Prøv avisen
Kronik

Luther ville sige, at Trump ikke lever op til sit embede

Svend Andersen, Professor emeritus, Aarhus Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter Luthers mening skulle en politisk hersker bedømmes på, om han værnede om menneskers almindelige liv og opretholdt lov og ret. Donald Trump mangler distancen til at skelne mellem sin person og sit embede, skriver Svend Andersen

Meget få danskere har udtrykt deres anerkendelse af USA’s nuværende præsident, Donald Trump. Jeg kan komme i tanke om et par repræsentanter for det nationalkonservative segment af den danske offentlighed. Andre debattører har vist mere forsigtig forståelse eller sympati for manden i Det Hvide Hus. At Donald Trump møder hovedrysten hos almindelige danskere er ganske forståeligt. Derimod er det ubegribeligt, at mange pludselig synes at falde i svime, da vi endnu troede, at han ville beære Danmark med sit besøg. Én begrundelse for at hilse ham velkommen var, at han er USA’s præsident, en nær allieret og derfor en kærkommen gæst. Begrundelsen leder tanken hen på en vigtig skelnen i Martin Luthers politiske tænkning. Og måske er denne et godt udgangspunkt for et forsøg på at forstå fænomenet Donald Trump.

Luther har spillet en afgørende stor rolle i de senere årtiers hjemlige samfundsdebat. Mange har henvist til hans lære om de to regimenter og ment, at den betød, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det er en ganske alvorlig misforståelse, der vidner om et meget overfladisk kendskab til Luthers skrifter. Men lad os se på, hvad Luther faktisk siger om den politiske virkelighed.

Hans vigtigste påstand er, at selve den politiske ordning – det, at der findes en øvrighed, som med magt opretholder orden i samfundet – er indsat af Gud som central del af det skabte menneskeliv. Luther taler i den forbindelse om den verdslige øvrighed.

Over for den stiller han det åndelige domæne: alt, hvad der har at gøre med forkyndelse af kristendommen og modtagelsen af den i tro. Hvor øvrigheden skal udøve magt, foregår de åndelige aktiviteter uden magtanvendelse. Evangeliet og troen forudsætter frihed.

Skelner Luther så ikke mellem kristendom og politik? Jo, men han adskiller dem ikke. Et kristenmenneske er nemlig ikke kun en troende. Han eller hun er et menneske, hos hvem troen ikke kan undgå at give sig udslag i næstekærlighed. Næstekærlighed består for Luther i det ganske enkle at handle til bedste for sine medmennesker. Da øvrigheden – den politiske ordning – med sin beskyttelse er til gavn for mennesker, siger det for Luther sig selv, at kristne bidrager til at støtte øvrigheden. Det kan de gøre både som fyrster og andre øvrighedspersoner og som almindelige undersåtter. For Luther har næstekærligheden altså uomtvisteligt en politisk dimension.

For Luther er det altafgørende, at det er selve ordningen og det dertilhørende embede, der er indsat af Gud. Ikke den konkrete magtudøvende person. Når en fyrste skal adlydes, er det ikke på grund af sine personlige egenskaber, men fordi han udøver et af Gud indsat embede.

Talen om, at Donald Trump skal bydes velkommen som USA’s præsident, kan altså med lutherske øjne ses som en anerkendelse af, at han beklæder et af verdens vigtigste politiske embeder. Men netop ud fra Luther er det vigtigt at tilføje, at respekten for embedet ikke er ensbetydende med respekt for personen.

Efter Luthers mening skulle en politisk hersker bedømmes på, om han levede op til sit embede og dets mening. Meningen med den politiske ordning er at værne om menneskers almindelige liv, ikke mindst ved at opretholde lov og ret. En hersker har fået sin magt for at gavne sine undersåtter, ikke for at søge sin egen fordel. Luther er realist nok til at se, at fyrster og andre magthavere langtfra altid lever op til det ansvar, deres embede pålægger dem.

En af de anklager, modstandere af Luther gennem tiderne – også i forbindelse med reformationsjubilæet – har fremsat, lyder, at han altid stillede sig på fyrsternes side mod de undertrykte.

