Prøv avisen
Kronik

Man skal lære af historien

Armeniere i titusindvis, ikke kun fra Armenien, men fra hele verden, var i søndags til stede i hovedstaden Jerevan for at mindes Folkemordet -- den tyrkiske massakre og fordrivelse af over en million armeniere under og efter Første Verdenskrig. -- Foto: Scanpix.

De nuværende tyrkere og kurdere har ingen andel i det armenske folkedrab i Det Osmanniske Rige for 100 år siden, og derfor kan man undre sig over, hvorfor det moderne Tyrkiet i den grad benægter kendsgerningerne og forvalter sin historie så dårligt, at skolebørnene ikke må lære, hvad der virkelig skete i 1915

MIT EFTERNAVN ER ARZROUNI, og det er smadderbesværligt. Jeg skal hele tiden stave det og forklare, at det er armensk. Jeg kan ikke kalde mig rigtig dansk, så længe jeg slæber rundt på det.

Til gengæld bærer navnet på en historie. Min farfar tog det med sig i begyndelsen af det 20. århundrede, da han forlod sin hjemstavn i Vestarmenien, der var en del af Det Osmanniske Rige. Dengang boede der nogle millioner kristne armeniere i området, som var præget af oldgamle kirker og klostre. I dag er armenierne væk, mange af kirkerne er ødelagt, og området er en del af Tyrkiet. Det eneste, der er tilbage af Armenien, er den tidligere sovjetrepublik, som var kontrolleret af russerne. Tænk, at der trods alt kunne komme lidt godt ud af Sovjetunionen.

I mange hundrede år var armenierne i Kaukasus kastebold mellem store imperier. Det romerske. Det persiske. Det osmanniske. Og det russiske. Da Første Verdenskrig brød ud, valgte Det Osmanniske Rige side med tyskerne og østrigerne. Mod russerne. Dermed kom en del af Første Verdenskrigs kampe til at gå lige ned gennem det område, hvor armenierne boede. Det Osmanniske Rige var styret af tyrkerne Enver Pasha, Kemal Pasha og Talaat Pasha. De besluttede at fjerne armenierne, blandt andet fordi de betragtede dem som en sikkerhedsrisiko. De kristne armeniere kunne tænkes at vælge side til fordel for Ententemagterne, det vil sige Rusland, Frankrig og Storbritannien.

For 100 år siden, i disse uger, blev omkring en million kristne armeniere massakreret i det 20. århundredes første folkemord. Mænd blev hakket ihjel. Kvinder og børn blev sendt ud på dødsmarcher. Danske missionærer og sygeplejersker førte dagbog om begivenhederne og har dokumenteret, hvad der foregik.

Drabsmændene var tyrkere og kurdere. Det var ikke tyrkerne og kurderne. Jeg tror ikke på kollektiv skyld. Mennesker må stå til ansvar for deres egne ugerninger. De nuværende tyrkere og kurdere har ingen andel i folkemordet. Nogle af tyrkerne og kurderne er måske endda efterkommere af armeniere, der blev reddet ved at skjule sig i tyrkiske og kurdiske familier og overtage en ny identitet.

JEG BÆRER mit armenske efternavn i respekt for de dræbte, uden selv at føle noget behov for hævn. Min familie blev ikke ramt. Den var flygtet for længst.

Men jeg undrer mig. Jeg undrer mig over, hvordan det moderne Tyrkiet kan forvalte sin historie så dårligt, at skolebørnene ikke lærer, hvad der virkelig skete i 1915. Tyrkiets regering afviser ligefrem, at der fandt et folkemord sted. Og i Tyrkiet har det været strafbart at skrive den slags i mange år.

En række lande rundt omkring i verden - blandt andre Frankrig - har anerkendt, at der fandt et folkemord sted i 1915. Den danske regering tør ikke tage ordet folkemord i sin mund, af frygt for relationerne til det moderne Tyrkiet.

Det er underligt. Det var jo strengt taget ikke det moderne Tyrkiet, der stod for ugerningerne. Når man ikke kan konfrontere sin historie, tyder det på, at det moderne Tyrkiet hviler på et skrøbeligt grundlag, både nationalt og demokratisk.

Den danske statsminister eller den danske udenrigsminister burde gøre det naturlige: sige ligeud, at man skal lære af historien, også af det folkemord, der fandt sted i 1915. Og hvis man vitterlig er så bange for den tyrkiske regering, at man ikke kan sige tingene ligeud, kunne man jo være lidt diplomatisk kreativ og sige: ”Vi er ikke dem, der benægter, hvad førende historikere er nået frem til.”

