Prøv avisen
Kronik

Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?

Rasmus H.C. Dreyer

Sangen om Himmelhunden har fået et konkret udtryk med telepatisagen fra Gislinge. Men hvad siger kirkehistorien om kommunikation med dyr – døde som levende? Og hvad sagde Luther om dyrene? spørger sognepræst og formand for Selskabet for Dansk Kirkehistorie i kronikken

TEDDY EDELMANNS GAMLE HIT om himmelhunden har fået en alvorlig revival med Gislinge-præsten Dorthe Thaulovs sogneaften med dyreclairvoyance og dyretelepati. Efterfølgende har hun fået en biskoppelig reprimande.

Eller har hun?

For var det en reprimande, som Roskildes biskop, Peter Fischer-Møller, udsendte den 15. juni efter den tjenstlige samtale med vedkommende præst?

Biskoppens skrivelse forklarer, at dyretelepati-seancen ikke var en gudstjeneste, men en sogneaften med en repræsentant fra (underforstået) en anden religion. Denne bortforklaring flugter ganske med, hvad Dorthe Thaulov selv tidligere har undskyldt sig med: Den brøde, hun eventuelt var skyldig i, var ikke væsensforskellig fra, hvad biskopper og andre præster har gjort, når de har inviteret imamer ind i folkekirkens rum.

Det redder dog ikke dyretelepati- aftenen ved at sammenligne med et religionsmøde. For når det foregår i kirkerummet, så har arrangementet – uanset hvad – gudstjenestelig karakter. Lov om kirkers brug skriver klart og tydeligt, at kirkerummet kun kan bruges til ikke-kirkelige formål, når der er indhentet tilladelse hos biskoppen. Det var der ikke i denne sag. Og paragraffen findes vel at mærke for at understrege, at kirkerummet er til gudstjenester, ikke til alt muligt andet. Biskoppen skal som tilsynsførende med kirkens lære være garanten for, at dette overholdes ved kirkernes brug.

Biskoppens afgørelse meddeler også, at det handlede om kommunikationen med levende dyr. Nuvel, det er en kunst i sig selv, men næppe et kirkeligt anliggende. Arrangementet bar dog utvivlsomt også karakter af, at der blev forsøgt at tale med afdøde dyr. Det forudsætter, at de har en udødelig sjæl. Og det er meget tvivlsomt, hvorvidt dette på nogen som helst måde er foreneligt med den kristne tradition.

DET HEDDER OGSÅ, at intet har været i modstrid med folkekirkens bekendelsesskrifter, ligesom middelaldermunken Frans af Assisi fremhæves for sine samtaler med (levende) dyr. Her modsiger biskoppen sig selv. Frans af Assisi kan ikke inden for folkekirkens bekendelsesskrifter bruges som autoritet til at forsvare teologisk suspekte handlinger eller ytringer. Er samtaler med dyr på kanten, så er brugen af Frans af Assisi som hjemmel i et lærespørgsmål i en luthersk kirke det i hvert fald også.

Folkekirkens reformatoriske hovedbekendelse, Philipp Melanchthons Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, nævner selvfølgelig ikke dyr – men den afviser helgener. Det kunne for eksempel være Frans af Assisi, som er helgenkåret af paven i 1228. Melanchthon skriver i artikel 21 i sin bekendelse, at vi kan ”ihukomme” helgenerne ”offentligt” for at ”efterligne deres tro og gode gerninger”, vel at mærke alt efter vores kald. Det vil sige, at en konge kan tage ved lære af kong Davids eksempel, en mor kan tage ved lære af jomfru Maria, ja, og måske en landmand så kan tage ved lære af Frans af Assisis forhold til dyrene? Det gælder dog næppe en præst. Præstens kald er forkyndelsen og forvaltningen af sakramenterne. Helgenerne har kun plads i læren om etikken, ikke hvad angår gudstjenestens ene omdrejningspunkt (og dermed kirkerummets formål): forkyndelsen af Kristus.

HVIS FRANS AF ASSISI på den måde kan inddrages i argumentationen, må jeg også tillade mig at påpege den klassiske kristne tolkning af dyrenes sjæletilstand. For kirkefaderen Augustin – som var en af reformatorernes oldkirkelige forbilleder – var der ingen tvivl: Kun mennesket har en udødelig sjæl. I skabelsesberetningen er mennesket den sidste skabning og dermed den højeste – og modsat dyrene hedder det i den ene af de to skabelsesberetninger i Første Mosebog, at Gud blæste ånde i mennesket. Menneskets sjæl kommer i så fald fra Gud.

