At springe ind i 2018 har sat tanker i gang. Om verden, samfundet, mænd og kvinder – som jo er dem, der bærer verden og samfundet. Fornemmelsen af, at meget er i opløsning neden under al den kontrol, vi i stigende grad oplever. Fornemmelsen af, at flere og flere (kvinder) får nok – og at et opbrud er på vej.
Det hele hænger sammen: MeToo, de krigeriske mandlige statsledere i verden, det pressede demokrati, den maste natur og miljøet, den stigende kontrol i organisationer og virksomheder, den manglende etik i politik og (top)ledelse, de mange stress- og sygemeldinger, den stigende ulighed i verden og samfundet – herunder kvinders position. Det er alt sammen en del af et større, flere tusinde år gammelt system, som er i opbrud.
Jeg kalder det ”det lineære system”, fordi det uvilkårligt tænker i: mig, mit, dominans, kontrol, beviser, dokumentation, målbarhed og synlighed og ureflekteret går fra A til B til C. Et system, der gennem tiden er skabt af mænd – og nej, jeg siger det hverken vredt eller fnysende, blot som en konstatering, da kvinder aldrig har haft den store indflydelse på de rammer, der skabes af magtens top.
Nu er det på tide, at mænd (med magt) ser nøgternt på den verden, der er skabt – uanset positive hensigter. For i arbejdet for at skabe en bedre verden overses (magtfulde) mænds afgørende rolle. En rolle, der starter med et brilleskift – et brilleskift, der vender mænds blik indad.
En forudsætning for et globalt skift er, at flere mænd finder ind til det sted i sig selv, hvorfra de udvikler sig til at blive fremtidens riddere i stedet for nutidens Darth Vaders. At mænd anvender deres maskuline energi på at fremme gode samfundsmæssige værdier – ikke på at skabe vinding på bekostning af andre. Desværre er mange mænd verden over ikke klar til at se deres historie og skygger i øjnene.
Jeg føler mig hverken vred eller dømmende, mens jeg skriver dette, selv hvis du vælger at tolke mine ord på den måde. Som sagt dømmer jeg ikke alle mænd og oplever heldigvis, at langt de færreste er skiderikker. Alligevel observerer jeg et overordnet mønster og system, som jeg tegner op, så det forhåbentlig bliver tydeligt for flere. For selvom jeg selv har været så heldig kun at opleve få idioter, kan jeg stadig se mønsteret, når jeg kigger ud i samfundet og verden – ja, ofte skal jeg ikke længere end ”over hækken”.
Og jeg mærker en dyb medfølelse med mænd i høje positioner, som har så dårlig kontakt til sig selv, at de kan ignorere, hvad der er universelt ”rigtigt” og ”næstekærligt” – på trods af den store, ydre magt, de har tilegnet sig, og dermed en unik chance for at gøre godt verden over. Der må være et hul, et sår, en smerte, en frygt så dyb i dem, at den bliver overvældende den dag, de får kontakt til den. Hvilket de givetvis ved et sted langt inde – så de tager hele tiden et tykkere og tykkere panserskjold på, så de ikke møder sig selv, men den version af sig selv, som får dem til at fortsætte i det ultralineære spor.
