”Er du ikke på Facebook?,” spurgte en af mine bekendte mig med stor undren i stemmen. Nej, tilstod jeg. Jeg er hverken på Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Snapchat eller på Tinder.
Jeg har aldrig været på de sociale medier, og jeg kommer der aldrig. Jeg har ingen følgere, og jeg får ikke likes. Men jeg får ofte en god, lang samtale, når jeg mindst venter det. Mit svar vakte stor undren, men ingen yderligere spørgsmål, og vi gik hver til sit.
Den gode samtale kan noget, som de sociale medier ikke kan. For et stykke tid siden sad jeg i køkkenet hos nogle af mine gode venner. De har – som jeg selv – passeret 70-årsalderen. Vi havde længe talt om, hvornår og i hvilke sammenhænge mænd bruger udtrykkene kvinder, damer, piger, hustruer eller koner.
Under samtalen kom en af mine venners bekendte tilfældigvis forbi. Jeg har aldrig set eller talt med ham før. Han kom ind, vi hilste, og han satte sig. Og så skete det, som kan ske. Der opstod et god, lang, fortrolig samtale mellem ham og mig. Vi kom vidt omkring. Hvorfor er livet værd at leve? Hvad betyder det at være elsket? Hvad sker der, når man opdager, at ens far ikke er den, man troede? Hvorfor har mænd svært ved at bede om hjælp? Hvad er psykisk sygdom, og hvorfor er det tabu?
Mine gode venner forholdt sig tavse, men fulgte interesseret med i samtalen. Der var tid til pauser, til eftertænksomhed, til uddybende spørgsmål og grundigere svar. Der var øjenkontakt og en gensidig tillid og fortrolighed. Det blev til en samtale, som jeg i mine tanker er vendt tilbage til mange gange siden.
Det er ikke første gang, jeg har oplevet pludselig at være i en situation, hvor den gode, fortrolige samtale opstår. Det er samtaler, man ikke kan bestille tid til, men som opstår spontant, og uden man egentligt har villet det. Samtalerne kommer til at leve sit eget liv, og bringer ofte minder med sig. Det er ikke samtaler, man kan eller har lyst til at referere for andre, fordi man ikke kan referere den stemning, samtalen fandt sted i.
I den gode samtale er samtalepartnernes sanser stemt. Der er en oplagthed og energi til at sætte sig i det andet menneskes sted, stoppe op et øjeblik og lytte til det, det andet menneske siger.
Når vore sanser er stemt, er vi modtagelige for det, vi hører. Den andens fortælling gør indtryk på os. Vi har for en stund haft noget af et andet menneskes liv i vor hånd – sagt med et løgstrupsk udtryk. Vi har stillet os til rådighed. Ikke som terapeuter, psykologer eller certificerede samtalepartnere, men som menneske. Men det har vor samtalepartner også.
Den gode samtale, som opstår spontant, er der ikke bestilt tid til, begge parter er ulønnede og uforberedte. Vi mødes med den livserfaring, vi hver især har, og vi samtaler ud fra den livserfaring, samt ud fra den fortælling og de spørgsmål, som opstår under samtalen.
Samtalerne kan finde sted alle steder, men stemningen mellem samtalepartnerne er afgørende. Hvis der er en mobiltelefon i hånden på den anden, vil jeg ikke begive mig ud i en samtale. Det kan højst blive til en sniksnak om vind og vejr, fordi en sniksnak ikke vil lide under pludseligt at blive afbrudt.
I min omgangskreds er der mennesker, som har en tændt mobiltelefon på sig hele tiden. Når jeg spørger dem om hvorfor, svarer de, at der kan jo ske noget, og så er det godt, at deres børn, børnebørn, forældre, venner, kollegaer, bekendte, naboer eller tidligere kollegaer kan få fat på dem.
