Reformationen i 1500-tallet begyndte med en genopdagelse af Bibelen. Nu skal Bibelen igen genopdages og læses i Tyskland, hvis det står til den evangelisk-lutherske kirke. Den 19. oktober, under den store bogmesse i Frankfurt, udsender Det Tyske Bibelselskab en gennemrevideret udgave af Lutherbibelen i et oplag på 260.000 eksemplarer.
2017-Lutherbibelen tages i brug ved en tv-transmitteret festgudstjeneste i Eisenach den 30. oktober, dagen før reformationsåret 2017 for alvor skydes i gang i Berlin. Det er en bibel, hvor man på en række steder er kommet tættere på Luthers egen oversættelse igen.
Lutherbibelen går tilbage til Luthers egne oversættelser af Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. Det er den officielle bibel i den tyske, evangelisk-lutherske kirke – det nærmeste, man her kommer på en autoriseret bibel. Luthers oversættelse af Det Nye Testamente udkom første gang i september 1522, og efter en række udgivelser af gammeltestamentlige skrifter udkom i 1534 en fuld bibel på tysk. Luther og hans medarbejdere reviderede oversættelserne mange gange. Den seneste Lutherbibel med reformatorens egne ændringer er fra 1545. Den er revideret flere gange siden i modsætning til den engelske King James Version, der sidst blev revideret i 1769.
Luthers Bibel er ikke en hvilken som helst bog. Det er bogen i Tyskland, den første og stadig vigtigste bestseller. Da Luther valgte at oversætte til højtysk i stedet for plattysk, lagde han også sporene for udviklingen af moderne tysk. Han skabte det tyske skriftsprog og gav dermed ”det politisk og religiøst splittede land en litterær enhed”, som forfatteren Thomas Mann har udtrykt det.
Den ellers stærkt kristendomskritiske Friedrich Nietzsche kaldte Luthers Bibel for et mesterværk inden for tysk prosa og erklærede, at i forhold til Luthers Bibel var alt andet ”bare litteratur”. Og når en moderne forfatter som Lutz Seiler i romanen ”Kruso” citerer Bibelen, så er det Luthers Bibel, der får ordet. Luthers sproglige kraft og begavelse folder sig ud i bibeloversættelsen, og en række ord og vendinger er herigennem spadseret ind i daglig sprogbrug, hvor Luther kan takkes for blandt andet ”hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”, ”blodpenge”, ”fåreklæder” og ”Ægyptens kødgryder”.
For Luther var det vigtigt, at bibelsproget lignede det talte dagligsprog, som han også ønskede at ramme. I ”Åbent brev om at oversætte” fra 1530 skriver han således: ”Man skal spørge forældrene i hjemmet, barnet på gaden, de almindelige mennesker på torvet, og se på munden, hvordan de snakker og oversætte efter det. Først da forstår de det og mærker, at man taler tysk.”
Luthers oversættelse fik enorm gennemslagskraft, også på dansk hvor Luthers oversættervalg gik videre via Christian den Tredjes Bibel fra 1550, der blev oversat fra Luthers Bibel. Selv efter at man i Danmark fik en oversættelse af Bibelen fra græsk og hebræisk, fortsatte den danske Lutherbibel op til begyndelsen af 1800-tallet med at være i omløb som ”Huus- og Reysebibel” – altså som bibel til daglig brug.
2017-Lutherbibelen er blevet til efter opdrag fra den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland, EKD. 70 teologer under ledelse af biskop Christoph Kähler har gennemgået Bibelen vers for vers, jævnført med Luthers egne oversættelser og senere revisioner, og resultatet er en bibel, hvor der er større eller mindre ændringer i op mod halvdelen af alle vers i forhold til den seneste revision fra 1984. Flest ændringer er der i Apokryferne.
