JEG KAN SE DET FOR MIG. Forår er det, midt på dagen, i et hjørne af stuen sidder en ung kvinde. Hun drømmer og længes efter hun ved ej hvad. Solen skinner ind ad vinduet og får støvet til at svæve som bølger i stuen. Hvis hun så ud ad vinduet, ville hun se en lærke, der går den lige vej fra jord til himmel. For det er lærkernes tid.
Pludselig går døren op. Det må være den blæst, der også sender støvet rundt i stuen, der får døren til at åbne sig. Hun ser hen mod døråbningen og blændes af solen. Solskinnet samler sig, hun aner en skikkelse. Der lyder en stemme: Gud velsigne dig, du velsignede blandt kvinder!
Den unge kvinde bliver forfærdet, men fyldes også af fryd. En talende solstråle! Stemmen lyder igen: Frygt ikke, Maria, for Gud elsker dig. Se, du skal føde Guds søn. Han skal være konge til evig tid, og der skal ingen ende være på hans kongerige.
Maria kan til at begynde med ikke finde tolkende ord. Tavshed! Men så kommer ordene: Hvordan skal det ske? Jeg har endnu ikke været sammen med en mand. Solstrålen taler igen: Guds Hellige Ånd skal komme over dig, Guds kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, som du skal føde, også kaldes helligt, Guds Søn. Da siger Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!.
Hun ser mod solskikkelsen i døråbningen. Den opløses ganske langsomt. Hun ser foråret derude, og nu hører hun den dejligste fuglesang fra en lille vinget prik, som hænger højt oppe i luften. Alt er som før og alt er nyt.
Foråret går ind i hende. Et forår som jordens første morgenstund. Nye skabnings under! Hun mærker, at det spirer, springer frem, folder sig ud og brister derude, og hun mærker, at det samme sker inde i hende selv. Hvad er det dog, der sker?
VI KAN LÆSE TEKSTEN til Mariæ bebudelsesdag i Lukasevangeliets kapitel 1, vers 26-38. Det Nye Testamentes skabelsesdigt. Det er en fortælling om det skønne og det sande, der forenes i det gode. Guds kærlighed, der møder et menneske! Var det, hvad Maria på menneskehedens vegne ventede på med længsel? Var det drømmen, der aldrig ville dø, og som nu var ved at blive til virkelighed? Fortællingen om mødet mellem englen og hende, der blev udvalgt på hele menneskehedens vegne, er fortællingen om Gud og hver eneste af os.
Hvad er en engel? En engel er Guds budskab iklædt solstråler. Guds vingede ord. En forkyndelse, der både kan ses og høres, føles og smages. Har du set og hørt en engel? Det har jeg mange gange.
Når det kristne budskab griber fat i mig med glæde, så er det englen, jeg kan høre. Når jeg ser et menneske, der drager omsorg for et med-menneske, så er det en engel, jeg ser. Hver gang jeg får at vide, at jeg er elsket af Gud, så er det en engel, der taler til mig. Englen kan komme både ude fra og inde fra mit eget hjerte.
Englen kommer og taler til os mennesker på tusind måder. Dens tale er altid ny, overraskende, overrumplende og underfuld. I samme øjeblik, som den taler, sker det, som den taler om. Men dens budskab er altid det samme: Frygt Ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!
Englen har intet andet at komme med end budskabet om Guds kærlighed til os mennesker. Selv når den forkynder dom, er dens tale båret af kærlighed.
Uanset hvad englen har at sige er der altid et udtalt eller uudtalt Frygt Ikke!. Det lød ved Mariæ bebudelse, det lød ved Jesu fødsel og det lød, da kvinderne på en anden skøn forårsmorgen kom ud til en tom grav: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger Jesus, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.
Mariæ bebudelsesdag er dagen, hvor vi glæder os over mødet mellem jord og himmel, Gud og menneske. I det møde skabes verden på ny, i det møde undfanges Jesus Kristus, den nye Adam. Og efter den dag er der intet møde mellem Gud os mennesker, der ikke befordres af ham. Hans liv, hans forkyndelse, hans lidelse og død, hans opstandelse begyndte, den dag englen blev sendt til Maria.