Det klassiske eksempel er den såkaldte bondekrig, der startede med udbredt social utilfredshed. I sin appel til konfliktens to parter lægger Luther ikke fingrene imellem i sin kritik af magthaverne. De handler egoistisk og uretfærdigt – ja, ligefrem tyrannisk. De udplyndrer de undersåtter, som deres embede tilsiger dem at beskytte.

I skriftet ”Om verdslig øvrighed” taler Luther endnu mere direkte. Hans generelle diagnose lyder: ”Fra verdens begyndelse er en klog fyrste en sjælden fugl og endnu sjældnere er en from fyrste. De er som oftest de største narre og de værste skurke på jorden; derfor skal man altid være forberedt på det værste fra deres side og forvente lidet godt.” De fleste magthavere er i Luthers øjne ”rasende junkere”, værre end røvere og banditter.

Den skarpe kritik er ikke kun udtryk for Luthers personlige mening. Også han har et embede, nemlig både som prædikant og som teolog. Netop de embeder forpligter ham til at kritisere magthaverne offentligt. Som teolog kender Luther jo den egentlige mening med det politiske embede, hvorfor har han en særlig pligt til at gøre herskerne opmærksomme på deres magtmisbrug. Ikke i skjul, men i fuld offentlighed. Når det i vore dage hævdes, at præster ikke må fremsætte politisk kritik, er også det i klar modstrid med Luthers udsagn.

Nu kan man selvsagt ikke uden videre overføre Luthers udsagn om politik til vore dage. Nutidens demokratier afviger markant fra datidens fyrstedømmer. Og endnu vigtigere: Vi kan ikke så skråsikkert som Luther sige, at øvrigheden – den politiske ordning – er indsat af Gud. I hvert fald ikke i den almene offentlige debat. Men også i dag giver det mening at sige, at politik som udøvelse af magt over mennesker må være forbundet med ansvarlighed. Det fremhævede den store tyske sociolog Max Weber (1864-1920) i sit berømte essay om politik som embede (”Politik als Beruf”). Ifølge Weber kræves der tre egenskaber til at være en god politiker: lidenskab, ansvarlighed og øjemål. Lidenskab betyder optagethed af en sag, og den skal være kombineret med ansvarlighed, bevidstheden om konsekvenserne af éns handlinger. Ansvarlighed kræver øjemål, hvilket igen indebærer distance til ting og mennesker. Den saglige hengivenheds og distances dødsfjende er forfængeligheden. ”Synden mod hans embedes helligånd begynder dér, hvor magtstræbet bliver usagligt og en genstand for rent personlig selvberuselse i stedet for udelukkende at træde i sagens tjeneste.”

En mere præcis beskrivelse af Donald Trump end Webers tale om ”synden” mod det politiske embedes ”helligånd” kan næppe tænkes. Det er lige præcis manglen på saglig distance og drevetheden af personlig forfængelighed, der præger hans måde at drive ”politik” på. Hans brug af Twitter siger alt, hvilket forløbet omkring det aflyste danmarksbesøg viser. At hans dilettantiske udspil om køb af Grønland bliver afvist som absurd, må ethvert tænkende væsen bifalde. Men Trump betragter det som en personlig fornærmelse. Han mangler distancen til at skelne mellem sin person og sit embede.

Inspireret af Luther må man bedømme Trump ud fra meningen med det politiske embede: at gavne de mennesker, man har magt over. Uanset om man er en liberal eller en social lutheraner, burde det være oplagt, at Trump ikke lever op til sit politiske embede. I den moderne verden er en international retsorden et væsentligt instrument til at gavne befolkningerne.

Trump ødelægger systematisk denne orden med sin klima-, handels- og sikkerhedspolitik. Han praktiserer amerikansk egoisme, ovenikøbet på en yderst selektiv måde. Hans ofring af kurderne er blot det seneste eksempel.

Med Luthers sprogbrug hører Donald Trump til de største narre, og det skal nogen have mod til at sige på trods af alle diplomatiske reparationsforsøg.