Måske har Blachman alligevel fat i noget, når han vil ”redde” folkeskolen

Mediedarlingen Thomas Blachmans forsøg på at ”redde” folkeskolen har mødt hård kritik. Men måske kan hans blik for nogle elevers uforløste sider alligevel bruges i skolen, mener universitetslektor i dagens kronik

Fakta er, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet, skriver dagens kronikør.
Fakta er, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet, skriver dagens kronikør. Foto: Signe Fiig/DR Presse.

Thomas Blachmans besøg i en 8. klasse i Hvidovre, hvor Blachman over to tv-udsendelser forsøger at redde folkeskolen og udbrede kreativitetens rige, har skabt debat. Kritikere, som den pædagogiske forsker Alexander von Oettingen mener, at der er tale om et pædagogisk overgreb, fordi Blachman vil presse og vride kreativitet ud af eleverne, og her i avisen giver Sørine Godtfredsen blandt andet udtryk for, at Blachman vil forme mennesket efter sin egen utopi.

Begge kritikpunkter og indvendinger er berettigede. Kreativitet kommer ikke ud af intet, men forudsætter viden og faglighed, sådan som forskere, der har beskæftiget sig med kreativitet, innovation og entrepenørskab, har dokumenteret. Forestillingen om, at man ved hjælp af farvede post it-sedler kan få idéer ud af den blå luft er urealistisk. Selv det fremtidsværksted, som var populært i min ungdom, havde fokus på en konkret sag eller et problem som afsæt for den kritik og de efterfølgende utopiske fremtidsforestillinger, vi blev ”tvunget” til at formulere.

Det er også naivt at forestille sig, at man bare kan vade ind i en institution som for eksempel folkeskolen uden viden og erfaringer om børn, skole og pædagogik andet end den, som livet mere eller mindre tilfældigt har udstyret én med, og så forestille sig, at man kan revolutionere det hele. Selv forføreren Blachman måtte erkende, at man ikke kan snakke og charmere sig ud af alt, og at det var en god idé at inddrage folk med forstand på pædagogik og kreativitet i hans eksperiment, hvis eksperimentet skulle realiseres.

På den anden side er der et gran af sandhed i, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk og, kunne man tilføje, nogle gange Blachman.

Det er påfaldende, at en række af de elever, som udsendelsen kredsede om, var i besiddelse af uudnyttede evner og talenter, som skolen hidtil ikke havde været til i stand at forløse, men som blev forløst gennem eksperimentet.

I udsendelsen mødte vi blandt andet drengen Tobias, som havde talent for at skrive og udtrykke sig. Han havde opgivet sit skriveri som 11-årig, fordi der ikke var nogen, som havde set ham og stimuleret ham. Det talent fik Blachman øje på, mens de personer, som drengen var omgivet af til daglig, det vil sige lærere og familie, ikke havde haft blik for det.

En anden af deltagerne var en dygtig 12-tals-pige, som var pligtopfyldende, men som gerne ville have at vide, hvad man skulle gøre. At man kunne gøre noget andet end det, man bliver bedt om og leve op til de krav og forventninger, som blev stillet til én, havde hun tilsyneladende ikke blik for. Derfor var hun selvfølgelig både kritisk og skeptisk over for eksperimentet. Alligevel lykkedes det hende at komme op med en god og relevant idé om skakturneringer for piger på tværs af landegrænser. Her var tale om kulturelt entrepenørskab. Hun kunne altså udmærket tænke selvstændigt og originalt, når de rigtige rammer var til stede og understøttede hende.

En anden elev var pigen Sofie med hat og briller, som var meget genert og ofte følte sig anderledes og udenfor. Det viste sig, at hun var fantasifuld og havde talent for at tegne, og at hun voksede og udviklede sig personligt og identitetsmæssigt gennem eksperimentet. Sammen med den omtalte dreng med skrivetalentet udviklede hun en idé til en 3-D tegneserie. Her var tale om faglig innovation med danskfaget som ramme.

En fjerde elev var en indvandrerdreng, som var tæt på at blive smidt ud af skolen, men som udviklede en slags lokal udgave af venligboerne for ensomme ældre i det boligområde, hvor han boede. Her var tale om socialt entrepenørskab. Drengen rummede således andre talenter end at lave ballade og forstyrre undervisningen.

I udsendelsen møder vi altså en gruppe elever, som rummer talenter og evner, men som hidtil ikke har haft mulighed for at udfolde dem. Det kan der være mange grunde og sikkert også mange komplekse grunde til, for eksempel at folkeskolens indtil for nylig har været underlagt stram læremålsstyring, og at nationale test virker styrende for undervisningens indhold og tilrettelæggelse, ligesom der er sket en generel nedprioritering af de kreative-musiske fag.

Fakta er dog, at skolen ikke havde formået at hjælpe eleverne med at udfolde deres potentiale. Det forløste Blachman, ikke alene, men i samarbejde med skolens lærere og de pædagogiske eksperter, som deltog i eksperimentet.

Personligt kan jeg udmærket genkende en række af de medvirkende børns historier. Jeg kedede mig også i skolen, klovnede og forstyrrede undervisningen og var også tæt på at blive sendt permanent hjem. En dag fik vi en ny lærer, som havde blik for, at jeg var kreativ, fantasifuld, havde interesser uden for skolen og var god til at fortælle og skrive historier. Det var der aldrig nogen, der havde set eller fået øje på før. Det blev et vendepunkt for mig.

Hvor mange børn mon ikke sidder rundt omkring i den danske folkeskole med uforløste evner og talenter og venter på et vendepunkt? Børn, som kan have glæde af at møde en Blachman, en ny lærer eller blot andre rammer og strukturer, som muliggør, at de bliver set og hørt og får hjælp til at udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Sagt på pædagogisk: Ofte formår skolen ikke at identificere elevernes zone for nærmeste udvikling, det vil sige at udfordre eleverne passende, sådan at de kan vokse og udvikle sig.

Pointen, og det som Blachmans besøg i folkeskolen kan lære os, er, at der sandsynligvis er masser af børn, som venter på, at Blachman eller en særlig dygtig og empatisk lærer kommer forbi og opdager deres helt særlige talent og potentiale og bidrager til, at det får mulighed for at udfolde sig.

Hvordan får vi skabt bedre rammer, muligheder og blik for, at børn ikke sidder og keder sig år efter år og ikke får brugt de evner, talenter og muligheder, som de har? Efter min mening er det den diskussion, som er udsendelsens væsentligste budskab. At fokusere på, om Blachman råber, forfører, er grænseløst selvglad eller ikke har noget at gøre i folkeskolen, fordi han ikke er uddannet og ved noget om pædagogik, og at kreativitet bør ligge i fagene og ikke uden for, er for mig at se forsøg på at afspore det centrale spørgsmål og den væsentligste diskussion, som programmerne adresserer.

Den italienske grundlægger af Reggio Emilia-pædagogikken, Loris Malaguzzi, er kendt for sit udsagn om, at børn fødes med 100 sprog, men berøves de 99 i opdragelsen. Budskabet i udsendelserne ”Blachman på skemaet” er, at skolen skal være bedre til at hjælpe med at udvikle og forløse nogle af de sprog, der gemmer sig i mange elever. Lad os diskutere, hvordan vi kan gøre det i fagene, på tværs af fagene og helt uden for fagene.

For min skyld meget gerne uden at inddrage mediedarlingen og det selvudnævnte kreativitetsorakel Thomas Blachman.