Hvad er det så for en ny Lutherbibel, tyskerne får? Den er ikke mere moderne end de seneste revisioner, snarere tværtimod. Hvor man i det 20. århundrede arbejdede ud fra spørgsmålet: ”Taler man stadig sådan?”, har udgangsspørgsmålet for 2017-revisionen været: ”Forstår man det stadig?”. 2017-Lutherbibelen har fortsat en gammeldags sprogklang, som endda bliver ”noget forstærket”, som det udtrykkes. Den nye oversættelse er ”tættere på Luthers stærke sprog”, som en af de biskopper, der har medvirket ved revisionen, fortalte mig med varme i stemmen, da jeg mødte ham i foråret.
Den aktuelle revision er foretaget ud fra tre kriterier: For det første skulle den græske og hebræiske tekst oversættes mere præcist, ajourført efter nye forskningsresultater. For det andet skulle man stræbe efter at bevare Luthers sproglige kraft, med andre ord at skærpe Lutherbibelens profil i forhold til de øvrige tyske bibeludgaver.
Her mærker man den kritiske distance til revisionerne fra det 20. århundrede, der tog sigte på en modernisering af sproget. Der er dog indført ændringer af forståelseshensyn, hvor ord har skiftet eller mistet betydning; jordemoder hedder for eksempel ikke længere Wehmutter, men Hebamme.
Endelig har det været et kriterium, at Lutherbibelen skal være liturgisk brugbar. Der er her taget særlige hensyn i forhold til tekster, der i særklasse er kendt blandt kirkegængere som for eksempel Juleevangeliet i Lukasevangeliet kapitel 2, Salme 23 og Fadervor.
Biskop Christoph Kähler, der har stået i spidsen for 2017-revisionen, vurderer, at cirka en tredjedel af ændringerne er sket for at komme ”tilbage til Luther”. Heldet er, at Luther var så sprogligt velfunderet, at ønsket om større præcision i forhold til den græske og den hebræiske tekst åbenbart ikke grundliggende har konfliktet med ønsket om nærhed til Luther.
Kähler peger på, at Luther på flere punkter var mere præcis end dem, der efterfølgende mente at måtte korrigere ham. I egen selvforståelse har revisionskomiteen altså reddet Luther fra senere mindre heldige revisioner.
Et konkret eksempel er fra Johannes’ Åbenbaring. Her tales der om ”Satans synagoge” (Åb. 2, 9), en formulering, der kom ind i Lutherbibelen ved en revision i 1956. Det handler om mennesker, der kalder sig jøder, men ikke er det. Formuleringen, som man også finder i den danske 1992-oversættelse, kan lægge op til en antijødisk eller antisemitisk misforståelse, og derfor har man nu valgt formuleringen ”Satans forsamling” – uden dog at bruge Luthers eget udtryk, ”Satans skole”, der ikke rammer på moderne tysk.
2017-Lutherbibelen er ikke tænkt som en bibel for begyndere. Den er, som Christoph Kähler udtrykker det, en ”trin to-bibel” – en bibel for let øvede og til kirkebrug. Så selvom Lutherbibelen i én forstand er Bibelen i det protestantiske Tyskland, så er den i dag samtidig en blandt flere bibeloversættelser, og inspirationen fra Luther om at oversætte tæt på det talte dagligsprog er taget op i for eksempel ”Gute Nachricht Bibel” og ”Basis-Bibel”, der er oversat i korte sætninger, så den passer til digitale og sociale medier.
På et enkelt punkt er Lutherbibelen dog blevet moderniseret – det handler betegnende nok om køn. Man lægger i 2017-revisionen ikke skjul på, at de bibelske tekster er opstået i en patriarkalsk kultur – med en enkelt undtagelse: Når der i den nytestamentlige brevlitteratur står ”brødre”, så bliver det i den reviderede Lutherbibel til ”brødre og søstre” (for eksempel Første Timotheusbrev 4, 6).
Denne ændring er indført efter et ønske fra den evangelisk-lutherske kirke og er et tydeligt udtryk for, at selvom Lutherbibelen på en række områder kommer tættere på Luther igen, så er den ikke en museumsgenstand. Den skal bruges i gudstjeneste, til bibelstudier, og den er også fortsat en bibel med store litterære kvaliteter.