Prøv avisen

Mands Himmerig eller Helvede?

KRONIK: I dag er det 150 år siden, at Danmarks første nobelpristager, Henrik Pontoppidan, blev født. Dagens kronikør har i den anledning genlæst Pontoppidans mindst kendte bog, "Mands himmerig", der måske er hans mest dagsaktuelle

I dag den 24. juli 2007 er det 150 -års- fødselsdagen for Danmarks første nobelpristager i litteratur, Henrik Pontoppidan. Oftest fremhæves hans tre store romaner: "Det forjættede land", "Lykke-Per" og "De dødes rige", mens den fjerde, "Mands himmerig", overses. Og hvorfor gør den det? Den er måske den mest dagaktuelle af dem alle?

Romanernes titler rummer alle deres egen modsætning. "Det forjættede land leder" tanken hen på landet, "hvor det flyder med mælk og honning". Det forjættede blev dog noget helt andet. Navnet "Lykke-Per" skaber forventninger om rigdom og alt godt. Romanen ender overraskende i forsagelse og lidelse. Titlen "De dødes rige" peger på et liv efter døden. Romanen er en beskrivelse af kropsligt levende, men stort set åndeligt døde mennesker. Med dette in mente må "Mands himmerig" naturligt antyde, hvor smukt alting kunne have været. Imidlertid omhandler romanen en udvisken af åndelige værdier, en profanering af kærligheden og en entydig satsning på det materielle.

Peder Syv sagde: "Mands Vilje, Mands Himmerig." "Vilje" betyder her formodentlig kærlighed. I romantitlen har Pontoppidan skåret "Mands Vilje" fra, fordi kærligheden er glemt. Mandens vilje er koncentreret om karriereræs. Bogens titel, "Mands himmerig", skal da også opfattes ironisk. For som en af bogens kvinder siger: "Den, der gør sin Vilje til sin Gud, forskriver sig til Fanden det er en gammel Sandhed." Egoismen breder sig, man har mistet orienteringsevnen og rejser godtroende "i rivende Fart til Helvede", som der siges i romanen.

Romanen kan læses som en nekrolog over et irreligiøst samfund, hvor politikerne svindler, hvor kærlighed kun er sex, og hvor pressen hver dag opliver og forstærker "den kompakte majoritets" tro, på at menneskelykke er besiddelse og at optræde i medierne, og hvor repræsentanter for majoriteten gang på gang kommer til orde i medierne for at fremsætte deres indoktrinerede tro som en personlig dybsindighed.

Romanen rummer en konfrontation mellem et materialistisk og et idealistisk syn på Danmarks fremtid. Materialisterne ønsker dansk neutralitet under Første Verdenskrig og indtjening på krigen uanset de åndelige omkostninger. Idealisterne ønsker en dansk deltagelse i krigen for at bevare æren og idealerne. Løgn, egoisme og korruption bliver naturlige foreteelser (systemet synes kopieret under Anden Verdenskrig).

Konfrontationen er faktisk ikke nogen kamp, for materialisterne, der ejer bladet "Friheden", har sejret på forhånd. Den kraft, idealisterne kan mønstre, kan ikke dæmme bare lidt op. Politikerne siger det, folket gerne vil høre, og aviserne glider med god fortjeneste ind i koret ved at udbygge denne leflen. Magthaverne og pressen støtter sig til majoriteten, hvis uvidenhed de i fællesskab styrer og plejer.

For en effektiv materialismes skyld må idealisterne uskadeliggøres, fængsles eller ties ihjel. Idealisterne sætter med lidenskab deres liv på spil. Resultaterne bliver en piges brækkede arm, en teaterdirektørs sindssyge og en ildsjæls død. Disse personer har lidenskab, og deres skæbne sætter Pontoppidans sympati for dem i relief. Han er dog ingenlunde enøjet, idet idealisterne også handler som mennesker, der kan være naive og fejle alvorligt.

Romanens hovedperson er den kompromisløse idealist og redaktør, Niels Thorsen. Han ønsker Danmark med i Første Verdenskrig: "Det eneste, der nu kan redde os fra en forsmædelig Undergang, er en stor, europæisk Krig, der sætter os Bajonetten paa Struben." Om de besiddende siger han: "I Krigens første Dage saa vi jo en del bekymrede Ansigter i Gaderne. Men den Angst drev snart over. Vi kom hurtigt til vort Smil igen det berømte danske Smil, der ligesom Kadavergrinet bliver bredere og livsaligere jo mere Opløsningsprocessen skrider frem."

