Prøv avisen
Kronik

Må skolernes juleafslutning i kirken være forkyndende?

Undersøgelser peger på, at de fleste skoleledere tager afstand fra religion i skolesammenhænge, når den får et ekstremt eller missionerende udtryk. Juleafslutningen i kirken går derfor formentlig fri hos mange, fordi det er svært at karakterisere den som en ekstrem handling, skriver lektor. Foto: Leif Tuxen

Pia Rose Böwadt, Lektor, ph.d. ved Københavns Professionshøjskole

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Med julen følger den tilbagevendende debat om juleafslutninger i kirken. Det er op til fortolkning, hvorvidt præsten må have religiøst indhold, og om børnene skal folde hænderne. Præster, skoler, politikere og forældre er dybt uenige, skriver lektor, ph.d.

Julen nærmer sig, og dermed også den årligt tilbagevende debat om folkeskolers juleafslutninger i kirken. Hvert år i december er der skriverier i medierne, hvor der enten er en kritik af, at skolen holder en juleafslutning i den lokale sognekirke, eller omvendt en kritik af, at en skole er ophørt med at gøre det. Debatten er sjældent særlig konstruktiv, og argumenterne for og imod er stort set de samme år ud og år ind. Nogle hævder, at det er et knæfald for islam, når en skole ophører med at holde juleafslutning i kirken, andre hæfter sig ved, at kristendommen fylder alt for meget i en folkeskole, der burde være sekulær.

Ser man nærmere på de forskellige argumenter, viser det sig hurtigt, at der er tale om et kompliceret felt. Hverken skoleledere, præster eller politikere er nemlig enige om, hvad der foregår, når skolen afholder juleafslutning i kirken. Når man spørger præster, om de betragter juleafslutningen i kirken som en religiøs handling, får man meget forskellige svar.

Nogle præster siger uden tøven, at der er tale om en religiøs handling. De anskuer det som en gudstjeneste, og der bliver både bedt Fadervor og lyst velsignelsen. Andre pointerer, at det ikke er en religiøs handling, men netop en juleafslutning, hvor det handler om en formidling af kristendommen. Nogle fortæller, at de holder en prædiken, andre, at de holder en tale ud fra juleevangeliet, hvor fokus er på noget almenmenneskeligt.

Heller ikke skoleledere eller politikere er enige om, hvorvidt handlingen er religiøs eller ej. Det er en oplysende handling, frem for en forkyndende handling, siger en skoleleder eksempelvis.

Mange karakteriserer det således som en form for undervisning eller et kulturelt arrangement på linje med andre kulturelle arrangementer. Skiftende undervisningsministre har udtalt, at det enten er relevant undervisning eller en legitim formidling af en vigtig del af den danske kulturskat. Alle børn skal jo vide, hvad julen handler om, lyder argumentet.

Nogle understreger, at handlingen er ok, så længe den ikke er direkte forkyndende. Andre peger på, at eftersom religion er en privatsag, kan det ikke være skadeligt for børn at deltage. De bestemmer jo selv, om de vil tro på det.

Det rejser nogle interessante spørgsmål, for hvornår er der tale om direkte forkyndelse og er en indirekte forkyndelse ok? Og er der grader af forkyndelse? Det er der noget, der tyder på. En præst fortæller eksempelvis, at han kan justere på, hvor mange bekendelsesudtryk, der skal være med.

Nogle forældre siger, at selvom de ikke er medlemmer af folkekirken, må deres børn godt deltage, de skal bare lade være med at folde hænderne under Fadervor. Deltager man i en religiøs handling ved at være til stede i kirkerummet?

Flere hævder, at børnene jo blot er en form for tilskuere. Handlingen er således i manges øjne legitim, så længe præsten ikke forkynder – alt for meget – eller at børnene ikke bliver tvunget til at deltage i en religiøs handling

Når man spørger religiøse ledere fra andre trossamfund eller retter blikket mod elever med en anden religiøs baggrund end protestantisk, får man også forskellige svar.

En del religiøse ledere giver udtryk for ikke at være synderligt anfægtet af juleafslutningen. De anskuer den ligeledes som et udtryk for et kulturelt fællesskab, snarere end en religiøs handling. En tidligere overrabbiner betoner, at det jo blot er en kulturel handling. En imam udtaler, at han ikke ser noget problem i, at elever med muslimsk baggrund deltager, selvom handlingen er religiøs. Retter man blikket mod børnene, er billedet også broget.