En sådan meddelelse er for mig en klar besked om, hvilket niveau vort samvær skal have, og jeg holder mig ikke tilbage for at gøre opmærksom på det. Der er stor forskel på at have en mobiltelefon tændt, fordi ens datter eller søn har været til undersøgelse for cancer og lovet at ringe så snart, der forelå svar. Eller at have en mobiltelefon tændt, fordi ens datter, søn eller nabo vil høre, hvornår vedkommende kan komme og låne et strygejern.
Mange i min alder vil sige, at de sociale medier giver dem mulighed for at følge med i deres børns og børnebørns liv, og at de nyder at se billeder og læse om hverdagsbegivenheder. Endvidere vil de argumentere for, at de kan skrive om sig selv og ytre deres meninger samt vedligeholde sociale relationer.
De kan være i kontakt med et stort netværk af venner, tidligere kollegaer, bekendte og familie, og de kan indgå i interessegrupper og finde inspiration til nye interesser. De kan følge med og interagere med politikere, virksomheder eller organisationer.
Det er korrekt. Men jeg har aldrig hørt ældre mennesker fortælle, at de sociale medier har beriget deres liv med en oplevelse, de ikke glemmer. Måske fordi de sociale medier er gode til øjeblikke, men de er ikke er gode til den individuelle refleksion og fordybelse. Det er måske derfor, at de sociale medier i større udstrækning tiltaler unge end ældre.
Der er meget stor forskel på ældre i 70-80-årsalderen. Nogle bruger ikke computer og har ikke adgang til e-box. Andre er fuldbefarne i de elektroniske medier og har stor glæde af, at børn og børnebørn hjælper dem videre, når der er noget nyt at lære. De ældre er ikke vokset op med computer, internet og sociale medier, men de er vokset op med samtalen. Samtalen har altid eksisteret, og vil også fortsat være en meget vigtig meddelelsesform.
Her kan de ældre lære de unge noget. De kan lære de unge samtalens værdi, når man skiftes til at lytte og tale. Når det, den anden siger, gør indtryk på én. Når man forsøger at bruge sin livserfaring til at forstå den andens fortælling og den andens overvejelser om et videre forløb. Den unge fortæller ud fra sin livssituation og kan få erfaringen af at blive hørt uden afbrydelser af lyde fra en sms, der tikker ind på mobiltelefonen eller en opringning. De unge kan lære, at der er forskel på samtaler, som opstår spontant, og samtaler man er indkaldt eller indbudt til.
De unge kan erfare, at en samtale er irreversibel. Den samtale, som har fundet sted, vender aldrig tilbage. Det er muligt, at der kan finde en ny samtale sted, men tiden vil være en anden. Samtalen og tiden er væk. Den kan ikke gøres om. Det, som er sagt, er sagt.
Det er måske derfor, at mange voksne og ældre benytter sig af ”bilmetoden”, når de ønsker en samtale af betydning. Når sikkerhedsselen er spændt, bildørene er låst, bilradioen slukket, og motorvejen ligger kilometer efter kilometer foran, er der muligheder for en samtale, som kan berige livet, og som kan forandre tilværelsen på kort og på lang sigt. Turen kan forlænges, der kan køres omveje, og der kan stoppes op langt fra alfarvej. Her kan man så sidde i et lukket rum og se hinanden i øjnene, hvis det er det, som samtalen kræver. I modsætning til opslag på Facebook eller Twitter, kan samtalen ikke suspenderes. Den har fundet sted.
Måske kan den unge også lære, at en god samtale kan opstå, når den ene part har noget på hjerte. Det kan være tanker, der har tumlet rundt i hovedet i lang tid og holdt én søvnløs. Men behovet for at ytre sig om noget væsentligt kan også opstå i løbet af den spontane samtale. Det afhænger af, om tilliden mellem samtalepartnerne er til stede. Tilliden kan man ikke forlange eller forvente, lige så lidt som man kan forlange eller forvente en god samtale.
Når den gode samtale slutter, er det ofte med en taknemmelighed over, at den har fundet sted. Man har fået lov til at dele sine tanker, overvejelser og holdninger med et andet menneske og har måske fået revideret sit livssyn.