Mandatet der ikke er aflyst

I denne uge udkommer missionsteologen John V. Taylors bog »Det fortsatte mandat« på dansk. Det er en kyndig teolog, der fører pennen og kommer med mange gode pointer, som også kan inspirere dansk missionsarbejde

Hvis man bliver på samme sted, får man lus. Sådan siger et ordsprog på Kikuyu, et stammesprog i Kenya. Verden er som en meget stor bog, og hvis ikke man rører sig ud af den hjemlige flække, får man kun læst en side af bogen. Nogenlunde sådan forstås ordsproget af kikuyuerne. Ordsproget dukkede op i min hukommelse, da jeg sad med en ny bog af John V. Taylor, som udkommer i dansk oversættelse i denne uge. Den bærer titlen »Det fortsatte mandat« og er udgivet af Danmission og Unitas Forlag i fællesskab. Taylor har vendt mange sider under andre himle. Det fremgår også af hans nye bog, der bærer undertitlen »fire bibelstudier om kristen mission til det nye årtusind«. En kyndig teolog fører pennen. Erfaringer og refleksion forenes i bibelske missionsstudier, der indeholder både overraskende iagttagelser og pointer. Emnerne for studierne er: Guds mission, Guds partnere, Guds tempel og Guds tid. Et langt livs erfaringer som Uganda-missionær, generalsekretær for den anglikanske kirkes missionsselskab CMS og senest som biskop i Winchester spiller med i studierne. Det kendes og mærkes. Taylor er en bekræftelse af, at flyturen har umistelig værdi. Har man én gang set verden et helt andet sted fra, så er det ikke alting, der tager sig ud som før. Et enkelt overordnet perspektiv på Taylors formidlingsarbejde skal nævnes: Gennem et livslangt engagement i kirke og mission har Taylor formidlet ny og gammel inspiration fra bibel og kontekst. Han har altid gjort det til tiden og stedet. Hans budskaber i bøger og foredrag kan karakteriseres som smukke vævestykker, hvori livets og historiens tråde indgår i den kristne livstolkning. Taylor satte allerede i 1963 en meget vigtig dagsorden med afhandlingen og bogen »The Primal Vision«. Det skete i forbindelse med hans arbejde som missionær i Uganda. Han udfordrede de vestlige kirker til at se mission som et møde mellem kulturer. Afrikanske kirker, ledere og teologer fik blandt andet med stor inspiration fra Taylor lyst og mod til at arbejde med deres selvforståelse. Spørgsmålet om kulturel og religiøs identitet fik en central plads. Denne tråd er stærkt synlig i den nye konstruktion i dansk mission, Danmission. Taylors evne til at sætte dagsorden har han således ikke mistet. Danmission - der her ved årtusindskiftet er skabt gennem en sammenslutning af Det Danske Missionsselskab og Dansk Santalmission - henviser konkret til Taylor og nyudgivelsen »Det fortsatte mandat«. Det sker gennem formuleringen af Danmissions missionssyn og målsætninger. I målsætningspapiret ses missionens sammenhæng og sted under forandringens forpligtende tegn, som kristen mission må forholde sig til her ved det nye årtusinds begyndelse. Det er tid til status, nyvurdering af prioriteringer og ikke mindst besindelse på et fortsat gyldigt mandat til mission. Vi har ikke os selv i dansk mission eller i en særlig dansk missionstradition. Vi er ikke vores egne i mission. Vi må til stadighed føres ud i et arbejde med at finde os selv, finde vores identitet og selvforståelse som missionsselskaber. Danmission er ikke havnet i selvsving på dette punkt. Selskabet ønsker at være forpligtet på de lokale jordbundsforhold for de samarbejdende kirker, det vil blandt sige gennem tæt samarbejde med de lokale kristne og deres ledere, hvor også den lokale teologiske refleksion gives plads og betydning. Denne bevidste og formulerede erkendelse hos Danmission bygger, tror jeg, på den følgende overordnede situation og udvikling: Den globale kristendom har løsrevet sig fra den vestlige missionsbevægelse. Kristendommens tyngdepunkt er rykket fra vest/nordvest til syd. Måske er dette den vigtigste indsigt til missionen, som vi tager med os til det nye årtusind. Tyngdepunktsforskydningen er en kæmpe udfordring til os som kirke og mission. Vi får til opgave at integrere og bearbejde den nye virkelighed. Det er præcis den store og vanskelige opgave, som Danmission også har ladet sig udfordre af i indkredsningen af missionssynet og de overordnede prioriteringer i selskabets arbejde. Det er f.eks. ikke længere