Løst krudt i regeringens demokratikanon

Som læser af demokratikanonen sidder man tilbage med et indtryk af, at der har været udstrakt konsensus om udviklingen frem mod demokratiet i dag. Der mangler en del mellemregninger

I KRISTELIGT DAGBLAD den 26. marts kunne man på forsiden læse om "fejl på stribe i den nye demokratikanon". Faghistorikeren Torben Svendrup havde fundet fejl i kanonens to første kapitler om "Demokratiets rødder" i antikkens Grækenland og om "Lighedstanken" repræsenteret af Paulus.

Men, som Svendrup rigtigt anfører det, så er det ligheden over for Vorherre, Paulus taler om. Og, hvis jeg må fortsætte: Over for Gud er vi jo alle lige store syndere. Men den jordiske, sekulære ligestilling af mennesker havde ikke kirkens støtte tværtimod. Det parti Socialdemokratiet som med skabelsen af velfærdsstaten sikrede større social lighed, havde ikke kirkens støtte ved sin grundlæggelse.

I denne kronik vil jeg prøve at gå et par skridt længere frem. I en DR-udtalelse den 13. marts begrundede Bertel Haarder (V) medtagelsen af den just ikke demokratisk sindede Luther med en henvisning til hans skelnen mellem politik og religion.

Men Luther fremhæver jo med et citat af Paulus, at "der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de (øvrigheder), som findes, er indsat af Gud, så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de som står den imod vil pådrage sig selv dom" (Romerbrevet, kapitel 13). Luther adskilte således ikke politik og religion. Det fik de tyske bønder at føle i 1525, hvor han støttede fyrsternes og godsejernes nedslagtning af bønderne, som kæmpede for at beholde deres jord.

I sit bidrag til forlaget Gads Luther-udgivelse fra 1964 fremhæver professor, dr.theol. Torben Christensen, at en kristen ifølge Luther "altid skal underordne sig øvrigheden. Er den slet, skal han tålmodigt bære den uret og de lidelser, den påfører ham" meget demokratisk, ikke sandt? Luther afviste således den oprørsret, som hans samtidige Thomas More, formand for Overhuset i London, skriver om i sin bog "Utopia" fra 1516. Hvorfor er dette skrift ikke nævnt i kanonen?

SOM BEGRUNDELSE FOR, at Grundtvig er med i kanonen, kan man læse, at "det er en almindelig opfattelse, at han har haft umådelig indflydelse på udviklingen af det danske demokrati gennem de seneste 150 år. Men samtidig er det en kendt sag, at han først sent i sit liv blev en ivrig forkæmper for Den frie forfatning (Grundloven), der blev gennemført i 1849".

Nej, det er aldeles ikke nogen kendt sag. Grundtvig står tværtimod for mange som en af det danske folkestyres ikoner, skønt han helst havde set kongens enevælde videreført, ligesom han kritiserede selve det parlamentariske princip om flertalsafgørelser "talmajestæten" og "overtallet", som han hånligt kaldte det. Endelig fandt han det "ikke bare smagløst, men den rene ødelæggelse", hvis landbefolkningen "skulle finde på som den talrigeste at beherske hele riget".

Grundtvig døde i 1872. Året før havde postskriver og reserveløjtnant Louis Pio grundlagt Socialdemokratiet. I kanonen kan man læse om Slaget på Fælleden den 5. maj 1872. Men man kan ikke læse ét ord om, hvorfor dette slag blev udkæmpet. Det blev det, fordi den borgerlige regering ikke bare forbød dette ene møde, som man kan læse det i historiebøgerne. Den forbød alle socialdemokratiske friluftsmøder i hovedstadsområdet. Det var stridende mod Grundlovens ord om forsamlingsfrihed.

Forinden var udsendelsen af Pios avis, Socialisten siden "Social-Demokraten" og siden hen igen "Aktuelt" blevet lagt hindringer i vejen af den borgerlige regering, der for en sikkerheds skyld også arresterede ham, fordi han i protest mod regeringens generelle mødeforbud gennemførte mødet på Nørre Fælled i København, nu Fælledparken, der udviklede sig til Slaget på Fælleden.

Pio blev af Højesteret idømt fem års forbedringshus i Vridsløse, fordi han ville gennemføre den "socialdemokratiske samfundsorden" og siden udvist til USA. Endvidere blev det første Socialdemokrati opløst ved justitsministerielt dekret. De altid så frihedselskende borgerlige undlod altså at lade de grundlovssikrede frihedsrettigheder forenings-, forsamlings- og ytringsfriheden gælde for det parti, der repræsenterede langt den største del af folket. Kunne det ikke have fortjent en bemærkning i kanonen?

