Prøv avisen
Kronik

Professor: Luthers tanker har præget den danske velfærdsstat

Arbejde er hos Luther udelukkende tjeneste for Gud, fordi det tjener fællesskabet og medmennesket, og det har sit sidestykke i velfærdsstatens mål om fuld beskæftigelse, skriver professor Jørn Henrik Petersen. Foto: Ritzau Scanpix

Jørn Henrik Petersen, Professor, dr.phil. & lic.oecon., center for velfærdsstats-forskning, Syddansk Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Velfærdsstaten er ikke barn af Luther, men der er en direkte linje mellem Luther og velfærdsstaten, skriver Jørn Henrik Petersen, som i dag på reformationsdagen holder afskedsforelæsning, holder 50-årsjubilæum og udgiver bogen ”Den glemte Luther”

Velfærdsstaten er ikke en gave fra himlen, og den er ej heller et barn af Martin Luther. Den er udviklet af gudløse og lunkne troende; men den særegne logik, der præger den danske velfærdsstat, kan på den anden side kun forstås på baggrund af en 500-årig evangelisk-luthersk forkyndelse, den særligt danske historiske relation mellem kirke og stat og præsternes specielle rolle.

I en luthersk verden skal du høre evangeliet og leve efter Kristi bud. At høre og at gøre hænger uløseligt sammen. Det, der høres, foreskriver en livsform, en gøren eller en social etik. Det kender vi fra højmessens indgangs- og udgangsbøn.

Det er så meget mere tydeligt, når man husker udgangsbønnen i Anne Sophie Seidelins version: ”… jeg går ud herfra som et frit menneske … med mod til at leve, som du har lært mig”. Heri ligger den lutherske tanke, at menneskets retfærdiggørelse eller frelse bygger på den tro, der kvit og frit skænkes af Gud. Det sætter mennesket fri til at tjene med-mennesket.

Derfor har retfærdiggørelsen to dimensioner. Den ene er den udefra kommende – passive – retfærdiggørelse, der uden modydelse skænkes den enkelte. Den anden – tilegnelige eller aktive – retfærdiggørelse er troens frugt, det vil sige kærlighedens gerninger over for medmennesket.

Som troen bringer mennesket til Gud, bringer kærligheden mennesket til medmennesket, så den enkelte i kærlighed gør det mod næsten, som Gud har gjort mod vedkommende selv. Vi er i en luthersk forståelse guder for hinanden og dermed relationelle væsener.

Når Gud og medmennesket på denne måde er separate sigtepunkter, kan man ikke isolere gudsforholdet og kun tale om troen, mens man ser væk fra forholdet til medmennesket. Som Gud i Kristus har hjulpet os for ingenting, skal vi for intet hjælpe vore medmennesker.

Det er den individuelle næstekærlighed; men Luther understreger gang på gang, at på evangelium, tro og kærlighed kan der ikke bygges samfund. Et samfund forudsætter regler og ordninger, der sættes igennem af øvrighederne. Derfor har næstekærligheden samtidig en kollektiv dimension.

Dobbeltrelationen har således tre led:

1. At høre og at gøre hænger uløseligt sammen.

2. Forholdet til Gud og medmennesket kan ikke adskilles.

3. Næstekærligheden er på en og samme tid individuel og kollektiv.

Mennesket er i en luthersk forståelse selvisk og selvcentreret. Det er ”indkroget i sig selv”. Mennesket søger altid og i alle henseender sig selv som sit eget mål og slutpunkt – et afgudsbillede. Alle har vi æblet i maven (arvesynden) og har aldrig fået det fordøjet.

Derfor er mennesket placeret i en spænding mellem på den ene side at være sat fri til at drage omsorg for medmennesket og på den anden side selviskheden.

For Løgstrup var – svarende til Luthers syn på mennesket som et relati-onelt væsen – menneskers indbyrdes afhængighed et grundvilkår. Derfor er der magtforhold på spil, men de krydses af buddet om kærlighedens gerninger.

Med overspringelse af en række mellemregninger fører det Løgstrup til idéen om den etiske fordring, der betyder, at vi hver især er forpligtet til at tage vare på det af den andens liv, som er en følge af afhængigheden.