Historien har magt over sjælene, og det har farlige politiske konsekvenser. Den dag i dag har Nato-landet Tyrkiet lukket grænsen til nutidens Armenien og truer dermed Armeniens eksistens. Mulighederne for at få varer ud og ind af landet er stærkt hæmmede af, at Armeniens eneste grænse mod Vesten er blokeret.

Situationen er ikke helt håbløs. Sydpå har Armenien en lille grænse til Iran. Nordpå er der en grænse til Georgien, som dog har sine egne problemer. Men mod øst er Armenien presset af Aserbajdsjan, som man førte krig med efter Murens fald. Den krig ulmer stadig.

Et Nato-land - Tyrkiet - medvirker dermed til at kaste Armenien i armene på Rusland. Et Nato-land - Tyrkiet - hindrer dermed økonomisk udvikling i et ustabilt område. Alt sammen på grund af gamle sår, som burde være helet for længst.

En uge før invasionen af Polen, skal Adolf Hitler have spurgt: ”Hvem taler i dag om udryddelsen af armenierne?”. Citatet er omdiskuteret, fordi det hviler på et uformelt referat skrevet af den tyske efterretningschef, admiral Canaris. Men det siger noget om betydningen af historisk hukommelse.

HER KOMMER EN UHYGGELIG profeti: Inden der er gået fem år, vil en blodig krig bryde ud i Kaukasus på grænsen til Europa. Konflikten kommer til at stå mellem det kristne Armenien og det muslimske Aserbajdsjan. Og verden vil være lige så ligeglad, som den altid har været. Se bare på borgerkrigen i Syrien og konflikten i det østlige Ukraine.

Men den konflikt, jeg forudser, kunne sagtens undgås. Det er det tragiske i sagen. Hvis Tyrkiet ville åbne sin grænse til Armenien for handel, kunne man opnå økonomisk udvikling i området.

Det er Tyrkiet dog ikke interesseret i. Nato-landet Tyrkiet støtter det tyrkisk-talende Aserbajdsjan, hvis præsident arvede posten fra sin far i 2003. Aserbajdsjan og Armenien har udkæmpet en blodig krig om enklaven Nagorno-Karabakh. Enklaven var hovedsagelig befolket med armeniere, men hørte i Sovjetunionens tid til Aserbajdsjan, fordi Stalin fandt det belejligt.

INDTIL VIDERE har Armenien haft kontrol med enklaven. Men Aserbajdsjan opruster kraftigt, og hvis diktatoren Aliyev får brug for at samle sin nation bag sig, er det særdeles oplagt at indlede en rask lille krig. Og hvad sker der så, hvis både Rusland og Tyrkiet blander sig? For ikke at tale om de azerier (aserbajdsjanere), der bor i Iran?

Det er nu - mens der er relativ fred i området - at man skal forsøge at forbedre situationen. Desværre hviler fortidens skygger tungt over området. Nøglen ligger i Nato-landet Tyrkiet.

Jeg følger udviklingen på afstand. Det er ikke min konflikt. Jeg taler ikke armensk. Jeg har kun navnet tilbage. Men jeg glæder mig over, at danskere historisk har spillet en fremtrædende rolle i at afhjælpe nød i området. Sygeplejersken Maria Jacobsen og lærerinden Karen Jeppe satte deres liv på spil for at redde kvinder og børn. Og Carl Ellis Wandel, den danske gesandt i Konstantinopel (Istanbul) under Første Verdenskrig, var et vigtigt vidne til overgrebene.

Min armenske farfar forbandede englænderne for at have ladt armenierne i stikken. Det er nok en alt for hård dom. Jeg vil også afstå fra at være alt for sur på den danske regering. Jeg ved godt, at den uofficielle holdning i det danske udenrigsministerium er, at man ikke vil løfte en finger for Armenien, et lille land, som man ikke har nogen samhandel med.

Men hvis den vestlige verden ønsker at fremme en positiv udvikling og undgå nye flygtningestrømme på tærsklen til Europa, er det på tide at gøre noget ved et hundrede år gammelt sår. Jo før, jo bedre. Mindehøjtidelighederne for folkemordet på armenierne i 1915 er den oplagte mulighed.

Da Muren faldt - og den kolde krigs spændetrøje forsvandt - blussede den ene gamle etniske konflikt efter den anden op igen. På Balkan og i Kaukasus i 1990'erne. I Ukraine i dag. Vi risikerer, at krigen vender tilbage i Kaukasus, hvis ikke der kommer gang i en fornuftig proces.

Katastroferne kan stadig undgås.

Christopher Arzrouni er cand.scient.pol. og debatredaktør på avisen Børsen