KUNNE DET IKKE OGSÅ HAVE fortjent en omtale, at V og K i det meste af det 20. århundrede modarbejdede det sociale demokrati, altså udviklingen af velfærdsstaten? Om Kanslergadeforliget kan man i kanonen læse, at "der fra alle sider blev givet grønt lys for gennemførelsen af socialminister K.K. Steinckes (S) store socialreform". V undlod at stemme imod denne reform til gengæld for udstrakt "socialhjælp" til det frie og selvhjulpne danske landbrug.

Men Venstres inderste mening om socialreformen, trådte tydeligt frem i forbindelse med landstingsvalget i 1936. I partiets valgoplæg blev det således beklaget, at SR-regeringen Stauning-Munch havde "gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (socialreformen), som er socialismens kvaksalvermiddel".

Demokratiet var hårdt truet i mellemkrigstiden også i Danmark. Som oftest må Konservativ Ungdom bære hovedbyrden af kritikken for denne demokrati-trussel. Men de ældre konservative fulgte nu godt med. I 1932 udsendte den senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft for eksempel sin bog "Fascisme Historie, Lære, Lov", hvori han mente, at fascismen "kunne inspirere endogså gamle demokratiske folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer". Og til de konservative studerendes blad Studium udtalte han den 2. november 1932, at "den demokratiske styreforms dage var talte".

Nazipartiet fik aldrig nogen stor tilslutning i Danmark. Men det fik Landbrugernes Sammenslutning, LS. Næsten halvdelen af de danske bønder meldte sig ind, skønt LS' ledelse var nazi-orienteret. I protest mod Venstres deltagelse i Kanslergadeforliget i 1933 havde partiets højrefløj i 1934 skilt sig ud som Det frie Folkeparti/Bondepartiet. Det blev LS' talerør på Rigsdagen og gik senere i direkte samarbejde med nazipartiet DNSAP.

En lang række borgerlige aviser var positivt stemt over for Mussolinis og Hitlers styreform. Det samme var landets ledende borgerligt-kristelige kulturist, pastor Kaj Munk. Også fra grundtvigsk og Indre Missions side blev de to herrers indsats af mange bedømt positivt.

I 1932 lykkedes det med nød og næppe kommunisterne, DKP, at komme i Folketinget for første gang. Det skete ikke i kraft af en kritik af Venstres anti-sociale Madsen-Mygdal-liberalister, eller de borgerligt fascistiske kræfter. Nej, "hovedfjenden" for DKP var det "socialfascistiske" Socialdemokrati. SR-regeringen Stauning-Munch blev ligeud betegnet som en "fascistisk regering". Og det danske folkestyre blev karakteriseret som et "humbugdemokrati", ligesom Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund (nu LO) blev beskyldt for at have skabt "en parlamentarisk forgiftet arbejderklasse". I 1935 tillod SF's grundlægger DKP's formand gennem næsten 30 år, Aksel Larsen sig på den 7. Komintern-kongres i Moskva at orientere verdens øvrige stalinister om, at "det danske Socialdemokratis regeringsvirksomhed hjælper med til at skabe det ideologiske grundlag for fascismen".

Hvad kan man nu læse om disse højre- og venstrefløjsanslag mod demokratiet i mellemkrigstiden? Ikke ét ord. I et afsnit med overskriften "Demokrati mod totalitarisme i Mellemkrigstiden" omtales socialdemokraten Hartvig Frischs bog "Pest over Europa". Det er alt. Hvad kan man læse om det socialdemokratiske forsøg på i 1970'erne at supplere det politiske og sociale demokrati velfærdsstaten med et økonomisk ØD/OD? Ikke ét ord. Hvad kan man læse om den indflydelse, som den altdominerende borgerlige presse og de rigelige arbejdsgiverbidrag til de borgerlige partier har på meningsdannelsen? Ikke ét ord.

Hvilket indtryk får kanonens læsere af, hvilke partier der forsvarede og søgte at udbygge demokratiet det politiske såvel som det sociale og økonomiske? Intet. Læseren sidder tilbage med et indtryk af, at der har været udstrakt konsensus mellem partierne og samfundsgrupperne om denne udvikling. Men det er formentlig også meningen.

Henning Tjørnehøj er forfatter og historiker