Har dyrene så også en sjæl? Det giver Bibelen ingen besked om, og på grund af denne tavshed har de kristne teologer sluttet, at det har dyrene nok ikke. Dyrene ejer ikke menneskets gudbilledlige karakter, og vi hører heller ikke om, at de er ”beåndet” af Gud.

På hebraisk er ordet ”sjæl” i familie med ordet for åndedrag/luftrør, og det har betydet, at ”sjæl”, ”ånde”, ”sprog” er blevet betragtet som beslægtede fænomener. Den, der er besjælet, kan kommunikere med Gud. Kan dyr dette? Bibelen er igen tavs.

Middelalderteologiens store teolog Thomas Aquinas var heller ikke i tvivl: Hvis dyr har en sjæl, hvad vores erfaring måske nok alligevel vil fortælle os, så går den dog til grunde i døden. Det er kun mennesket, der skal opstå og leve for Gud med sjæl og legeme samlet.

HVAD SAGDE LUTHER om dyrene? Han satte ikke spørgsmålstegn ved Bibelens (manglende) ord om dyrenes sjæl og evighed. Luther var glad for dyr. Han havde en tysk spids – en hund – som hed Tölpel. Den var trods navnet (som kan oversættes med ”klumpedumpe”) ifølge ham selv det mest mageløse dyr – og dens formfuldendte ydre var en gave fra Gud. Det forstås, at han også overvejede, hvad der ville ske med dyrene, når de døde. Svaret: De dør!

I en af sine bordsamtaler (Tischreden) – som ofte er præget af en vis jovialitet og humor – blev Luther engang spurgt, om der også ville være hunde og andre dyr i himlen? Jovist, for Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord – og den vil ikke være tom. De kristne skal opstå til den nye verden, og Gud vil befolke den med dyr igen. Ikke med de dyr, der har levet med os på den gamle jord. I stedet vil Gud skabe nye dyr, også hunde, som vil være helt fantastiske, og som vil være angeneme og sjove at lege med. Alle skadedyrene, som hører til straffen for synden, de vil ikke få en ny skabelse på den yderste dag.

Det lå Luther fjernt at forholde sig mere seriøst teologisk til hunde, heste og andre dyrs sjælelige tilstande og eventuelle efterliv. I et skrift om nadveren fra omkring 1530 skriver Luther, at nadverens sakramente ikke er sammenligneligt med, hvad vi mennesker har fundet på. Det stammer derimod fra Kristus selv. Og det er indstiftet for mennesker, besynderligt de kristne, og ikke for hverken ”hunde, grise, træ eller sten” – hvad der med andre ord betyder, at denne Guds gave er for den skabning, der i kraft af sin ånd står nærmere Gud end det ubesjælede og døde i verden.

DYR ER RIGTIGT NOK et perifert emne i kristendommen. Ud fra Bibelen må vi dog anse dyrene som en vigtig del af Guds skaberværk. Mennesket må i kraft af sin guddommeligt givne opgave tage vare på dem. Derfor kan vi også bede for dyrene.

Heller ikke her er der dog noget nyt. I 1530 blev den danske reformator Hans Tausen anklaget af karmelitermunken Poul Helgesen for at have afvist bøn for dyr. Det passede ikke, svarede Tausen. Præster kan bede for dyr; det er misbruget af dette, der er kritisabelt.

Tausen skriver: ”Kunne en kalv eller et føl ikke fødes, måtte der læses en messe over det.” Det er klart, at misbruget opstår, fortsætter han, når præsterne foregøgler menigheden, at de både kan lukke Himmerige op og Helvede i ved at gøre alle mulige ting for Gud. Vores gerninger hjælper ikke.

Og så kommer Tausens pointe: For udarter gudstjenesten sig i den retning, så er det klart, at den jævne kristne mand vil vente, at ”et halvdødt øg kan få nyt liv”, hvis vi holder gudstjeneste for det.

Efter Reformationen blev Hans Tausen ansat som lektor ved Roskilde Domkirke. Hans opgave? At oplære domkirkens gejstlighed i den rette lære.