Luthers provokerende aktualitet

Luther var alt andet end en moderne laissez faire-liberalist. Dertil troede han alt for lidt på det utæmmede menneskes gode vilje og hensigter. Det er netop, fordi mennesket af naturen ikke er godt, at en stærk og handlekraftig øvrighed er påkrævet i det menneskelige samfund

Refrigerator magnets featuring a Cranach painting of Martin Luther, German theologist and key figure of the Protestant Reformation, have been laid out on a table at the Lutherhaus (Luther House) in Eisenach, Germany, 25 September 2015. The former home of Martin Luther is to be reopened to the public on 26 September 2015 following nearly two years of renovation and expansion work. Photo: SEBASTIAN KAHNERT/dpa
Refrigerator magnets featuring a Cranach painting of Martin Luther, German theologist and key figure of the Protestant Reformation, have been laid out on a table at the Lutherhaus (Luther House) in Eisenach, Germany, 25 September 2015. The former home of Martin Luther is to be reopened to the public on 26 September 2015 following nearly two years of renovation and expansion work. Photo: SEBASTIAN KAHNERT/dpa Foto: Sebastian Kahnert/DPA

Jeg holder af og til et foredrag, som jeg har givet titlen ”Luther - en provokation til nutiden”. Valget af ordet ”provokation”, når Luthers tænkning sættes i forbindelse med nutiden, er ikke tilfældigt.

Dog tænker jeg med ordet ikke så meget på det i Luthers senmiddelalderlige værk og liv, som i en moderne sammenhæng kan forekomme forargeligt og anstødeligt, ikke mindst når man glemmer forskellen på tiden nu og dengang.

Nej, jeg bruger ordet provokation i den oprindelige og præcise betydning om det, der ”kalder os frem”, som det latinske ord siger (pro-vocatio), altså får ud os ud af busken, udfordrer os til selvbesindelse og måske nytænkning.

Opgaven kunne derfor være at prøve at finde frem til sider af Luthers teologiske tænkning, der rummer en ægte og relevant, ja, måske ligefrem en nødvendig udfordring til vores måde at tænke og indrette os på i dag.

Den store svenske Luther-forsker Gustaf Wingren fremhæver, at Luthers tænkning om det naturlige liv baserer sig på en oldkirkelig skabelsestro, som den fandt sin form i opgøret med gnosticismens verdensforsagende kætteri.

I Wingrens parafrase kan Luthers syn på det naturlige liv kort sammenfattes sådan:

”Samlejet mellem mand og kvinde er en akt, som Gud vil, og en akt, gennem hvilken Gud nu skaber. Det er ikke sådan, at Gud har været skaber og nu er noget andet, nej, han er skaber i dag. Og skabelsesakten i samlejet går direkte over i amningen og omsorgen for barnet. Alle arbejdsgreb, som medfører, at næring når frem til den sultne, at klæder rækkes til den frysende, at vold hindres i at nå den værgeløse - hele dette jordiske register af erhverv står i tjeneste hos Skaberen, som vil livet kontra døden.”

Det er altså ikke kun ”naturens verden”, Gud er skaberen og opretholderen af. Det kunne vi måske til nød acceptere i en grøn og økologisk tid, der sværmer for det uberørte.

Værre bliver det, når Luther går videre og påstår, at også i menneskenes verden - i det menneskelige samfund i omfattende forstand - er Gud skabende og opretholdende til stede, og dét fra samfundets mindste enheder: familien og hjemmet - til byer, fyrstedømmer og stater.

Guds skabende og opretholdende gerning i det menneskelige samfundsliv kalder Luther som bekendt Guds verdslige regimente eller styre.

Dette styre omfatter groft taget de livsområder, som Luther med to klassiske betegnelser kalder for ”oeconomia” og ”politia”, altså den hjemlige husholdning (økonomi) bygget op omkring ægteskabet og familien med børn, tjenestefolk og daglig produktion til livets ophold (de fleste var jo bønder), og så den verdslige øvrighed, politik, eller det, vi kunne kalde for samfundsmagten med alle samfundets lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder tilsammen, dengang ofte samlet i fyrstens person.

Selvom det gejstlige regimente med evangeliets forkyndelse i sagens natur er det vigtigste, så kalder Luther også det verdslige regimente med øvrighed og samfundsmagt for ”en herlig, guddommelig ordning og en fortræffelig gave fra Gud, som også har stiftet og indsat det og også vil have det opretholdt som noget, man aldeles ikke kan undvære, og hvis det ikke fandtes, kunne intet menneske være der for det andet, den ene ville jo æde den anden, som de ufornuftige dyr gør indbyrdes; derfor - ligesom det er prædikeembedets værk og ære, at det af syndere gør lutter hellige, af døde levende, af fordømte salige, af djævelsbørn Gudsbørn, således er det det verdslige regimentes værk og ære, at det af vilde dyr gør mennesker og opretholder mennesker, så de ikke bliver vilde dyr”.