dækkende at skelne mellem udearbejde og hjemmearbejde i mission. Mission foregår alle steder og på alle kontinenter. Det gamle geografiske missionærbegreb forekommer næsten ubrugeligt i dag. Begge i makkerparret Taylor og Danmission understreger også betydningen af religionsmødet, og at den religiøst pluralistiske verdens realiteter nu tvinger os til at genoverveje vor hidtidige holdning til tilhængere af andre religioner. Globalisering og kontekstualisering spiller en afgørende rolle i løsrivelsen fra den gamle vestlige referenceramme. Det er måske de to mest afgørende faktorer. De får uden tvivl konsekvenser for kristendomssynet. Især vil det øve indflydelse på forståelsen af den kristne tro og resultere i en slags reformation af den kristne kirke. Verden over reageres der dog forskelligt på den nye situation. Jeg finder to hovedtendenser: Man vælger i sin egen kirke, mission og teologi at overse eller tilsidesætte den. Det kan skabe en kirkelig ghetto og en osteklokkemission. På længere sigt betyder det en marginalisering og provinsialisering af, hvad der måske her hos os kunne være en slags dansk kristendom. Vi bliver ladt alene og frarøves den vigtige inspiration, som ligger i kontakten med kirke og mission andre steder i verden. Andre reagerer ved at se mulighederne og udfordringerne. Ved at opfatte mission som et kultur- og religionsmøde lykkes det at møde andre med et åbent og rummeligt hjerte, måske også når det forekommer os vanskeligt at gøre det. Andre dele af den globale og økumeniske missionsbevægelse kan herved kaste hjælp og inspiration af sig i vores egen kirkelige andedam. I denne sammenhæng taler Danmission om kaldelse af missionærer fra samarbejdskirkerne gennem syd-nord mission og ved at støtte og inspirere til flere syd-syd-aftaler i mission. Det betyder også, at missionsselskabet vil støtte de samarbejdende kirkers bestræbelser på, at de kan blive selvstændige i henseende til styre, økonomi, mission og teologisk identitet. Det sidste er interessant og glemmes ofte. Men faktisk spiller dette arbejdsprincip en afgørende rolle for kirkernes fortsatte sunde vækst. Det danner nærmest forudsætning for en lokal kirke i vækst, både materielt og åndeligt. Kirkerne må finde sig selv åndeligt og teologisk. Et årtusindskifte er en markant grænse, som evangeliet også skal bæres over. Jesu klare mandat til disciplene var formuleret sådan: »Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer« (Joh. 20,21). Mandatet er ikke trukket tilbage eller har mistet sin radikale betydning. Vi kan i den nugældende grænsesituation komme i tvivl om vores egen sendelsesidentitet. En tvivl der overvejende finder næring i de mange forandringer både globalt og lokalt, som en missionsbevægelse naturligvis må forholde sig til. Danmissions melding lyder her: »Mandatet er givet af Jesus Kristus i opfølgning af Hans egen sendelse og liv på jorden«. Det betyder, at »missionen må have Kristustræk, idet den søger at gå Kristi vej, sådan som vi kender den i Bibelen«. Danmission har med udgivelsen af bogen »Det fortsatte mandat« givet belæg for, hvad dette kan betyde, og som det kun sparsomt kan komme til udtryk i selskabets målsætningspapir. Et nærmere studium af Taylors bibelstudier giver overraskelser til en mere traditionelt tænkende luthersk eller protestantisk læser. Taylor opfordrer til konkret respons på eller lydighed mod, hvad han kalder eksemplet til efterfølgelse. Han tilføjer nye aspekter til hele partnerskabstanken i mission. Guds tempel, dvs. Kristi krop, udvikler sig i Taylors bibelstudium til at blive en radikal og udfordrende sag. Kristi eget mandat til sendelse og tjeneste står stadig fast. Det står fast under alle omstændinger og alle steder. Taylor peger på, hvordan mandatet ikke ændres af f.eks. skiftende betingelser, ressourcer og teknikker. For Kristus, der har forpligtet os på mandatet, er den samme i går, i dag og altid. »Vort kald er sammen at gøre hans fuldkomne svar på Guds kærlighed og sandhed synlig under hver enkelt kulturs særlige betingelser, gamle eller nye, så vi kan bekræfte, udfordre, udfri og udfylde den indefra og tage konsekvensen af at gøre det sammen med ham« (s. 63). Mandatet der ikke er aflyst! Det tilkommer ikke nogen at aflyse missionen, når den er Guds. n universitetsadjunkt, ph.d