Men Løgstrup er sig på god luthersk vis bevidst, at vi står med et dilemma, fordi buddet er naturligt, idet det følger af livets grundvilkår, men det er samtidig unaturligt, fordi det strider mod den menneskelige natur, det vil sige indkrogetheden.

Kærlighedens gerninger – troens frugt – kan imidlertid antage en kollektiv karakter, hvis etikken ”nedskrives” til samfundsbrug. Kærlighedens fuldbyrdelse – dens individuelle karakter – ændres da til en idé.

Den barmhjertige samaritaner fuldbyrdede kærligheden, men hvis han efter at have hørt om mange overfald på vejen mellem Jerusalem og Jeriko søger at rejse en folkestemning, der skal sikre mere politi på vejen, har han nedskrevet etikken til samfundsbrug.

Søren Pape Poulsen kan ikke lovgive, så vi forpligtes på kærlighedens gerninger, men han kan indsætte mere politi og oprette nærpolitistationer på Blågårds Plads i København, så folk tvinges til at opføre sig civiliseret.

Stillet over for de selviske tilskyndelser kan vi i fællesskab, kollektivt indføre regelsæt, der tvinger os til at omgås det andet menneske, som om vi udøver kærlighedens gerninger.

I det perspektiv bliver velfærdsstaten et surrogat for den næstekærlighed, vi har så svært ved umiddelbart at praktisere. Den bliver et forsøg på at løse det lutherske grunddilemma.

Luthers tanke om mennesket som relationelt væsen finder i velfærdsstaten udtryk i den opfattelse, at vi alle er i samme båd. Velfærdsstatens afkobling af finansiering, tidligere, nutidig og fremtidig gøren og laden på den ene side og retten til ydelser på den anden side er parallel til den lutherske sammentænkning af ”nåde for ingenting” og ”noget for ingenting”.

Velfærdsstaten tillægger det enkelte menneske samme værdi og anerkendelse uanset rang og stand for derved at sikre ”lige værdighed i borg og hytte”. Det modsvarer Luthers syn på mennesket som skabt i Guds billede og hans opfattelse af det almene præstedømme. Disse relationer til Gud er kulturelt ført over på forholdet mellem den enkelte og staten.

Når velfærdsstaten undertiden er kaldt ”folkehjemmet”, sker det i lighed med Luthers beskrivelse af den gode fyrste som den landsfader, der varetager det for alle fælles gode.

Arbejde er hos Luther udelukkende tjeneste for Gud, fordi det tjener fællesskabet og medmennesket, og det har sit sidestykke i velfærdsstatens mål om fuld beskæftigelse. Overhovedet er den lutherske triade – mådehold, generøsitet og arbejdsvilje – af afgørende betydning for velfærdsstatens funktion. Uden dem bryder princippet om ”noget for ingenting” sammen.

Når et samfund gennemløber en sekularisering, sker der det, at tanker og synspunkter, som i det ældre samfund primært hørte forkyndelsen til, stille og roligt holder flyttedag, så de løsrives fra forkyndelsen og placeres som del af den kulturelle rygmarvsbagage.

Den tidlige danske socialist Frederik Dreier ville indrette samfundet, så det kærlige og broderlige samliv, som Kristus prædikede, kunne blive en virkelighed og ikke kun en søndagstalemåde. Denne tanke har spillet en stor rolle i den socialdemokratiske civilreligion fra Dreier til Erling Olsen og Svend Auken.

Velfærdsstaten er ikke et barn af Luther. Han har ingen faderskabssag. Der er ikke en direkte linje – en årsagssammenhæng – mellem Luther og velfærdsstaten.

Men der er en sammenhæng, der ad kringlede veje har skabt forbindelser, så det, der grundlæggende adskiller den danske velfærdsstat fra andre velfærdsstater, kun kan forstås med afsæt i en 500-årig evangelisk-luthersk forkyndelse, det symbiotiske forhold mellem stat og kirke og præsternes dobbeltrolle som forkyndere af evangeliet og ansvarlige for udvikling af undersåtternes loyalitet i forholdet til statsmagten.