Prøv avisen
Kronik

Studerende: Den ”patriarkalske” far har en vigtig lektie at lære den moderne mand

Hvis du vil være en mand, og ikke blot som Shakespeares Romeo, en ”unseemly woman in a seeming man” (”Romeo og Julie”), så stræb efter at være den, hos hvem andre (og især din hustru!) kan finde styrke, når lidelsen og uretfærdigheden rammer. Mod, integritet og handlekraft er dit kompas. Dovenskab, konfliktskyhed og magelighed må vige, skriver studerende Jacob Munk.

Jacob Munk, stud.theol. ved Menighedsfakultetet i Aarhus og BA i litteraturhistorie

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Kønsdebatten har skabt forvirring, ikke mindst om mandens rolle. Måske har den strenge, ”patriarkalske” far en lektie at lære den moderne mand, hvis eneste begreb om maskulint faderskab er en umoden drengerøvsmentalitet. Det gælder om at være en klippe

DEN STØRSTE KILDE TIL FORVIRRING i kønsdebatten i dag er, at vi har svært ved at finde ud af, hvad vi egentlig diskuterer. Derfor bliver snakken ofte håbløst forudsigelig: Den liberale fløj mener, at man har ret til at vælge sit eget køn, hvorpå den mere traditionelle fløj svarer, at biologien klart viser, at der kun findes to køn. Tonen vil typisk være hård og ubarmhjertig. Imidlertid har ingen af parterne opdaget, at de giver svar på to forskellige spørgsmål. De liberale på queer-fløjen bevæger sig på et normativt plan (”man bør kunne vælge sit køn”), mens traditionalisterne og essentialisterne bevæger sig på et deskriptivt plan (”ens køn er biologisk givet”).

Det deskriptive plan er ikke uvigtigt. Imidlertid er det som regel det normative argument, der udgør debattens egentlige omdrejningspunkt. For om ikke andet har queer-bevægelsen vist os, at man kan vælge sit eget køn, i hvert fald for så vidt at man kan anvende koder fra det andet køn til at udtrykke en ikke-konformativ kønsidentitet. Hvorfor skulle biologiske eller sociale observationer stoppe os? Disse har jo ingen normativitet i sig anden end den normativitet, der ligger i enhver status quo, som ikke er andet end flertallets tyranni af de få.

Spørgsmålet er derfor først og fremmest, om man bør kunne vælge sit eget køn. Det traditionelle synspunkt er: nej. Kønnet er ikke bare socialt forpligtende men også moralsk forpligtende. I dag, og groft sagt siden oplysningstiden, har vi svært ved at forstå, hvordan der kan udspringe moralske opgaver af det at have en særlig type krop. Det eneste moralsk betydningsfulde er, at man er en person.

Problemet er naturligvis, at for så vidt kønnet kan relativiseres, kan vores natur som personer det også, og dermed er der ikke længere noget fundament for moral overhovedet. En konsekvens, der ofte belejligt overses af moderne queer-feminister, der er afhængige af moralske absolutter for at kunne føre deres program igennem.

I det følgende vil jeg se på, hvad det så er for en forpligtende opgave, der ligger i det at være mand. Det gør jeg i håb om, at en eller flere kvindelige læsere kunne få lyst til at skrive denne kroniks feminine modstykke.

Mandens centrale og transhistoriske opgave er som apostlen Simon Peter at være en petra (græsk for en klippe). At være en klippe er at være den, der står, når alting ramler. ”Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen” (Matt. 7, 25). Hvis du vil være en mand, og ikke blot som Shakespeares Romeo, en ”unseemly woman in a seeming man” (”Romeo og Julie”), så stræb efter at være den, hos hvem andre (og især din hustru!) kan finde styrke, når lidelsen og uretfærdigheden rammer. Mod, integritet og handlekraft er dit kompas. Dovenskab, konfliktskyhed og magelighed må vige.

