Prøv avisen
Kronik

Lykkepiller giver ikke lykke og så alligevel ...

Dagens kronikør mener, at der findes mange fordomme om lykkepiller, og at folk mener, at det er en dårlig ting at tage lykkepiller. Men han opfordrer til, at man revurderer sine forestillinger, fordi hans egne erfaringer er, at det bedste middel mod depression er lykkepiller. Intet har hjulpet ham mere. Foto: Ikon images

Jeg tager en lykkepille hver dag, og jeg er meget taknemmelig og glad for, at jeg har den mulighed, skriver kronikør og gadepræst i Esbjerg, Dennis Voss Stensgaard, som har depression og bipolar lidelse

Det er egentlig ikke nogen ny debat - overhovedet ikke. Men jeg støder alligevel på den indimellem. Både i pressen og hos folk, jeg snakker med rundt omkring. Hver gang ordet lykkepiller bliver nævnt, så har alle en holdning til dem.

Ofte har folk den holdning, at der er alt for mange, der får de lykkepiller. Der er også mange, som er bekymrede for dem, som tager denne antidepressive medicin, for hvor længe skal de så have dem, og er det ikke bare at skjule de problemer, som er årsag til, at man har det dårligt? Og på det seneste er det så afhængighed, der har været i fokus. Der er forskere, som har påvist, at folk får det dårligt, når de holder op med at tage antidepressiv medicin.

Jeg ved ikke, om påstandene er rigtige. Jeg er ikke læge eller på anden måde ekspert i antidepressiv medicin. Jeg er bare en af dem, der tager en lykkepille hver dag. Jeg er meget, meget taknemmelig og glad for, at jeg har den mulighed. Og jeg synes, at den side af historien trænger til at blive fortalt.

Ordet lykkepiller er måske lidt misvisende

Lykkepiller er det, man i dagligsproget kalder de såkaldte SSRI-lægemidler de selektive serotonin-genoptagshæmmere. Jeg ved ikke, hvorfor de har fået navnet lykkepiller. Det har nok noget at gøre med, at de behandler depression, og at det modsatte af depression må være lykke. Altså, tag en pille og bliv lykkelig. Det er et uheldigt navn, fordi det får nogle til at tro, at man får det godt af at tage pillen, at det er ligesom at ryge hash eller drikke alkohol, hvis man for eksempel er stresset.

Måske havde jeg samme opfattelse, før jeg selv fik ordineret lykkepiller. Men nu kan jeg fortælle, at man ikke får det godt, når man første gang tager en sådan pille. Man bliver ikke lykkelig. Faktisk får man det voldsomt dårligt de første fire-otte uger på grund af bivirkninger, og i den tid har man kun bivirkningerne, ikke de positive virkninger. Det giver ikke ligefrem én lyst til at fortsætte behandlingen, når man i forvejen har det rigtig dårligt på grund af depressionen.

Antidepressiv medicin kan være nødvendigt for at fungere

Jeg fik selv konstateret min moderate depression for fire-fem år siden, hvor jeg gik til læge, fordi jeg i længere tid havde været både ked af det og vred. Lægen var ikke i tvivl og ordinerede antidepressiv medicin med det samme. Da den begyndte at hjælpe, og jeg fik lidt mere overskud, fik jeg også henvisning til psykolog. Det blev hurtigt klart for både mig selv, min læge og psykologen, at jeg ikke kun var depressiv, men havde det, man kalder bipolar sindslidelse eller med det mere almindelige udtryk: Jeg var maniodepressiv. Og det har jeg nok været, siden jeg var omkring 20 år. Jeg er 37 år i dag.

Der kan være mange grunde til, at jeg først opdagede min maniodepressivitet så sent. Den primære grund er nok, at jeg boede alene i mine 20'ere og læste på universitetet. I perioder kunne jeg klare enormt meget, i andre perioder ingenting, men jeg bestemte også selv over min tid, og det endte med at gå lige op, så jeg kunne klare studiet på normeret tid. Det var først, da jeg fik familie, at mine stemningssvingninger for alvor blev et problem. Det er bare ikke særlig smart med en depressiv periode på flere måneder, når man har små børn. Jeg kom til at lægge mærke til, at min lille datter ikke var helt så tryg ved mig, som hun plejede. Den erkendelse gjorde rigtig ondt, og det var det, der førte til, at jeg gik til læge.

