Prøv avisen

Jeg vil have min sorg i fred

Når jeg følte mig mest isoleret, begyndte jeg at finde både mening og en form for fred i at vide, at der var andre, der havde mistet. Der var andre, der kendte til sorg og tab. Ja, der var endda andre, der havde mistet et barn, skriver Benthe Ladefoged Nielsen. Foto: Fotograferne Vestebro

Det er bekymrende, at FN vil gøre sorg til en diagnose, skriver Benthe Ladefoged Nielsen. Hun mistede selv sin datter for fem år siden, men hendes sorg skal ikke diagnosticeres. Det er nemlig sygeliggørelse af en tilstand, som er et af grundvilkårene i ethvert menneskes liv

Kronik: Da jeg i fredags så overskriften ”FN vil gøre sorg til en diagnose” på forsiden af Kristeligt Dagblad, kom min første reaktion som et indre råb: ”Lad mig have min sorg i fred.” Det samme indre råb, som kom for fem år siden på hospitalet ved min datters dødsleje.

Dengang for fem år siden var det efterhånden blevet nat på skadestuen. Min datters far og jeg havde været der i flere timer sammen med venner og familie, som kom forbi, efter at nyheden om vores datters død blev spredt.

Nu var personalet der igen - for at konstatere dødsstivhed og afhentning til kølerum i kapellet. Vi fik tilbudt ”noget beroligende” af det helt sikkert velmenende personale, inden vi skulle hjem. Men min reaktion var den samme: ”Lad mig have min sorg!”. Den skal ikke medicineres. Den skal ikke lindres eller gemmes væk. Lad mig have det, som jeg har det. Min datter er jo død. Og det gør ondt.

Min datter på 23, mit eneste barn, var død, pludseligt, i en trafikulykke. Sådan en helt almindelig dag, som dage er flest, hvor man ikke forventer, at tragedien lurer lige om hjørnet.

Min oplevelse af, at livet nu bestod af et før og et efter (før og efter min datters død) ramte mig næsten fysisk for fem år siden. Det blev svimlende at tænke på en fremtid, som jeg overhovedet ikke kunne forestille mig. Den første tid havde jeg vel slet ikke lyst til at være i livet.

Men sorgen blev på en mærkelig måde min ven og følgesvend, for når sorg og savn var størst, var jeg også tættest på min datter. Der blev sorg og kærlighed forenet. I den altopslugende sorg kunne jeg mødes med min datter. Igen og igen. Altså måtte den ikke forsvinde. Jeg tænkte aldrig: ”Tag min sorg fra mig.” For hvis den forsvandt, ville forbindelsen til min datter måske forsvinde.

Jeg tænkte derfor ikke på at komme over savnet, men på, hvordan jeg kunne leve videre med savnet.

Rejsen gennem en ny del af mit liv, som jeg aldrig havde forestillet mig, begyndte trods alt. n af mine måder at klare rejsen på var min spirituelle tilgang til livet og ved at have en tro på, at der ét eller andet sted måtte være en mening med min datters død. En tillid til, at der var et efterliv.

Fra mig selv - og fra møder med andre sørgende - ved jeg, at den sørgende midt i sit eget kaos af tanker og følelser er meget opmærksom på omgivelsernes reaktioner. Vi har forskellige måder at håndtere sorgen på og har ikke brug for at debattere det hensigtsmæssige, som når for eksempel andre over for mig gav udtryk for, at ”der var ingen mening”.

For den sørgende står det heller ikke til diskussion, hvor længe sorgen må vare. Den er der jo i det ensomme rum, som man føler, at andre aldrig nogen sinde helt kan forstå. Rummet fyldt med savn, opgivenhed, meningsløshed, kaos, vildskab. Lysten til at rive håret af, banke hovedet ind i væggen, skrige højt eller stoppe livet.

Når jeg følte mig mest isoleret, begyndte jeg at finde både mening og en form for fred i at vide, at der var andre, der havde mistet. Der var andre, der kendte til sorg og tab. Ja, der var endda andre, der havde mistet et barn. Mange andre. Og på et mere generelt plan trøstede det mig også, at sorg og tab er ét af grundvilkårene i ethvert menneskeliv.

Jeg kunne se, at jeg indefra lærte det, som jeg altid havde vidst rent fornuftsmæssigt om livets grundvilkår: Intet er blivende, alt kan forandres. Og døden, ens egen og andres, er det eneste sikre.