Derudover kan maskuliniteten udtrykke sig på mange forskellige måder. Du kan være en klippe ved egenhændigt at være i stand til at forsørge din familie, så din hustru er fri til at finde den balance mellem arbejde og tid til børnene, som hun og I ønsker. Du kan være en klippe ved med fysisk styrke at signalere, at du er en uovervindelig beskytter af det gode, hvad enten det drejer sig om din familie, dit land eller den undertryktes ret. Eller du kan være en klippe ved, hvad der i vores kultur er endnu vigtigere, at besidde en indre styrke, der sætter dig i stand til at bevare overblikket i uoverskuelige og smertefulde situationer og sætte retning, når det føles, som om der ingen vej frem er.

Intellektet er og bliver vores farligste våben. ”Den vise mand har styrke/den kyndige samler sin kraft” (Ordsprogenes Bog 24, 5). Det gælder i det private såvel som i det offentlige, at mænd har en særlig opgave i med visdom at definere de værdier, vi skal stå fast på som familie og samfund, og sige nej til al uret og løgn. En mand skal kunne trække en streg i sandet og sige ”nej!”. Psykolog Finn Korsaa har i kronikker og bøger påpeget, at det er en central opgave for faderen myndigt at løsrive barnet fra dets tilknytning til sin mor. Måske har den strenge, ”patriarkalske” far en vigtig lektie at lære den moderne mand, hvis eneste begreb om maskulint faderskab er en umoden drengerøvsmentalitet, en ”kammerat-far”, der tror, han rammer topmålet af faderskab ved at lege vildt og spille Fifa med sin søn, mens mor må tage sig af børneopdragelsens sure pligter.

Maskulinitet er én ting, og så alligevel ikke. Der er mange måder at være klippe på, og få af os mestrer naturligt dem alle, især fordi vores tid har mistænkeliggjort maskuliniteten og taget alle tænkelige midler i brug for at få den drevet ud af børneopdragelsen.

Jeg selv elsker at oparbejde intellektuelle kompetencer, forfine og præcisere mine værdier og udfordre andre med dem. Det er det, der driver mig til tastaturet netop nu. Jeg elsker også at kunne være en klippe for min kæreste, når hun mærker ”floderne stige og stormene suse”. Tanken om en dag at kunne forsørge hende motiverer mig til at lægge alle kræfter ind på mit studie og mit job for at blive så kompetent som muligt. Derimod har jeg ikke en naturlig flair for at løse praktiske opgaver af teknisk art, ligesom jeg af natur er særdeles konfliktsky.

Denne sammensathed vil langt de fleste kunne genkende, og det skal ikke

gøre os modløse. Jeg vil derimod give to tommelfingerregler.

For det første: Find de områder af dig selv, hvor du har særlige evner til at være en klippe. De er din trumf! Tag vare på dem, styrk dem, og forfin dem. Du skal ikke være en klippe på alle tænkelige måder. Du skal være det på din måde.

For det andet: Tag de områder, der ikke ligger naturligt for dig, som en udfordring. Hvis du kan forbedre de evner, uanset hvor lidt, ville det gavne din karakter såvel som dit ægteskab og give en dyb følelse af glæde over at være blevet en bedre mand.

Og tænk på, hvor befriende det er: Maskulinitet er ikke, som essentialister alt for ofte har sagt, noget, du skal se indad og prøve at finde i dig selv. Den er snarere en karakter, du skal forsøge at opbygge ved udholdende at gøre det gode, der tilfalder dig som mand.

Simon Peter er så passende et billede for maskuliniteten, fordi han demonstrerer, at der altid er håb for en ny begyndelse, når man svigter og kommer til kort. Først når man er faldet, kan man for alvor lære at rejse sig op og ranke ryggen. Først når man har frygtet, kan man lære, hvad det vil sige at udvise mod. Først når stormen kommer, kan man se, hvem der er en klippe, man tillidsfuldt kan hente styrke hos.

Mænd: Gå ud, og vær sådan en klippe!