Der er både undersøgelser, der peger på, at børn med en anden religiøs baggrund end protestantisk oplever kulturkristne traditioner som religiøse og føler sig ekskluderede, og undersøgelser, der viser, at de deltager i såvel Luciaopt,0og og krybbespil som juleafslutninger i kirken, uden hverken de eller deres forældre knyr.

Hvem dikterer, hvad arrangementet skal indeholde? Ofte forhandler skolen og kirken om indholdet af arrangementet. Mange præster indretter sig efter omstændighederne. De fortæller således, at de tager en række forbehold, eksempelvis ved at sige: ”Dem, der har lyst til at bede Fadervor…” eller: ”Der er nogle, der tror, at … ”. De opererer altså med, at nogle børn er deltagere, andre observatører. Nogle skoler beder eksplicit præsten om ikke at forkynde.

En skoleleder fortæller, at de stoppede med at holde juleafslutning i kirken, fordi præsten ikke overholdt aftalen. For skolens vedkommende handler det ofte om noget fællesskabsstiftende, og ikke om religion. Der kan også være en forhandling om balancen mellem julesange og salmer. En præst fortæller, at skolen får lov til at vælge to sange, men præsten holder så til gengæld fast i, at der også skal synges to salmer. Gør skolen knæfald for kirken, eller er det omvendt kirken, der gør knæfald for skolen? Det er forskelligt fra sted til sted.

Måske er det overordnede billede, at der er tale om en forhandling mellem to kulturkristne institutioner. Såvel skolen som kirken – i hvert fald nogle kirker – praktiserer en form for kulturkristendom, og kulturkristendommen er en vanskelig størrelse i et kontinuum mellem religion og tradition.

Derfor kommer forhandlingen let til at handle om grader af religiøsitet, eller en udefinerbar skelnen mellem forkyndelse og undervisning, mellem deltagelse og observation. Fordi majoritetsreligionen optræder som kulturkristendom, bliver den derved på en og samme tid både synlig og usynlig.

Den er der som en kulturel selvfølgelighed, et privilegium, som hører majoritetsreligioner til. Sådan har vil altid gjort, lyder forsvaret for handlingen. En række typiske argumenter for, hvorfor det er en selvfølgelig handling at udføre, lyder: Det er bare en hyggelig tradition. Det er bare undervisning. Det svarer til, at vi besøger en moské eller en synagoge. Vi har eksplicit bedt præsten om ikke at forkynde. Det er frivilligt, man kan bare lade være med at deltage. Det er en del af den danske kultur, som skolen er forpligtet på at gøre eleverne fortrolige med. Men disse begrundelser besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt kulturkristne handlinger i skolen er religiøse, eller om det er en ønskværdig handling for en skole at gøre.

Undersøgelser peger på, at de fleste skoleledere tager afstand fra religion i skolesammenhænge, når den får et ekstremt eller missionerende udtryk. Juleafslutningen i kirken går derfor formentlig fri hos mange, fordi det er svært at karakterisere den som en ekstrem handling. Til gengæld får det nogle gange kritikere til at fremstå som ekstreme.

Når handlingen tilsyneladende er harmløs, fremstår man nemt nærtagende og religionsforskrækket, når man er skeptisk eller decideret imod.

I Sverige besluttede man i 2011, at skolen skulle være ikke-konfessionel, og i forlængelse af det forbød man religiøse indslag i skolens forskellige aktiviteter. Derfor holdt de fleste skoler op med at markere juleafslutning i kirken.

I Danmark er det op til den enkelte skole at beslutte, hvad man vil. Interessant nok opfatter mange skoleledere den danske skole som værende sekulær, religion er en privatsag, lyder begrundelsen. Men selvom skolen opfattes som sekulær, og religion opfattes som en privatsag, markeres kristne højtider fortsat som en kollektiv og fællesskabsstiftende handling. Hvor mange grader af religiøsitet, der så er i handlingen, er åben for fortolkning og forskelligt fra kirke til kirke og fra skole til skole.