Hvordan kan jeg vide, at mænd ikke har kontakt til sig selv? Altså, en del mænd? For lykkeligvis er det ikke alle. Lad mig give dig et par dagligdagseksempler, der hverken handler om magtfulde politikere eller erhvervsfolk, men som er med til at skabe afsættet for (nogle af) dem:
Drenges slåskampe for sjov. Drenge slås, og det er okay. Faktisk tror jeg, det er sundt for dem at få brugt krudtet på hinanden, på konkurrence og tissemandsmåling, uanset hvor små de er – altså drengene, ikke tissemændene. Naturligvis. Testosteronen skal ud på en eller anden måde, og som mor til både en pige og en dreng, er det tydeligt for mig, at drenge (også) har brug for at lege på en anden måde, end piger ofte vil gøre – samtidig med at de nyder både at tegne, lege med perler og at udtrykke deres følelser. Men når jeg hører og oplever, hvor hårdt min 18-årige søn bliver slået (og, formoder jeg, slår), når han og hans kammerater slås ”for sjov”, lyder det ikke sjovt – og ser heller ikke sådan ud efter det blå mærke at dømme. Så er det snarere en meningsløs manddomsprøve, hvor man(d) ikke må vise svaghed eller smerte. Hvor man(d) ikke må sige av, stop eller nej – og hvordan skal man(d) så forstå de ord i øvrigt? For man(d) skal helst grine – med sammenbidte tænder. Kort sagt: Allerede som unge mister for mange mænd deres følsomhed – det er prisen for at være med i gruppen og være en rigtig dreng
Polterabender for unge mænd. Hvorfor er det sjovt at udsætte sin bedste ven for en stroppetur lige før hans bryllup? At putte afføringspiller i hans drink, lade ham henvende sig til rockere iført dametøj, ligne en drag og trække ham igennem Nørrebro, drikke ham bevidstløs og sende ham på båden mod Norge? Ja, jeg ved ikke, hvor mange historier du har hørt, men jeg har hørt mange – og har set mange mænd sidde grinende og fortælle om episoderne, som om de er vanvittigt morsomme. Både dem, der har været udsat for dem – og dem, der har planlagt dem. Beklager, men de er ikke morsomme. Det er dumsmarte manddomsprøver uden empati, kærlighed eller dybere spirituelt formål, uanset hvad brødrene bekræfter hinanden i.
En del mænd fralærer sig med alderen evnen til at græde. Fordi gråd bliver tolket som svagt, blødt og overfølsomt – i stedet for, hvad det er: en kropsreaktion på en følelse, som et menneske får spontan kontakt til – og dermed et signal om at mærke (mere) efter: Hvad er det, der foregår i mig lige nu – og hvorfor? Hvad enten det er glæde, sorg, vrede eller en anden bevægelse indeni. Et vigtigt signalapparat bliver sat ud af spil.
Tro ikke, at jeg ønsker et samfund, hvor mænd med fletninger i overskægget sidder og hønsehækler om aftenen eller bliver så trinde og hyggelige af deres egen hjemmelavede hummus, at de selv gror bryster. Lad for gudindens skyld mænd være mænd. Lad dem bygge huse, slæbe træstammer, sætte hegn om sommerhuset, rende rundt i bar overkrop og male muren i (noget af) weekenden. Lad dem slæbe deres sønner på fisketure – og deres døtre ligeså. Lad dem tage til Sverige og trekke i ødemarken med et par af gutterne. Lad dem fiske i tavshed i tre dage i en elv og spise laks med fingrene i varmen fra bålet. Lad dem forsvare deres elskede og deres børn, hvis de bliver udfordret eller truet – uden at udvide konflikten til en krig.
Lad dem beskytte have og regnskove, børn og kvinder. Lad dem i respekt for kvinder generelt holde døren og trække stolen ud for hver og en – uden at skele til, om hun er smuk eller klog, men bare fordi hun er en, man(d) ikke kan undvære. Nemlig kvinde. Lad dem stryge deres kvinde over håret, servere te og putte hende med tæpper, når hun har brug for omsorg. Lad dem lytte til og holde om deres børn, drenge såvel som piger, når de er ulykkelige og græder – uden at komme med løsninger.
Lad dem se en romantisk film, uden at de føler sig som skabsbøsse. Lad dem tage lang barsel for at lære det barn at kende, som de selv har været med til at sætte i verden – og vel at mærke bruger den barsel, de tager, til præcis det, de gerne vil, og ikke det, moar siger, de skal, før hun starter på job igen.
Virksomheder, samfund, organisationer, politiske instanser, verden – herunder kvinder – har i fremtiden brug for mænd, der hverken er ufølsomme machos eller skægflettede bamsefædre – men ægte og varme mennesker, som forstår at hvile på begge ben: det maskuline og det feminine. Fordi den balance skaber hele mennesker – og derigennem ledere, der træffer sunde, holistiske (verdens)beslutninger.
Birgitte Baadegaard er forfatter og cand. merc..