Niels Thorsen priser "Belgien, der foretrak Døden for æreløs Underkastelse", men han kæmper en ensom kamp mod dem, der har forrådt ære og frihed. Hans modstandere er politikerne, deres håndlangende presse, sladderen og det uoverskuelige: "den kompakte majoritet".

Som redaktør af "Døgnet" er Niels Thorsen nådesløs over for sine modstandere: "En for en tog han dem i Nakken og rystede al Indhold ud af dem, indtil de hang i hans Haand som tomme Sække." Han formulerer det sådan: "Det er nu en Gang bleven min triste Lod at gøre Bøddelens Gerning i dette Land."

Bogens kvinder reagerer stærkt på Niels Thorsen, der engang var kvindebedårer. Men han respekterer ikke kvinden. Engang drømte han om hende som en kampfælle: "en storhjertet, kampglad Fylgje". Han er viljestærk og måske den eneste mand, der ikke er underlagt et skørteregime. Derfor reagerer de stærke kvinder voldsomt på ham.

Opspind bruges til nedgøring. Sladderen opstår og bliver både varsel og faktor i forløbet mod det forudbestemte mål. Da et par spekulanter for eksempel øjner store indtjeningsmuligheder ved udnyttelse af det klassisk-idealistiske Hebe-Teatrets fine bygninger, opfinder og udspreder de det rygte, at teaterdirektøren har økonomiske vanskeligheder og vil sælge. Avisernes teaterkritikere formidler straks rygtet for at hævne sig på direktøren, som havde forkastet skuespil af dem. Teatret går fallit, og direktøren bliver sindssyg.

Derpå kommer turen til Niels Thorsen. Først forhindres han i at blive redaktør af "Friheden". Derpå vil man uskadeliggøre ham som redaktør af "Døgnet", som ægtemand og som menneske. Kyniske og intrigante kvinder fælder ham for at tilgodese egne eller deres svage ægtemænds ambitioner.

"Friheden" skulle efter den afdøde stifters skøn have haft den idealistiske Niels Thorsen som redaktør. Efter forpurringen udvikler de tre nye redaktører bladet til at være talerør for den optimistiske materialisme, som magthaverne har gjort til det politisk korrekte, og som reelt kun er en visen vej i den retning, "den kompakte majoritet" flyder.

Idealisten Niels Thorsen får pessimistiske synspunkter: "Inderst inde troede han ikke længer paa nogen Fremtid for dette Folk, der blindt styrede sin Undergang i Møde." Han kalder Danmark et "Røverland", og hvor hans søster kalder deres sleske fætter: "det modbydelige Kræ!", afbryder Niels hende med bemærkningen: "Sig hellere: den gode, danske Mand. Vi har dem for Tiden ikke bedre."

Niels Thorsen, teaterdirektøren og ganske få andre er levn fra en tid, hvor man "fægted" med aaben Pande" for "frihed, lighed og broderskab". Efter sit afgørende nederlag holder Niels Thorsen nogle opsigtsvækkende taler inde på Rådhuspladsen. Folk harmes, og da han foreslår, "at de køllebærende Kæmper i det danske Rigsvaaben for Fremtiden erstattedes af et Par runde Ølkuske", bliver han arresteret.

Med vanlig sikkerhed udpeger Pon-toppidan samfundets dirigenter. Det helt usædvanlige for ham, der var af ældgammel præsteslægt, og gennem hvis forfatterskab der går et sus fra præstekjoler, er, at der ikke er en eneste præst med i denne roman.

I Pontoppidans kunstnersind er præsternes betydning som åndelige vejledere blevet fortid. Materialismen har fået det altdominerende tag i informationssamfundet. Længe før alle andre erkendte Pontoppidan præsteskabets umyndiggørelse, og at kapitalen, politikerne, pressen og majoriteten en dag ville få uindskrænket magt.

"Mands himmerig" er en roman om følgerne af disse kræfters vækst og dominans. Pontoppidan anede kræfternes farlighed, og han gennemlevede farligheden med denne fiktive beretning. Romanen er en indirekte advarsel om besindelse i samfundsudviklingen. Men kan vi nå at lytte til denne advarsel?

Jens Kristian Lings er forfatter