Sorgramte er meget opmærksomme på, om omgivelserne synes, at det er okay og forståeligt, at vi har det, som vi har det. At det at miste et barn for eksempel ikke er noget, man kommer over, men at det barn altid vil være med i ens liv på én eller anden måde. Mit nye vilkår var at være i livet ikke med en levende, men med en død datter.

Jeg blev opmærksom på, hvor forkert den traditionelle måde at forstå sorgprocesser på egentlig var. At man skulle kunne gå fra én fase til den næste, hele tiden fremad, når jeg nu oplevede, at jeg kunne komme igennem alle faser inden for en time og flere gange om dagen.

Jeg, der i mit arbejde selv havde lænet mig op ad disse faser, oplevede nu, at de fik mig til at føle mig anderledes, forkert. At min sorg var forkert, fordi jeg ikke sørgede på den rigtige måde.

Min indre oplevelse var, at sorgen og savnet fyldte alt, men at jeg samtidig kunne tage pauser fra den, kigge ud, være med i livet, deltage lidt, vende tilbage til sorgen.

Derfor var det befriende at begynde at læse om og høre om, at nyere sorgforskning ikke længere ser på sorgprocessen som faser, der skal overstås. Den nye viden på området - og det, som den sorgramte kender indefra - er to parallelle tilstande, to spor, som den sørgende befinder sig på: Sorgens spor, sorgen og savnets rum, som indeholder alle følelserne og alle minderne forbundet med tabet.

Det andet spor, livets rum, er det liv, der fortsætter, dag efter dag, og som man lidt efter lidt tager mere og mere del i, med alle de glæder og almindelige nedture, der hører til livet. Det anerkendes, at sorgens og savnets rum altid vil være der, omend det giver mere og mere plads til, at livet udfolder sig i det andet rum.

Når jeg nu læser, at sorg formentlig bliver en selvstændig diagnose, bliver jeg bekymret. Definitionen skulle være ”forlænget sorgreaktion.” I artiklen står der blandt andet: ”Hvis du stadig er meget ked af det seks måneder efter din ægtefælles død og ikke mærker nogen bedring, kan du i fremtiden være én af dem, der får diagnosen forlænget sorgreaktion.”

Jeg tænker: Seks måneder. Er det, hvad der forventes? At man ikke stadig er ked af det efter seks måneder, hvis man har mistet en nærtstående? Efter seks måneder havde jeg det stadig elendigt. Jeg kunne rigtig meget igen. Jeg kunne stille mit eget til side, når jeg arbejdede, når jeg var sammen med andre socialt, jeg vidste, hvornår jeg kunne give min sorg plads, og hvornår jeg ikke kunne.

Men når jeg var alene, når jeg havde tid til sorgen, så fyldte den det hele. Og jeg kunne stadig længes efter at være alene efter en dag med arbejde og andre gøremål. Det var som at få tid til at være sammen med min datter igen. I sorgens rum.

Jeg bliver bekymret, fordi jeg ved, at vi er rigtig mange, der efter længere tid end et halvt til et helt år kan genkende os i de beskrevne tegn. Og bare to af disse kan udløse diagnosen.

Når jeg nu ser tilbage på de første tre år, består de af perioder, hvor sorg og savn var mere i baggrunden, efterfulgt af perioder, hvor jeg bare var ked af det hele tiden.

Her - fem år efter - sker det stadig ofte, at jeg lige pludselig overvældes af tanken: ”Sara er død” efterfulgt af en kort og intens smerte i hjertet. Og jeg tænker på hende hver dag, mange gange om dagen. Som andre forældre tænker på deres levende børn.

Jeg oplever det som bekymrende at ville diagnosticere en lang sorgproces. Bekymrende, fordi det er et skridt mod at sygeliggøre tilstanden. Bekymrende, fordi den så kræver behandling, og den nemme behandlingsløsning er medicin.

Jamen, sorg er ikke det samme som depression. Den ligner en depressiv tilstand, men man ved hele tiden, hvorfor man er ked af det. Der er en grund. Hvis man får medicin, er der fare for, at den også vil dæmpe andre følelser. De såkaldt positive følelser, der med tiden gør livet mere og mere tillokkende igen. Men mest af alt er det bekymrende at ville diagnosticere en tilstand, som eksistentielt er et af grundvilkårene i ethvert menneskes liv.

Benthe Ladefoged Nielsen er pensioneret psykoterapeut og forfatter