Søren Kierkegaard, dette års fødselsdagsbarn, har skrevet Tre Gudelige Taler: Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. De udkom på Søren Kierkegaards fødselsdag den 5. maj 1849. (De er udgivet i 2010 på Kristeligt Dagblads Forlag med nogle smukke monotypier af kunstneren Maja Lisa Engelhardt og forsynet med en fornem efterskrift af Niels Jørgen Cappelørn). Her opfordrer Søren Kierkegaard os til at lære af fuglen og liljen. Af dem kan vi lære tavshed, lydighed og glæde.
Det kan vi også af Maria. Tavshed er at tie stille, når Gud taler gennem sit sendebud. Tavshed gør os til et rum, der fyldes af Guds Ånd, kærlighedens og sandhedens Ånd, der forbinder jord og himmel.
Lydighed er at følge Guds kald: at gøre hans vilje, som er, at vi skal elske Gud og vort med-menneske. Det er det ene fornødne: at søge det Guds rige, som i forkyndelsen af Jesus Kristus kommer til os. Således kan lærken lære os lydighed, for den følger tro sit kald og går den lige vej fra jord til himmel. Ingen svinkeærinder!
Glæde er midt i alt, hvad der kan være svært, midt i sorgen at lade sig trøste af Gud, at leve af Guds nåde dag for dag. Glæden bliver gladest, når den skaber billeder eller får ord og toner i lovprisningen af Gud.
Mariæ bebudelsesdag betoner det budskab, at Gud elsker mennesker, at himlen bøjer sig mod jorden og løfter jorden op til sig. I Marias søn forenes det sandt menneskelige og det sandt guddommelige. Her smelter kristentro og humanisme sammen. Sand humanisme er grundet i gudbilledligheden og betyder, at alle mennesker er lige værdige, og at vi skal beskytte hinandens gudbilledlighed.
VI BEKENDER: ... undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria. Nogle har lidt svært ved jomfrufødslen. Det har jeg ikke. For fortællingen om undfangelsen ved Helligånden er ikke en biologisk forklaring, men en poetisk-teologisk forkyndelse af, at i Jesus forenes Gud og mennesket. Det er ikke underligt, at Mariæ bebudelse har optaget billedkunsten og digtningen. For det er fortællingen om mødet mellem jord og himmel, Gud og skabningen. Det møde betyder, at vi siden da aldrig kan tale sandt om os mennesker uden at tale om vort forhold til Gud, og at vi aldrig kan tale om Gud uden at tale om os selv. Mariæ bebudelsesdag modsiger, at Gud er en idé, en mening eller et begreb. Gud er til i mødet med os. Guds søn er, hvad han er for os.
Vi erindrer Maria med glæde og taknemmelighed, vi lovsynger Gud sammen med hende, og vi lærer af hende tavshed, lydighed og glæde. Uden Mariæ bebudelse havde vi været henvist til os selv. En jord uden himmel! Et mørke uden lys! Støv uden ånd! Uden Maria havde vi måske nok kunnet få en gudesøn. Men han havde ikke været både sand Gud og sandt menneske. Kristentroens særkende er, at den skjulte Gud gjorde sig synlig i hans og Marias søn, at den fjerne Gud kommer os ganske nær, som med-menneske.
Mariæ bebudelsesdag er en af de skønneste søndage i kirkeåret. Her får vi skænket den indsigt, at kristentro ikke er en mening, men et møde. Den almægtige Gud gjorde store ting med Maria, den almægtige Gud gør store ting mod os. Han elsker hver eneste af os, som han elsker sin og Marias søn, han elsker os med selvhengivende og livgivende kærlighed.
Lyt i tavshed til forårets stemme, lad dig fylde af skabelsens grokraft, følg i lydighed Guds bud, så du elsker Gud og dit med-menneske, og glæd dig over, at du ligesom Marias søn er Guds elskede barn.
Kaj Mogensen er sognepræst