Psykologhjælp er godt, lykkepillerne bedre - for nogle

Der var flere faktorer, der gjorde, at jeg kom igennem depressionen. Dels er jeg utrolig stædig, det påstår min kone i hvert fald -og mine forældre og vistnok også alle andre omkring mig. Jeg ville bare ikke lade den depression vinde. Dels havde jeg en rigtig god psykolog, og gennem samtaler med hende blev jeg klar over en masse ting om mig selv, som hjalp mig til at komme videre. Dels har jeg haft mange gode samtaler over gode øl med gode venner. Og så har jeg selvfølgelig haft min hustru til at støtte mig og mine børn til at give mig glæde.

Men helt ærligt: Det, der uden tvivl har hjulpet mest, er lykkepillerne. Gjorde pillerne mig lykkelig? Nej. For det første er lykke andet end bare en følelse jeg havde jo i forvejen alt, hvad jeg havde drømt om, og var grundlæggende tilfreds med mit liv. Og det er vel noget af det, som lykke er. Der var bare samtidig det store hul indeni eller hvordan man nu skal beskrive depression. For det andet gav pillerne mig ingen følelse af lykke, og de gjorde mig ikke mere tilfreds med det, jeg i forvejen havde.

Lykkepiller giver stabilitet og dermed lykke

Det, som den antidepressive medicin - lykkepillerne -gav og stadig giver mig, er stabilitet. De tager både toppen og bunden af mine svingninger. Jeg har stadig depressive perioder, men ikke lige så dybe som før jeg kan stadig fungere, selvom jeg er depressiv. Jeg har også stadig maniske perioder, men ikke så høje som før. Det sidste lyder måske negativt, for er det ikke lidt kedeligt at få pillet manien ned? Nej, det er det ikke. Jo, man kan godt sammenligne mani med en rus, og det er til dels positivt. Jeg har enormt meget energi i de maniske perioder. Men for meget energi bliver ikke til arbejde, det bliver til en eksplosion.

Når jeg førhen havde en manisk periode på en måned eller to, så dukkede der i nærheden af 50 idéer op i mit hoved, som jeg syntes var rigtig gode idéer. Hvorefter jeg kastede mig ud i at gøre 10 af dem til virkelighed. Og det hele faldt selvfølgelig til jorden, og så kommer der typisk en depression, når det hele mislykkes. Når jeg i dag har en manisk periode, får jeg måske 10 idéer, hvor jeg prøver at udføre de to af dem og så viser den ene idé sig faktisk at lykkes og være en rigtig god idé. Det er svært at forklare, hvor fantastisk det føles, at al den energi nu kan bruges til noget godt og konstruktivt!

Så nej, lykkepillerne gør mig ikke lykkelig. Men de giver mig mere stabilitet i mit humør og den stabilitet gør mig mere lykkelig!

Stop fordommene om lykkepiller

I dag fortæller jeg næsten altid, at jeg selv tager lykkepiller, når emnet dukker op i en samtale for jeg vil gerne nedbryde nogle af de fordomme, som mange har om lykkepiller. Når jeg så fortæller det, sker det nogle gange, at folk kigger på mig med medlidenhed og spørger, hvor længe jeg så skal tage dem. Og bliver noget overraskede, når jeg uden at skamme mig siger, at dem regner jeg sandelig med, jeg skal tage resten af livet. Jeg er på en passende dosis uden bivirkninger, og jeg har stadig brug for den stabilitet, som pillerne giver.

Man kan selvfølgelig mene, at det er lidt svagt, at jeg ikke kan klare mig uden medicin. Men det gælder nu ikke kun den antidepressive medicin. Jeg har også kronisk astma og inhalerer medicin to gange dagligt mod astmaen. Uden den medicin kan jeg ikke rigtig få luft. Jeg bliver ikke kvalt, men min vejrtrækning bliver besværet, og jeg får lettere lungebetændelse og kunne nemt gå hen og dø tidligere uden min inhalator. Men der er faktisk aldrig nogen, som har ment, at jeg skulle trappe ned på den inhalator. Jeg har heller aldrig hørt nogen sige, at astmatikere skulle tage sig sammen og trække vejret ordentligt.

Det kan godt være, der er for mange, der tager lykkepiller. Det kan godt være, de skaber afhængighed. Det har jeg ikke forstand på. Jeg ved ikke, hvordan andre mennesker på antidepressiv medicin har det. Men jeg ved, at jeg har det godt med mine lykkepiller, og at jeg ville have det rigtig dårligt uden. Og jeg synes egentlig, det er grund nok til at tage dem. På samme måde som med min astmamedicin.