Prøv avisen
Kronik

Psykolog: Man må se i øjnene, at adskillelse hører tilværelsen til

Finn Korsaa. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Finn Korsaa, Psykolog

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den næsten hysteriske kærlighedsdyrkelse af barnet, som præger opdragelsen i disse år, gør det mere besværligt både for børn og forældre at styre hen mod det naturlige brud, som var bestemt lige fra undfangelsen, skriver psykolog Finn Korsaa i dagens kronik

MAN MÅ JO NOK SE I ØJNENE, at adskillelse hører tilværelsen til. Mand og kone skilles, om ikke før, så ved døden, børn skilles fra deres forældre og starter deres eget liv. Det karakteristiske ved vor tid er netop, at forældrene i højere grad lader sig skille fra deres partnere end fra deres børn. Mange forældre vælger parforholdet fra, fordi det er meget nemmere at være alene med børnene, mens de er små, men det fører blot til, at følelsesbindingerne styrkes mellem forældre og børn, mens det ifølge naturens gang burde gå den anden vej.

Der er også par, der har levet så meget igennem børnene og arbejde, at de står fremmede over for hinanden, når reden bliver tom. Det gør naturligvis ikke adskillelsen fra den unge generation nemmere. For den unge er adskillelsen umiddelbart forbundet med en forventning om en strålende fremtid, og en af historiens tidligste tekster handler netop om en fortolkning af adskillelsen, nemlig fortællingen om Moses og jødefolkets udvandring fra Egypten, der også kaldes Exodus. Det er første gang, der opstår en fortælling om adskillelsen mellem generationerne, der skal føre fra et udlevet udgangspunkt til håbet om en eminent fremtid, som jo ret beset er udgangspunktet for enhver ny generation, uanset hvor god barndommen har været, og Moses havde jo ikke haft grund til at klage.

Interessen samler sig naturligt nok om den unge, der står foran sit livs ørkenvandring. Den dramatiske frigørelsesproces blev muliggjort af den modstand, som Farao mødte Moses med. Men han

gjorde vel blot det, som så mange moderne forældre gør. Hvor han brugte vold og magt, bruger nutidens forældre materielle goder, bekvemmelighed, bad, tv på værelset, måske en bil til rådighed. De 10 plager genfinder man uden videre i den unge teenagers urimeligheder. Før eller senere flytter de derfor hjemmefra, bortset fra en 30-årig mand i New York, hvor forældrene til sidst fik nok og søgte rettens hjælp til at få ham ud. Denne mærkelige konstruktion findes der vistnok ingen myter om.

Et hjem er noget, man forlader, for ellers er der jo ikke noget at vende hjem til. Dermed er der antydet en trøst for de forladte forældre: glæden ved at se sine børn skabe et nyt liv. Den glæde blev ikke Farao til del. Det sidste, han så af sin søn, var, da Moses forsvandt ind i ørkenen. Alt, hvad vi ved, er, at Moses havde skyldfølelse og derfor tilegnede et af sine bud til forældreskabet: Du skal ære din mor og din far.

DET VIL NÆPPE VÆRE så vanskeligt for et ungt menneske at forlade barndomshjemmet, hvis forældrene havde haft et parforhold med indhold og betydning. Det siger næsten sig selv, at det er en lettelse for den unge at kunne overlade de hjælpeløse forældre til hinanden. Det ville også være lettere for forældrene, at de er fælles om smerten over, at en epoke i livet er forbi. Når det ikke kommer til en sådan forsoning, kan det skyldes, at man selv havde svært ved at komme følelsesmæssigt fri af sine forældre og derfor brugte det første ægteskab til en slags erstatning for den frigørelse, man selv havde det så svært ved i ungdommen. Disse personlige forhold forstærkes af tidens ideologiske bølge, der byder forældre at bruge deres børn som en slags erstatning for de følelser, der rettelig hører hjemme i parforholdet.

