Magten skal blive i våbenhuset

Hvis kirkeministerens projekt virkeliggøres, får vi en kirke, som vil have jordisk magt. For at danne et styringsorgan er ganske enkelt at skabe en øvrighed ja, at skabe magt. Så får kirken magt i forhold til staten, men også indadtil i forhold til den konkrete, levende folkekirke. Og dette er et meget alvorligt problem, mener dagens kronikør

De troende har behov for at efterlade enhver magtform ude i våbenhuset, for således - uden våben - at møde Kristus i hans ydmyge sognekirke, mener dagens kronikør. Billedet er fra Pedersborg kirke på Midtsjælland.
De troende har behov for at efterlade enhver magtform ude i våbenhuset, for således - uden våben - at møde Kristus i hans ydmyge sognekirke, mener dagens kronikør. Billedet er fra Pedersborg kirke på Midtsjælland. . Foto: Jan Djenner Denmark.

UDVALGET OM en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken har barslet med et debatoplæg, som i disse dage drøftes vidt og bredt i menighederne. Antagelsen er, at folkekirken har et underskud af sammenhæng og modernitet og skal reformeres i overensstemmelse med et politisk projekt, som handler om magt og magtdeling. Det foreslås endda, at kirken skal forsynes med et styringsorgan som enhver stor institution eller virksomhed.

Den menige troende, som kommer i kirke for at bede om, at bønnen må forandre den bedende i overensstemmelse med Guds uforanderlige vilje, og som med længsel går op til Herrens Bord (Kierkegaards ord), må spørge sig selv, hvad moderniteten har med det at gøre, og om ikke debatoplægget med dets magtteori har misforstået sammenhængen i tingene.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens struktur skal debatteres

For der er en dyb sammenhæng, der hverken skal skabes eller kan forandres: at kirken er der, hvor Kristus er. Kristus i sit ord og i sit legeme, i den ånd, som samler menigheden om Kristus og knytter den til ham med det kærlighedsbånd, som er ikke af jorden, men af himlen.

Sådan lever sognekirken, uden at den behøver nogen moderne styringsstruktur eller demokratimodel. Dens eneste gyldige sammenhæng er den med Kristus, hvis rige ikke er af denne verden.

Vist lever kirken i verden, men den er ikke af verden. Det er netop denne åndelige sammenhæng, der afspejler sig i den mere konkrete forståelse af kirken på jorden, som Grundloven giver udtryk for. Grundloven er naturligvis ikke teologi, men dens syn på kirken og på forholdet mellem kirken og staten er ikke verdsligt i moderne forstand, hvor det verdslige intet har med Gud at gøre, men derimod af åndelig art.

Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger Grundloven, og dette signalerer, at det er folket og dets tro, der danner bindeled mellem kirke og stat. Der findes en folkets stat, og denne stat understøtter og støtter (hvilket ikke betyder bestemmer over) folkets religion, for folket er ikke en anonym befolkning, som bare skal administreres som livløse ting, det er ikke mængde, muld og strand (Grundtvigs ord), men en åndelig størrelse.

IDET GRUNDLOVEN yderligere siger, at Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke, peger den på, at konge, folketing og folkekirke hører sammen. Der er sammenhæng mellem folkets åndelige og verdslige eksistens, og staten med dens konge (dronning) og folketing er ingen absolut, autonom størrelse, men består af mennesker, som i selve deres embede må tjene Guds befaling, regere med visdom og kærlighed og tjene folkets åndelige vel.

Dette er grundforståelsen, og det, debatoplægget bringer, er ikke en tilføjelse til det eksisterende, men en total omvæltning. I debatoplægget er der nemlig ingen plads for folket, ingen plads for ånd, ingen plads for frihed og ingen plads for kirkens selvforståelse. Alt er jura, endog i dens mest moderne tekniske skikkelse, og alt handler om magt.

Således præsenterer debatoplægget den såkaldte Første Model som et beskedent forslag om at omforme den gældende ordning, der i dag kun er defineret i sædvane til lovbestemmelser. Derved udslettes altså de sidste rester af folkelig sædvane, kappes forbindelsen med fortiden og åbnes vejen for en øget regulering, som uvægerligt vil udvide sit domæne og fange alting i et stadig strammere net. Og dette netop på det sted, hvor friheden og den naturlige kommunikation menneskene imellem bør herske. Det er magt, der kæmper mod ånd.