Loven, der fremtvinger det gode og holder det onde i tømme, er helt central i Guds verdslige styre.

Det var det, Luther kaldte lovens første brug eller lovens borgerlige, politiske brug - loven som samfundslov, som vi jo også kender den fra dansk lovgivning vedtaget af Folketinget.

Luthers mange socialetiske lejlighedsskrifter - om købmandskab og åger, om ægteskab og soldatertjeneste, om samfundsmagtens beføjelser og grænser og om skoleundervisning - er gennemsyrede af en klippefast tro på øvrighedens nødvendighed og på nødvendigheden af øvrighedens indgreb på mange af samfundslivets områder.

Luther var alt andet end en moderne laissez faire-liberalist. Dertil troede han alt for lidt på det utæmmede menneskes gode vilje og hensigter.

Heinz Schillings nye fremragende Luther-biografi taler meget rammende om ”den pessimistiske realisme” hos den modne Luther.

Det er netop, fordi mennesket af naturen ikke er godt, at en stærk og handlekraftig øvrighed er påkrævet i det menneskelige samfund - hvis ydre fred og orden skal opretholdes, så alle kan være her.

Helt bortset fra de meget forskellige samfundsforhold dengang og nu, så rummer Luthers opfattelse af øvrighedens gudgivne forpligtelser og nødvendige opgaver et samfundssyn og et menneskesyn, der er rimeligt provokerende i forhold til en ”humanistisk” og liberal nutid, der tror på det gode menneskes frie udfoldelse.

I Kristeligt Dagblad var der for en del år siden en større oversat artikel af den amerikanske politiske teoretiker Benjamin R. Barber. 

Han kritiserede svækkelsen af de demokratiske, politiske institutioner i en moderne nutid, hvor ”markedet har taget magten”, som artiklens overskrift lød.

I artiklen hed det blandt andet: ”Demokrati er mere end forbrugerafstemning. Det kræver overvejelser om, ikke blot hvad enkeltpersoner ønsker, men også om, hvad samfundet har brug for (...).

Sandheden er, at ustyrlige kapitalister, miljøignoranter, uansvarlige bogholdere, amoralske narkotikasmuglere og antimoderne terrorister alle trives, fordi vi har formindsket den offentlige sektors magt.”

Forfatteren sluttede med en dengang højaktuel vinkel: ”Den 11. september var der ingen, der rettede blikket mod Bill Gates eller andre prominente erhvervsledere for at kræve nationalt lederskab.

På denne dag huskede amerikanerne den sande mening af ord som borger og embedsmand og satte deres lid til brandmænd, borgmestre, Kongressen og præsidenten” - altså præcis det, som Luther kaldte den verdslige øvrighed.

Og opdaterer vi til den globale finanskrise, som jeg i øvrigt ikke skal gøre mig klog på, så har denne krise og dens håndtering med massive statslige interventioner og ”hjælpepakker” vel ikke ligefrem dementeret behovet for samfundsmagtens regulerende indgreb i økonomiske forhold i den moderne verden?

Samme toner møder man hos den amerikanske politolog Francis Fukuyama, der efter Murens fald skrev den berømte bog ”The End of History and the Last Man” (1992), hvor han argumenterede for, at den liberale markedsøkonomi ville dominere over alle andre ideologier og dermed blive ”historiens afslutning”.

Nogle år senere lød der imidlertid nye toner fra Fukuyama. Belært af udviklingen i verden sagde han nu: ”Det vigtigste globale spørgsmål efter den 11. september 2001 er ikke, hvordan man skærer ned på staten, men hvordan man opbygger staten.

For det enkelte samfund og for hele verden er det ikke utopi, men forspillet til en katastrofe, hvis statsmagten skæres ned til ingenting (...). Særligt i udviklingslande har en svag, uduelig og usynlig statsmagt været kilde til alvorlige problemer.”

Også den allernyeste historie med de helt dagsaktuelle internationale og nationale problemer synes således at bekræfte en vigtig pointe i Luthers samfundstænkning.

Relevant i dag var det også at konfrontere det moderne syn på arbejdet som selvrealisering og evig selvudvikling med det provokerende - og befriende - potentiale i den lutherske kaldstanke.

Knud Nyboe Rasmussen er tidligere sognepræst