I denne tid er det værd at huske, at Danmark og Europa – hele verden sågar – har været igennem store kriser, der dengang syntes uoverskuelige for land og folk, men som fik en slutning, der repræsenterede begyndelsen til en ny tid med en bedre hverdag for mange.
Vi har næsten helt glemt det, men blev mindet om Genforeningen, da Hendes Majestæt Dronning Margrethe aflyste alle begivenheder i forbindelse med Genforeningen. Inden covid-19-udbruddet ændrede vores by, liv og hverdag, var fejringen af Genforeningen af Danmark og Sønderjylland for 100 år siden ellers i fuld gang.
Genforeningen er en vigtig del af danmarkshistorien, og det er historien om en ulykkelig tid og dyb krise, der endte lykkeligt og blev et forbillede for resten af verden. Derfor sætter vi bogstaveligt talt lys på et helt specielt monument i København, der repræsenterer netop Genforeningen: billedhugger Axel Poulsens genforeningsmonument ved hovedindgangen til Fælledparken.
Området omkring den dansk-tyske grænse har helt tilbage til kong Valdemar Sejrs tid været en grænseegn, og i første halvdel af 1800-tallet opstod der en alvorlig strid om, hvorvidt Slesvig var tysk eller dansk. Uenigheden kulminerede i 1848, da den danske hær rykkede ind i Slesvig. Den 9. april 1848 drev det danske militær den slesvig-holstenske styrke på flugt, men krigen blev genoptaget med forøget styrke efter kort tid og sluttede først, da de ikke-tyske stormagter og nordiske riger underskrev en protokol i London i 1850 om det danske monarkis udelelighed.
Dannevirke kom til at fremstå som et bolværk mod tyskerne, men den danske styrke på 40.000 mand var reelt for lille til at forsvare den 85 kilometer lange stilling, da Tyskland og Østrig angreb den 31. januar 1864. Udfaldet af krigen kender vi, og det danske monarki måtte et halvt år senere afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg.
Nederlaget i 1864 var hårdt for alle, men mest af alt for dem, der havde fremprovokeret angrebet og haft troen på, at Dannevirke var et bolværk mod tyskerne. Det gjaldt især Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen, der betragtede nederlaget som en national katastrofe.
J.C. Jacobsen var dybt optaget af Danmarks historie og plads i verden, og i 1878 stiftede han Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i kølvandet på Danmarks tab under krigen i 1864. Han var sikker på, at historisk viden og international udsyn var nødvendig, hvis landets befolkning skulle komme sig oven på nederlaget.
Carlsbergfondet og Københavns Kommune har et nært slægtskab. Carlsbergfondet og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har siden 1899 haft domicil på H.C. Andersens Boulevard kun 400 meter fra Martin Nyrops rådhus, hvor Borgerrepræsentationen holder til.
Københavns Rådhus blev bygget for at give borgerne et folkeligt hus præget af kærligheden til byen. Både brygger J.C. Jacobsen og hans søn, Carl Jacobsen, delte denne store kærlighed til København, og mange af de mest ikoniske bygninger, statuer og mindesmærker i København er rejst af Carlsberg og de to fonde, som J.C. og Carl testamenterede deres livsværk til, nemlig Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet. Det var derfor helt i deres ånd, da Carlsbergfondet i 1930 skænkede hovedstaden et monument for Genforeningen.
Genforeningsmonumentet blev afsløret den 1. juli 1930 af den socialdemokratiske borgmester P.J. Pedersen (som nok mest er kendt for at have skabt Kødbyen). Borgmesteren forklarede, at den ydre anledning for Carlsbergfondet for at rejse monumentet var Carlsbergfondets 50-årsjubilæum, men tilføjede:
”Den ledende tanke for Carlsbergfondets direktion har dog formentlig været, at også København burde have sit genforeningsmonument.”
Carlsbergfondets daværende formand, professor A.B. Drachmann, forklarede, at mindesmærket skulle minde alle om den begivenhed, der var landets lykkeligste inden for de 50 år, som fondet havde eksisteret. Han forklarede endvidere, at monumentet udtrykte de følelser, som der også i det fremtidige forhold mellem Sønderjylland og Danmark ville være brug for: ”Trofast Kærlighed, Taalmod og Alvor!”.
Kunstner Axel Poulsens genforeningsmonument i Fælledparken kan kort beskrives som en moder – Danmark – som trykker et genfundet barn – Sønderjylland – til sit bryst. ”Evigt tema, men så menneskeligt, så ophøjet, værdifuldt, fordi det er evigt,” skrev den franske kunstkritiker Serge de Chessin i l’Illustration i 1931.
Vi har nu i fællesskab besluttet at sætte lys på monumentet for at mindes Genforeningen, og Drachmanns ord bør vi fortsat lade os inspirere af.
I snart et kvart år har vi i Danmark haft besøg af en ubuden gæst, covid-19, som Hendes Majestæt Dronning Margrethe har udtrykt det. Pandemien har vendt op og ned på vores hverdag. Siden marts har vi skullet tænke over, hvordan vi færdes, imens foråret lokkede os udenfor og mindede os om livet før krisen. Vi har søgt nye veje. Vi har søgt steder hen, hvor vi kunne være alene. Vi har søgt til udkanten af byen, hvor der også er mange grønne områder. Vi har søgt til steder, hvor vi måske aldrig har været før.
Det samme skete i 1920. Ved afslutningen af Første Verdenskrig bad det danske mindretal i Slesvig de sejrende magter om, at den dansk-tyske grænse ved Kongeåen blev reguleret efter en folkeafstemning.
Resultatet blev, at Slesvig blev delt efter befolkningens nationale sindelag i tråd med den amerikanske præsident Woodrow Wilsons tanker om folkenes selvbestemmelsesret. Den 10. februar var der folkeafstemning i Nordslesvig, og resultatet blev et dansk flertal på 75 procent. Den efterfølgende afstemning i de tilgrænsende sogne gav derimod et tysk flertal. Dermed lå grænsen nu endeligt fast.
Sønderjylland var omsider igen en del af det danske kongerige – endda på demokratisk vis, som statsminister Mette Frederiksen (S) påpegede i sin tale den 10. januar i Det Kongelige Teater:
”Den måde at løse en grænsestrid på er helt unik. Jeg tror ikke, der er mange steder i verden – om nogen – hvor en grænse er tegnet så demokratisk.”
100 år senere ser vi nu på tilsvarende vis, hvordan Danmark står sammen. Regeringen og arbejdsmarkedets parter har givet en hjælpende hånd til de medarbejdere, der er i fare for at miste deres job, og private virksomheder har omlagt deres produktion for at hjælpe med genåbningen af samfundet, mens private fonde i deres stifteres ånd har støttet dansk forskning og kulturliv.
Vi har stået sammen og fået en erfaring, der gør, at vi sammen så småt kan åbne samfundet igen til den nye virkelighed. Vi er blevet bedre til at vaske hænder. Vi har lært at arbejde hjemmefra. Vi er blevet mere digitale. Vi værdsætter og respekterer kolleger, der er tvunget til at gå på arbejde på trods af smittefare. Vi er blevet bedre til at passe på hinanden, og vi har lært, at i alvorens stund er vi stærkere, end vi troede.
”Trofast Kærlighed, Taalmod og Alvor!” er tre begreber, der kendetegnede os som danskere efter krigen i 1864, da Danmark blev genforenet, og nu gør det igen.
Dengang var krisen endnu dybere, og alligevel formåede vi at skabe en ny og bedre tid efter krisen. Det er i den ånd, at vi den 14. maj 2020 tænder lyset på genforeningsmonumentet i Fælledparken i København.