem brug er umiddelbart forståelige og tilgængelige, får vi for lidt ud af en enestående mulighed for at lære nyt. Forsøger vi i stedet at nærme os dem gennem en tilstræbt betoning af deres fremmedartethed og anderledeshed, bliver vi måske overraskede. Kanske de i virkeligheden var mere sære og fjerne, end vi troede. Men deri ligger vel også en pointe – en reformatorisk én.
Besindelse på andre verdener og andre tænkere gør os klogere på både os selv og dem, ligesom vi i mødet med det fjerne og fremmede måske udfordres til at tænke nyt. Og just deri ligger en hyldest til en grundlæggende reformatorisk tanke: Ad fontes (tilbage til kilderne).