Den næsten hysteriske kærlighedsdyrkelse af barnet, som præger opdragelsen i disse år, gør det mere besværligt både for børn og forældre at styre hen mod det naturlige brud, som var bestemt lige fra undfangelsen. Det er min påstand, at det er den manglende følelsesmæssige frigørelse mellem generationerne, der skaber stadige konflikter og psykiske problemer.

FOR EN DEL ÅR SIDEN havde jeg samtaler med et ungt menneske, der havde forsøgt selvmord. Han var sprunget ud fra tredje sal og var nu slemt handicappet. Den ulykkelige mor tilbød sin trøst og kærlighed til sin medtagne søn ved at sove i ske med ham. Det viste sig, at hans selvmordsforsøg havde været et desperat frigørelsesforsøg: Han var ikke i stand til at frigøre sig fra denne omsorgsfulde og kærlige mor. De voldsomme psykiske problemer, som mange unge mennesker lider under, er ikke uden indflydelse fra et familieliv, som ikke erkender generationsmodsætningens imperativ.

Måske kunne det være en hjælp at gøre sig klart, at parforholdet ikke blot er til pynt eller fornøjelse. Der er knyttet værdier til hver af de to køn, som har afgørende betydning for børnenes udvikling. På den ene side har man de kvindelige værdier som omsorg, trøst og lighed, og på den anden side de mandlige i form af hierarki, skel og grænser. Disse værdier afspejler to former for behov, som barnet har: Navnlig i begyndelsen af livet har barnet brug for moderens nærvær og kærlighed, men på et tidspunkt i dets udvikling har det brug for, at faderen træder ind og hjælper med at frigøre det fra moderen. Det kan han gøre ved at demonstrere for sit barn, at mor er andet end mor, at hun har et forhold til far, som barnet ikke kan og ikke skal kunne styre.

Shakespeare viste os, at det ikke blot er svært for de unge. Hans tragedier kan forstås som udtryk for, at farerne lurer på os gennem hele livet. I ”Hamlet”, der er blevet kaldt ungdommens tragedie, ender det med, at både den gamle og den unge generation går til grunde. I ”Romeo og Julie” er det også generationsmodsætningen, der skaber spændingerne og udløser tragedien. Men Shakespeare havde også blik for alderdommens problem. ”Kong Lear” kan siges at handle om the empty nest syndrome.

HISTORIEN OM KONG LEAR er historien om, hvordan forældres magt over deres børn forblinder og fylder sjælen med hovmod, og det er historien om, hvordan kongen via sit fald når frem til den ydmyghed, der rummer visheden om, at livets ende altid er nærværende. Lear afkrævede et løfte af sine døtre som forudsætningen for at abdicere. Men da han skulle til at nyde sit otium, blev han svigtet af sine utaknemmelige børn.

Men ret beset gjorde de blot, som Moses havde gjort: Han havde vendt sig fra sit ophav for at kunne bruge alle kræfter på det liv, de selv skulle til at leve.

Det siges, at døtrene Goneril og Regan var onde, men deres had var ikke nødvendigvis begrundet i hans handlinger. Og man kan sige, at den tredje datter, Cordelia, som ikke ville sværge troskab over for faderen, fordi hun fandt, at ord ikke kan bevise kærligheden, udstillede ordenes afmagt og overlod betydningen til handlingerne. Der er meget dunkelhed i tragedien om kong Lear på samme måde, som der er meget uklarhed, selvmodsigelse og selvbedrag forbundet med de relationer, der forbinder generationerne. Men Shakespeares løsen er så aktuelt som nogensinde:

”Men must endure their going hence, even as their coming hither: Ripeness is all,” som jeg har valgt at oversætte sådan: ”Modenhed er en nødvendighed, hvis vi skal kunne håndtere livets store vanskeligheder”.

Det er i det mindste svært at håndtere generationsmodsætningen uden modenhed.