Med de næste to modeller, som går ud på at etablere et styringsorgan i kirken (et kirkeråd), er vi endnu mere åbenlyst på magtens område. Magt er debatoplæggets tema og grundlæggende syn og har intet med kirkens sande virkelighed at gøre. Der er et fundamentalt misforhold mellem projektet og dets objekt.

For her defineres kirken ud fra verdslige, politiske magtgloser: magtspredning, magtbalance mellem de forskellige organer, afbalancering af magt mellem lægfolket og gejstligheden og demokratisk legitimitet. Men lad mig dog spørge: Hvad har dette at gøre med Kristus?

En sådan beskrivelse kan passe på en hvilken som helst institution eller forening, bare ikke på kirken som en åndelig størrelse, hvis ånd med nødvendighed må afspejle sig i dens ydre strukturer, idet de skal tjene kirkens indre liv og lade sig forklare af det.

Demokratisk legitimitet er på sin plads i politik, i et parlament eller, som Kierkegaard vil sige, på Borger-Repræsentanternes Møder. Et parlament hører denne verden til, hvor man indrømmer, at der er forskellige interesser: interesser af denne verden.

Et parlament er en arena, hvor der kæmpes om magten, og hvor partiinteresserne desværre alt for ofte går forud for hengivenheden til det fælles vel, idet delene (hvad parti etymologisk betyder) gerne vil blive til det hele. Derved opstår en afbalancering af magt på et område, som netop handler om magt.

Men hvis der er ét sted, som i sin essens (om så ikke altid i praksis) ikke handler om magt, så er det kirken hvor forkyndelsen bringer et omvendt perspektiv i forhold til det verdslige. Her er de sidste de første. Her måles storheden på det at tjene (Matt 20, 25-28). Her læres afmagt og modtages nåde.

Det er nu ikke hos Martin Luther, man kan finde støtte for det nuværende projekt: Blandt de kristne, skriver han, hverken kan eller skal der være nogen øvrighed, men alle underordner sig på lige fod hinanden . Hvad er præsterne og biskopperne da? Svar: Deres styre er ikke nogen form for herredømme eller magtudøvelse, men en tjeneste og et embede.

AT DANNE ET STYRINGSORGAN er ganske enkelt at skabe en øvrighed, ja, at skabe magt: at give kirken magt i forhold til staten, men også indadtil i forhold til den konkrete, levende folkekirke. Og dette er et alvorligt problem, fordi det åndeligt set er en forvanskning af kirken.

Så får vi altså, hvis projektet virkeliggøres, en kirke, som vil have jordisk magt. En kirke, som er ved at falde for magtens illusion, for jordisk magt er altid en illusion. Eksemplet fra de ortodokse folkekirker burde tjene til advarsel.

Fra Peter den Store til kommunist-tiden var netop det faktum, at magten var samlet et sted (i en synode), som gjorde kirken svag. Inden for denne verdens logik er en kirkeøvrighed en hammer, og det kommer blot an på, hvem der griber den. Går man på magtens præmisser, vil den større magt (staten) altid kunne manipulere og knuse den mindre kun åndsvelsignet afmagt kan hverken manipuleres eller knuses. Hvis kirkens frihed blev bevaret under forfølgelserne altså frihed til overhovedet at være til så skyldes dette ikke det centrale styringsorgan, men tværtimod de lokale menigheders standhaftighed og offervilje.

Den moderne styringsstruktur, som debatoplægget foreslår, er ensbetydende med at omforme folkekirken efter en verdslig model på linje med ethvert bureaukratisk apparat og sammentømret magtkonstruktion, som vil være ét juridisk defineret legeme med ét jordisk hoved og én jordisk mund. Det er at skabe en struktur, som er fremmed over for kirkens natur og hæmmer dens kald. Det er at glemme, at kirken er i verden, men ikke af verden.

Hvad den troende behøver, er netop at finde det, som er anderledes end verden, men er til for at give verden liv. Hvad den troende behøver, er at lade de jordiske bekymringer fare, at lade enhver form for magt blive ude i våbenhuset. Og således uden våben at møde Kristus i hans ydmyge sognekirke og tage imod freden ovenfra.


Monica Papazu er mag.art. Foreningen Forsvaret for Folkekirken har lige udgivet Monica Papazus pjece Folkets Kirke.