Siden Claus Meyer for snart mange år siden åbnede mine øjne for alt det fabelagtige, der kan være forbundet med at lave sin egen mad og dele den med andre, har jeg som forsker fået lov til at følge de mange ildsjæle, der dagligt er optagede af, at de kommende generationer får en madkultur, hvor den hjemmelavede mad stadig får lov til at spille en hovedrolle.
Ud over alle de debattører, der dagligt forsøger at fremme en bedre madkultur, tænker jeg med ”ildsjæle” især på de mange lærere, der dagligt deler ud af deres viden og engagement til eleverne i skolen. Og også alle dem, der arbejder på at udvikle børns madmod og madlavningskompetencer. I flæng kan nævnes initiativer som Coops ”Go Cook”, Arla-fondens ”Madskoler” eller Hello Kitchens ”Fars Køkkenskole”. Mange andre kunne – og burde – også nævnes.
Men, men, men, det er desværre ikke anderledes med madmod og madlavningskompetencer end med så mange andre færdigheder i livet: Hvis de ikke vedligeholdes, fordufter de stille og roligt. Lidt ligesom at det nyerhvervede kørekort og den første slingrende cykeltur skal vedligeholdes i praksis, hvis viden og færdigheder skal sætte sig på rygraden. Bliver børnene ikke ved med at øve sig, melder usikkerheden sig, og det kan blive fristende helt at lade være med at lave mad, og de gode kræfter vil være spildt.
Det er derfor, det er nødvendigt, at forældrene følger op på hjemmefronten. Ellers risikerer de kære børn nemlig at stå på herrens mark, når de bliver til unge mennesker og skal flytte hjemmefra, hvor maden jo helst ikke udelukkende skal bestå af usund fastfood, takeaway, færdigretter eller pasta med kødsovs.
Helt uden prioritering går det nok ikke, men det behøver ikke kræve så meget mere tid. Er der noget, børnefamilier ikke savner i disse tider, er det endnu en løftet pegefinger, der fortæller dem, hvad de skal gøre, når de efter en hektisk arbejdsdag skal have børnehentning, indkøb, madlavning, lektielæsning, fællesmåltid – og for manges vedkommende også transportassistance til diverse fritidsaktiviteter – til at gå op. Og som om det ikke kunne være rigeligt, skal der jo helst være rum til ”voksen-kvalitetstid”, hvis ikke det skal ende med, at man bliver skilt og kommer til at skulle stå med det hele alene, med alt hvad deraf følger.
Netop henvisningen til den manglende tid og de svære valg går da også igen som et tema i de mange samtaler, som jeg har gennemført med børn, unge og deres forældre som led i min forskning. Og det er ikke, fordi de gode intentioner mangler. Eller for den sags skyld viden om, at madlavning sammen med børnene er afgørende, fordi det på længere sigt lægger grunden til en sundere livsstil. Men når hverdagen melder sig, viser det sig ofte mere overkommeligt og hurtigere ”lige at gøre det selv”. Så er det, at de gode intentioner, alt for nemt blot havner på ” to do -listen”, og det kommer der sjældent andet ud af end dårlig samvittighed.
Helt uden prioriteringer i hverdagslivet går det imidlertid næppe, hvis børnene skal mere på banen, men heldigvis viser mine samtaler med børn, unge og forældre, at den fælles madlavning, hverken forudsætter så meget mere tid, eller de helt store omlægninger i hverdagslivets rutiner.
Lad mig illustrere det med tre pointer fra min forskning:
Hellere lidt, men godt. Det handler ikke nødvendigvis om mængden af tid, man er i køkkenet sammen, blot det sker en gang imellem. Når jeg har talt med unge, der er flyttet hjemmefra, om deres nuværende lyst til at lave mad, hæfter de sig ikke så meget ved, hvor ofte de var med i køkkenet, da de boede hjemme, men mere – og frem for alt – om der var en rar og hyggelig stemning. Det værste var, når de fik indtryk af, at madlavningen var en pine for forældrene; noget, der bare skulle overstås og gav anledning til en dårlig stemning. De var for øvrigt også taknemmelige for, at de selv havde faste maddage, selvom det nok havde været træls indimellem.
Madlavningslysten trives bedst i en realistisk komfortzone. Al ære og respekt for Brødrene Price, Mette Blomsterberg og deltagerne i ”Den store bagedyst”, men ét er at se det på skærmen, noget ganske andet er, når de kære poder vil omsætte retter og kager fra fjernsynet til noget nogenlunde vellykket i eget køkken. Melder tvivlen sig, kan der være behov for realisme og for at sætte ambitionsniveauet lidt ned. Og det kan man gøre med god samvittighed. Tilberedning og servering af en skål friskrevet gulerodssalat til familien kan også være en skelsættende oplevelse, ligesom et ovnbagt blomkålshoved, en pizza, en burger eller jordbær med fløde kan være det.
Den fælles madlavning kan godt give mere voksentid på længere sigt. Mange af de forældre, som jeg har talt med, kan fortælle om, at den indledende indsats i køkkenet har rustet deres børn til for alvor selv at tage over i hverdagen, hvad enten det nu har været i form af faste maddage eller ved særlige lejligheder, og dermed har givet de voksne mere tid til det, som de nu måtte have lyst til på egen hånd.
Lad mig afslutningsvist nævne, at det ovenikøbet er veldokumenteret, at noget af det, børn sætter allermest mest pris på, er at lave noget sammen med deres forældre.
Hér er der selvsagt mange muligheder – helt afhængig af, hvad man selv rigtig godt kan lide; det være sig at dyrke sport, spille spil, gå på opdagelse i naturen eller måske blot lege.
Når jeg alligevel vil tillade mig at fremhæve den fælles madlavning som det måske allermest meningsfulde, man kan lave med sine børn, er det, fordi mad er noget, vi alle sammen i forvejen skal have, samtidig med at den hjemmelavede mad giver os en mulighed for at give noget til hinanden.
Sådan er det i dag, og sådan har det været, siden aberne udviklede sig til mennesker.
Med et udtryk hentet fra egen og andres forskning ”giver hjemmelavet mad os – uanset alder – en mulighed for at udtrykke omsorg for dem, maden er lavet til i det efterfølgende fælles måltid”.
Dertil kommer, at de fleste forældre vel har det bedst ved tanken om, at de har gjort, hvad de kunne, for at børnene også madmæssigt bliver selvhjulpne, når de en dag skal klare tilværelsen på egen hånd.
God madlavningslyst – sammen.